Svar: 5,5 år slår og langer ud

---

Kære Mor

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres datter :)

Du nævner, at jeres datter ofte langer ud og slår, når hun møder modstand. Det kan være, når noget er rigtig svært i hverdagen eller ting, der i jeres øjne virker små. Det kan være, hvis I afbryder en legeaftale, siger at hun skal i bad eller generelt siger nej til noget, som hun gerne vil. Når dette sker, så bryder hendes verden sammen, hun råber, slår og reaktionen er så voldsom, at det faktisk ofte skræmmer jer...

Du fortæller også, at det har været sådan gennem flere år, og at det nu også er et problem i børnehaven. I har forsøgt at tale med hende om det, men hun fjerner sig fysisk og virker ligeglad, og hun har rigtig svært ved at være i det, når I taler med hende. Du fortæller også, at I selv har haft tendens til at hæve stemmen, når hun igen og igen har skubbet til jeres grænser, hvilket I arbejder med at rette op på - og det er rigtig godt, at I gør det:)

Jeg tænker, at det er vigtigt, at I prøver at tænke tilbage på, hvordan I generelt har mødt hende, når verden er brudt sammen for hende, fordi I fortæller, at det har stået på gennem flere år...

Man siger, at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 år, og i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad der sker, når man har med små børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i tre dele:

Storhjernen, som også kaldes den rationelle hjerne. Denne del af hjernen styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke osv.

Mellemhjernen, som også kaldes Pattedyrhjernen eller det Limbiske system. Denne del af hjernen udløser store følelser, der skal styres af storhjernen. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske mv.

Krybdyrhjernen, som er den nederste del af hjernen. Den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner, som sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur. Det er også den del af hjernen der styrer, at vi kan bevæge os og kæmpe eller flygte, hvis vi føler os truet.

Især i de første leveår vil man opleve, at børn er styret af deres mellemhjerne, hvilket betyder, at de er styret af lyst. De har rigtig svært ved at træffe valg, og verden kan bryde sammen, hvis I f.eks. giver hende den blå kop i stedet for den røde, eller hvis I skærer blommen ud, og hun ville have haft den hel. Når verden bryder sammen, så kan de reagere næsten "dyrisk" - det vil sige, at de f.eks. smider sig i gulvet, græder voldsomt, spytter, sparker, hvæser, bider. Det skyldes, at der sker en aktivering af mellemhjernen, der som sagt også kaldes pattedyrhjernen.

Denne del af hjernen skal styres af den rationelle del af hjernen (storhjernen). Men forbindelserne mellem hjernens forskellige dele er ikke særligt gode - de dannes af måden, som I møder hende på. Jeg ved naturligt ikke, hvor meget I har hævet stemmen, når I gang på gang har følt, at hun skubbede til jeres grænser, men som du skriver, så er det rigtig vigtigt, at I nu retter op på dette, netop fordi forbindelserne mellem hjernens dele skabes af måden, I møder hende på.

Det er derfor vigtigt, at I reagerer med det, som I gerne vil lære hende. Det er jeres reaktion, der gør, at forbindelserne mellem mellemhjernen og storhjernen dannes - og det er dermed jeres reaktion, der på sigt sætter hende i stand til at bevare roen, lytte, lige tælle til 10, blive i stand til at sige pyt osv. I skal altså vise hende det, som I gerne vil lære hende, så hvis I gerne vil lære hende at bevare roen, så er det vigtigt, at I selv er rolige. Hvis I gerne vil lære hende at lytte til jer, så er det vigtigt, at I lytter til hende... Det er derfor vigtigt, at I ikke skælder ud, ...

---

---

... ignorerer hende, ikke kalder hende hysterisk, siger at hun skal holde op med at være sur, råber af hende eller lignende, for det vil ikke hjælpe hende - heller ikke fremadrettet.

Så når du spørger "hvordan får vi sat en stopper for hendes langen ud/slåen og råben", så er I måske nødt til først at se på, hvordan I generelt reagerer og har reageret på hende, og starte med at ændre jeres kommunikation.. :)

Det samme kan være tilfældet, når hun ikke ønsker at snakke om det, og når du kan mærke, at hun igen og igen forsøger at trække sig væk. Det er rigtig godt og også vigtigt, at du sætter dig og taler med hende, men det er meget vigtigt, at du er opmærksom på, hvordan du gør det. Det kan være meget ubehageligt for hende, hun kan føle sig forkert, hvis du virker vred, kan hun se det i dine øjne, og hun har derfor ikke lyst til at kikke på dig. Derfor kan sætninger som "se på mig, når jeg taler til dig", eller "nu skal du blive her, så vi kan få talt om det her" virke meget voldsomt og ubehageligt for hende.

Prøv derfor at skabe et rum for samtale, hvor hun kan sætte ord på det, som er svært, og hvor hun ikke føler sig forkert eller føler, at hun skal svare noget bestemt, for at du kan lide hende. Det er meget vigtigt, at hun kan sætte ord på, hvordan hun har det og have en følelse af, at du accepterer hende, og alt hvad hun fortæller - uanset hvad det er. Og du må meget gerne sige tak for, at hun fortæller dig det. Du skal lytte og anerkende hende, og det hun fortæller dig. Det gælder f.eks. også, hvis hun siger noget omkring dig, som du måske ikke synes passer. Det kunne være "du er altid så sur" eller "du gider aldrig at...". Lyt til og anerkend, at det er sådan hun har det.

Du skriver, at du f.eks. også har forklaret hende, at det er vigtigt at vide, hvordan du kan hjælpe hende med ikke at slå, men lige lidt hjælper det. Også her er kommunikationen vigtig. Der er f.eks. forskel på at sige: "jeg vil gerne vide, hvorfor du slår, så jeg kan hjælpe dig" eller "hvis ikke du holder op med at slå, så gider de andre børn ikke lege med dig". Sætninger som disse kan virke meget afvisende, i disse ligger både kritik og trusler, hvilket ikke vil hjælpe hende til at lytte til dig eller ønske at fortælle dig om det. Det vil være meget bedre f.eks. at sige "jeg kan godt forstå, du bliver vred", eller "jeg vil rigtig gerne hjælpe dig", eller "lad os prøve at finde ud af, hvordan du kan reagere en anden gang, har du lyst til det".

---

---

---

Når hun har en indre følelse af, at I er der, lytter, anerkender, gerne vil hjælpe og støtte hende osv. så lærer hun at regulere sine negative følelser - de følelser, som sandsynligvis får hende til at slå og lange ud. Hun lærer at sætte ord på sin frustration, og hun lærer også at lytte til jer - så hun på den måde får nogle andre strategier end at råbe og slå eller lange ud, som hun gør lige nu.

Der er naturligt forskel på, hvordan børn skal mødes om de er 2, 3. 4 eller 5 år gamle, men grundlaget er det samme - de skal alle mødes med anerkendelse, rummelighed, vi skal lytte, sætte ord på det som er svært, undgå at skælde ud, bruge trusler mm. At I lytter, anerkender, sætter ord på osv. betyder ikke, at I ikke også skal lære jeres datter, at hun ikke må slå og lange ud efter jer - for det må hn naturligt ikke. Det er dog vigtigt, at hun har en følelse af, at det er det at slå, som er forkert og ikke hende, som er forkert.

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre, måske gør du allerede alt det, jeg nævner, men måske kan det give lidt nye tanker :)

Jeg vil også anbefale dig meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn".

Rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---