Svar: Temperament - skubber, tager legetøj

---

Hej med dig

Tak for dit brev og fine beskrivelse af din datter og alle dine tanker :) Jeg vil naturligt gerne fortælle lidt om, hvad jeg tænker sker, og hvordan du hjælper din datter bedst.

Din datter er 20 måneder nu, og igang med en kæmpe stor udvikling - og det du oplever er meget normalt - din datter får det der kaldes fortvivlelsesanfald. Når det sker, så er hun ikke uartig men oprigtigt ked af det. Hun er skuffet over, at du vil noget andet, end hun vil, hun er ked af, at du f.eks. slutter legen på gyngen og siger, at I skal hjem. Hun bliver fortvivlet og oprigtigt ked af det, når andre børn tager det legetøj, som hun vil lege med, og hun forstår ikke reglerne ved rutsjebanen, og at man skal vente på tur - hun mærker bare, at verden går hende imod, og så bryder hun sammen.

Hendes manglende evne til at håndtere disse situationer hænger sammen med hendes alder og hendes stadig umodne hjerne. Hun har to hjernehalvdele, men forbindelsen mellem dem fungerer ikke ret godt, og hun har endnu ikke evnen til at tage det roligt, bevare overblikket, sætte sig ind i andres situation og følelser - disse forbindelser dannes af måden, som du møder hende på og hjælper hende på.

Derfor er det rigtig godt, at du ikke råber af hende, men forsøger at sætte ord på for hende. Hun har brug for, at du viser hende forståelse, at du lytter til hende, anerkender hendes lyst til f.eks. at gynge, rutsje, lege med noget bestemt legetøj - også selvom det måske ikke kan lade sig gøre. Det er vigtigt, at du viser hende ro og overblik, fordi hun kan spejle sig i dette. Det er via dit kropssprog og dine ord, at du hjælper hende med at blive rolig og få samling på sig selv.

Når verden bryder sammen for hende, så vil hun fysisk bryde sammen, hendes reaktioner vil være fysiske. Hun har endnu ikke ord til at sige, hvad det er hun føler og oplever, men hun vil reagere fysisk. Det betyder, at hun f.eks. vil kunne løbe væk, kaste sig i gulvet, kaste med tingene, råbe, skrige, skubbe, bide, sparke... og hun vil blive meget svær at holde og kan virke fysisk stærk. Det skyldes, at der udskilles adrenalin, når hun har anfald af fortvivlelse. Adrenalin pumpes rundt i kroppen, og det vil f.eks. gøre, at hendes muskelmasse øges - så du får ekstra svært ved at holde hende. Du vil også kunne se, at hendes pupiller trækker sig sammen, hendes puls og blodtryk stiger, og hun vil virke helt ude af den. Netop derfor er det vigtigt, at du hjælper hende til ro igen.

Fortvivlelsesanfald er ikke farlige, men når du hjælper hende til ro, så dannes de forbindelser i hendes hjerne, som på sigt vil gøre, at hun selv vil kunne finde ro uden din hjælp.

Det bedste du kan gøre er derfor at vise hende ro. Når verden bryder sammen for din datter, og alt pludselig virke uoverskueligt for hende, så har hun brug for at mærke, at du er der som den trygge base. Hun har brug for at mærke, at ...

---

---

... du er den trøst, ro og sikkerhed, som hun mangler, at du har fuldstændig styr på det, når hun ikke har.

Det er også vigtigt, at du ikke giver hende for mange valg. Pas på med at stille for mange spørgsmål som "vil du lege med den blå, røde eller grønne bil?", "vil du have saft, mælk eller juice?". Hun vælger ofte meget impulsivt og kan bryde sammen, hvis hun så oplever, at du drikker noget, andet end hun får, eller ser et andet barn lege med den modsatte bil, så vil hun pludselig hellere have den...

Pas også på med spørgsmål, som du allerede har besluttet svaret på - det kan være spørgsmål som "vil du med hjem?" eller "vil du have skiftet din ble? Hvis du har besluttet, at det er tid til at tage hjem eller tid til bleskift, så sig i stedet "kom, vi skal køre nu" eller "kom, du skal lige have skiftet din ble" - så du ikke spørger og overhører hendes nej.

Det er ofte også en god idé at aflede hende. Nogle gange kan du dreje hendes opmærksomhed på noget andet, sjovt og interessant, så hun glemmer, at hun er fortvivlet og situationen ændres. Når hun afledes, så stimuleres stoffet dopamin, som reducerer mængden af stresshormoner, og som gør, at ting begynder at virke meningsfuld for os.

Det kan være en god idé at give hende fysisk kontakt. Tage hende op til dig, og hvis hun er for stærk til, at du kan holde hende, så sætte dig hos hende, tale beroligende til hende, lade hende mærke dig og mærke at du er tilgængelig. Fysisk kontakt udløser hormonet oxytocin, der virker beroligende. Og efter lidt tid, vil hun måske være parat til at kravle op på dit skød, så I sammen kan komme videre.

---

---

---

Sæt ord på hendes følelser sig f.eks. "sååå, bliver du bare så ked af det, sååå", eller "det er også dumt, at vi skal hjem nu, du havde det lige så hyggeligt". Jo mere hun føler sig lyttet til og forstået, jo mere rolig vil hun kunne blive.

Sæt ord på situationen. Når hun f.eks. tager legetøjet fra et andet barn, så sæt ord på "du vil bare så gerne lege med den blå bil, men den leger x med". Eller "x bliver ked af det, når du tager bilen fra hende". Eller "det er ikke rart, når du skubber, det gør ondt". Og tilbyd alternativer "se her, du kan lege med ...". Det handler om, at hun stille og roligt også skal lære sociale kompetencer, lære at lege med andre, dele legetøj, vente på tur osv. Alt sammen læring, som begynder nu :)

Din datter er igang med at finde ud af, hvordan verden fungerer, og hvad det hun gør, gør ved andre. Det er en læring som tager tid, men det kommer stille og roligt, ved at du guider hende og hjælper hende.

Jeg vil anbefale dig meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". I den kan du finde mange flere eksempler og gode råd til, hvordan du støtter din datter bedst muligt og hjælper hende med at lære alle de ting, som du naturligt gerne vil lære hende :)

Rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---