Brev:

Meget seperationsangst

Hej Helen,

Jeg har en skøn lille pige, der netop er fyldt 15 måneder. En rigtig charmetrold, der siden hun var 8 måneder har holdt meget af at vinke og klappe.

Da hun var en 3-4 måneder havde vi et forløb på Riget, fordi vi var blevet henvist med noget med hendes nakke og hofte, som de dog ikke mente, at der var noget galt med. Til gengæld var de i tvivl om, hvorvidt hun fejlede noget muskulært, da de mente, at hun var lidt svag i kroppen.

Vores læge og sundhedsplejerske holdt dog på, at hun var helt normal, bare lidt sent udviklet motorisk. Vi har gået fast til fysioterpaeut med hende siden hun var en 4 måneder gammel, henvist af vores sundhedsplejerske, og lært, hvordan vi skulle "træne" med hende.

Da hun blev 12 måneder stoppede forløbet, fordi fysioterpeauten mente, at hun var helt alderssvarende. Da hun blev 12 måneder, var vi også til tjek hos en neurolog på Riget, der vurderede, at hun var alderssvarende motorisk, men at hun har hypermobile led i benene og især hendes ankler er hypermobile.

Hun begyndte at kravle, da hun var 11,5 måneder gammel og i dag kan hun gå langs møblerne og med sin gåvogn og med os i hænderne. Vi har prøvet flere gange, at få hende til at slippe støtten og lige gå de enkelte skridt over til en af os, men det vil hun ikke endnu. Til gengæld knokler hun op og ned og ud og ind hele tiden. Hun pludrer også løs hele tiden, og kan pt sige 9 ord, og det virker som om, at hun kan forstå mange af de ting, som vi siger til hende.

Hun sover ok om natten. En sjælden gang imellem sover hun helt igennem hele svarkøen, er det ikke kommet frem og du natten på sit eget værelse, men mange gange vågner hun i løbet af natten og vil gerne ind og ligge op af mig, før hun falder i søvn igen. Hun sov rigtig godt og nærmest 12 timer om natten, mens vi var på ferie, men efter hun er startet i vuggestue igen, sover hun igen lidt mere uroligt (men stadig ok).

Problemet er, at hun er meget seperationsangst. Hun har altid haft en tendens til det, men her de sidste par måneder er det blevet meget voldsomt, og det er som om, at det bare bliver værre og værre.

Hun startede i vuggestue 11 måneder gammel, og det gik sådan set fint nok. Efter indkøring græd hun tit, når vi afleverede hende, men hun stoppede med det samme igen, lige efter vi var gået, og hun virkede glad for at se os, når vi hentede hende. Hun har en yndlingspædagog (hende som kørte hende ind), men for det meste ville hun også gerne være hos de andre pædagoger.

Pludselig begyndte det at gå over i, at hun helst KUN ville være hos hendes yndlingspædagog, hun skulle helst se hende hele tiden, og hvis hun gik fra hende, kravlede hun grædende efter, og blev ved med at græde indtil pædagogen satte sig ned hos hende.

I juli måned var der sommerpasning i vuggestuen i 3 uger med færre børn. Min datter skulle være der i sommerpasningen, ...

... fordi vi først skulle holde ferie i august. Dog var vi så heldige, at hendes favoritpædagog skulle holde ferie præcis samtidig som os i august.

Pædagogen havde udtrykt lidt bekymring om, hvordan vores datter ville tage sommerpasningen, hvor de skulle være på en anden stue, og hvor der var nye børn fra en anden vuggestue og andre pædagoger osv. foruden hende. Det viste sig, at hun tog det enormt pænt. Hun accepterede også at blive holdt og passet af andre pædagoger. Da sommerpasningen var slut, var der en uge inden vi selv gik på ferie i tre uger, hvor mange af børnene kom tilbage. Der blev vores datter igen meget mere ked af det, og hendes favoritpædagog måtte igen ikke gå fra hende.

I vores ferie virkede det som om, hun havde det godt. Hun bliver dog hele tiden mere og mere morsyg, og vil helst have mig og ikke min kæreste, og jeg må ikke gå nogen steder, hvor hun ikke kan se mig.

Da hun så kommer tilbage i vuggestue her sidste fredag, er hun grædefærdig. Vi kan ikke høre, at hun stopper med at græde, når vi er gået, ligesom hun plejede. Hun skal helst ikke bare se, at hendes favoritpædagog er der, hun skal helst side ovenpå hende det meste af tiden for at være glad.

Pædagogen er super sød og forstående, og siger, at sådan er der bare nogen børn, der har det. En anden pædagog fra vuggestuen, der også er vældig flink, har dog sagt, at vores datter reagerer meget voldsomt på at blive forladt (det virkede, da hun sagde det, som om hun syntes det var mere ekstremt end andre børn, men det var jo bare min fornemmelse).

Vores datter græder, rækker armene op mod en, kravler efter en osv. Det virker j, som om hun er meget utryg. Især i vuggestuen. Hjemme hos os selv er hun også kun blevet endnu mere morsyg, siden hun startede igen efter ferien.

Jeg synes det er rigtig svært. Er det normalt, at hun er så ked af det? Mærker det hende på en måde, så hun bliver mere angst også i fremtiden? Og kommer det til at gå over, så hun også kan lege og hygge sig ligesom de andre børn i vuggestuen?

Pædagogen siger, at hvis det var virkelig slemt, og vores datter var fuldstændig utrøstelig, så ville hun selvfølgelig ringe, så vi kunne komme og hente hende. Og det har hun aldrig gjort. Men jeg får jo alligevel at vide, at hun har været ked af det i løbet af dagen, når hun er gået fra hende. Det er jo naturligvis ikke, fordi vores datter ikke er glad. Det er hun også meget af tiden, men det BLIVER bare hele tiden værre og værre med hendes seperationsangst.

Er der noget vi kan gøre, for at hjælpe vores datter med at være mindre seperationsangst. Vi synes det er svært, at det kun er som om, at det hele tiden bliver værre, for vi har jo siden hun startede i vuggestue sagt til os selv, at det nok bare er en fase. Men det bliver bare ved og ved... Og det gør jo ondt, når ens barn er ked af det.

Mange hilsner en lidt bekymret mor :)

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

16. november 2024 | Udstyr | 14 mdr.

Jakke og flyverdragt i autostol?

Kære Helen Jeg har bare lige et kort spørgsmål, som jeg håber, at du kan...

Læs hele brevet og Helens svar

9. november 2024 | Sovevaner | 12 mdr.

Dreng 11 måneder vil ikke længere puttes af far del 2

Kære Helen Jeg skriver del 2 i titlen for at referere til mit tidligere...

Læs hele brevet og Helens svar

18. oktober 2024 | Sygdom | 14 mdr.

Skoldkopper eller hånd- fod og mundsyge?

Kære Helen Vores datter på 14 måneder har fået enten skoldkopper eller hånd-...

Læs hele brevet og Helens svar

13. oktober 2024 | Sygdom | 18 mdr.

Skoldkopper, bedsteforældre og smitte

Kære Helen. Vores søn på 18 måneder har fået skoldkopper og i den...

Læs hele brevet og Helens svar

16. august 2024 | Opdragelse | 16 mdr.

16 måneder - tryghedssøgende

Kære Helen Tak for din brevkasse og tidligere svar:) Vores søn er nu...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: