Svar: Jeg dur ikke til noget

---

Kære O.s far

Tak for dit brev :)

Du spørger, om jeg kan tolke en bestemt adfærd, og når jeg læser beskrivelsen af jeres datter, så tænker jeg umiddelbart, at det er vigtigt, at I er opmærksomme på styrke hendes selvtillid og hendes selvværdsfølelse. Det er to forskellige ting, men de hænger sammen.

Selvtillid: Hvis man har selvtillid, så har man en følelse af at være god til noget, man har tillid til, at det her kan man godt klare. Jeres datter har selvtillid, hvis hun har en følelse af, at "jeg kan finde ud af det, jeg skal". Det betyder, at hvis hun får en opgave i skolen, så går hun i gang med den opgave, fordi hun har tillid til, at det kan hun godt finde ud af - i modsætning til at blive ked af det og give op, fordi hun med det samme tænker, at det dur hun ikke til. Selvtillid er f.eks. også, når børn siger "jeg kan selv binde mine sko" eller "jeg er rigtig dygtig til at spille bold". Selvtillid er på den måde noget ydre, noget som andre kan se.

Selvværd: Hvis man har selvværd, så har man en grundlæggende følelse af at være et godt menneske. Selvværd handler om at være. Det er følelsen af at være god nok, som den man er. Selvværd er at kunne værdsætte sig selv - ikke fordi man gør noget særligt, men fordi man ER noget særligt. Jeres datter har et godt selvværd, når hun har følelsen af at "alt ved mig er, som det skal være". Selvværd handler på den måde om noget indre. Det er den indre følelse af at være elsket, at man er værdifuld i kraft af, at man er den man er. Ikke fordi man er særligt dygtig til noget eller kan finde ud af det, man skal, men blot fordi du er dig.

Når selvværd og selvtillid hænger sammen, så er det fordi et barn, som har et godt selvværd - det vil sige, som har en følelse af at være elsket, accepteret som den man er, og værdsat som menneske - vil få tillid til sine egne evner, altså selvtillid.

Børn møder masser af sammenligninger i hverdagen. De spejler sig i deres legekammerater, legekammeraternes søskende, forældre, i deres egne forældre, bedsteforældre osv. Og hvis man har en høj selvværdsfølelse så vil man, når man sammenligner sig med andre, være okay med, at man måske ikke kan det samme som de andre. Har man derimod en lav selvværdsfølelse så vil man føle, at de andre er lidt dygtigere, lidt pænere, lidt bedre end man selv er.

Hvis jeres datter har en indre fornemmelse af at være okay, så vil hun naturligt have lyst til at gå i gang med forskellige opgaver og tage små udfordringer op. Hun vil ikke give op med det samme, men vil have mod på at prøve igen og igen, fordi hun vil have en følelse af, at hun stadig er okay som menneske, også selvom hun begår fejl, eller noget ikke lykkes for hende. Det er helt naturligt, at jeres datter i en alder af 5-6 år stadig kan give op, fordi en opgave er for svær, men det er vigtigt, at hun stadig har en indre følelse af at ...

---

---

... være okay. Det er helt okay, at man ikke kan alt, eller at nogen kan noget, for så kan hun noget andet:)

Selvværd kan give selvtillid - tillid til at kunne - men at have selvtillid giver ikke på samme måde en høj selvværdsfølelse. At være god til noget giver ikke jeres datter en følelse af at være et godt menneske. Du kan godt føle, at du er dygtig til noget og have masser af selvtillid (jeg er god til at score mål), uden at du har selvværd.

Jeres datters selvværd og selvtillid bygges op af måden, som I møder hende på - og vi er alle sammen dybt afhængige af den måde, som andre møder os på. Din opfattelse af, hvorvidt du er "god til noget" eller "er noget", om du føler dig værdsat, om du føler dig som noget særligt osv. Det er bygget op af måden, som du er blevet mødt på - og stadig bliver mødt på. Og det er derfor vigtigt, at I forsøger at møde jeres datter, som I gerne selv vil mødes.

Det er vigtigt, at I sætter ord på, hvor skøn og dejlig hun er. At hun er den dejligste 5 snart 6 årige pige i hele verden, og at ingen nogensinde kan tage hendes plads. Måske har jeres skilsmisse påvirket hende mere, end I lige umiddelbart tror, måske har hun brug for at høre, at det intet har med hende at gøre, at mor og far er flyttet fra hinanden, eller at du ikke elsker hende mindre, fordi du nu har en kæreste. Der er masser af kærlighed nok til hende (selvværd).

---

---

---

Det kan også være en god idé at tale med hende om alle de ting, som hun har lært og kan nu, men som hun ikke kunne, da hun var yngre. Måske kan I give hende nogle eksempler på ting, som var rigtigt svære - f.eks. da hun skulle lære at gå, lære at cykle osv. og også var tæt på at give op, men hvor det faktisk lykkedes, og nu kan hun, og det er for sejt (selvtillid).

I skal være opmærksomme på, hvordan I f.eks. roser hende, når hun laver noget f.eks. en tegning - her er det vigtigt ikke bare at sige "hvor er den flot" uanset hvordan den ser ud, men i stedet spørge ind til processen - f.eks. hvilke farver har hun brugt og hvorfor...

Det er også vigtigt, at I anerkender hendes følelser, når hun giver udtryk for, at noget er svært. At I f.eks. ikke siger "sikke noget pjat", "det kan du da sagtens" eller f.eks. sammenligner hende med andre "se den anden pige, du kan da gøre ligesom hende". Sådanne sætninger vil give hende følelse af at være forkert, og det vil ikke være befordrende for hendes selvværd.

Jeg ved naturligt ikke, hvordan I generelt møder hende, men måske kan mine tanke hjælpe lidt videre på vej :) Jeg vil også anbefale dig/jer at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse". Den går normalt til 6 års alderen, men jeg tænker, at I stadig godt kan have glæde af den, og i den kan I også læse om f.eks. selvværd og selvtillid. Flere familier har sagt til mig, at de havde glæde af den, selvom deres børn var 8-9 år...

Rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---