Svar: Udadreagerende knap 3årig

---

Hej med dig

Tak for dit brev og meget fine beskrivelse af jeres dreng, velkommen tilbage - og kæmpe stort tillykke med, at du venter dig igen, hvor er det bare dejligt!:)

Når jeg læser beskrivelsen af jeres dreng, så lyder han til at være en dreng i rigtig god trivsel og i gang med en sund og god udvikling. Det er svært at vide, hvad pædagogerne mener med at han er en "bøf", og hvad de således lægger i dette, og jeg kan godt forstå, at det både kan forvirre dig og også gøre dig ked af det.

Jeg vil meget gerne komme med lidt kommentarer til alle dine eksempler og tanker, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge:)

Der er naturligt sket en del ændringer i jeres drengs liv det sidste lille års tid. Han har både smidt sut og ble, han har flyttet stue og er nu sammen med børn, som er ældre end ham, hvilket naturligt udfordrer lidt ekstra i løbet af dagen, han sover ikke længere til middag, og nu skal han også være storebror. Der er ingen tvivl om, at det alt sammen påvirker ham, men jeg synes faktisk det lyder som om, at han tackler det hele ret godt.

Jeg synes ikke det er så problematisk, at han ikke altid svarer pædagogen, når hun spørger, om han vil have noget at drikke - der kan være mange gode grunde til, at han ikke lige svarer, og jeg synes faktisk det er synd, hvis han bliver opfattet som ulydig og som om, at han bevidst ignorerer hende. Det bedste hun kan gøre er at sætte sig ned i øjenhøjde, lægge en hånd på hans arm eller lignende, så de har fysisk kontakt, når hun gerne vil kommunikere med ham. Det hjælper ham til at høre, hvad hun siger, og det vil samtidig signalere, at hun er venlig og vil ham det godt, hvilket naturligt vil give ham mere lyst til at svare.

Det samme kan du gøre, hvis du hjemme stiller ham spørgsmål, som du oplever, at han ikke altid svarer på - kom i øjenhøjde, læg en hånd på ham eller træk ham ind til dig, så I har fysisk kontakt, når I taler sammen.

Med hensyn til at sige godmorgen, så giver jeg dig ret i, at det virker voldsomt, at han på den måde "bliver fastholdt i et GODMORGEN", lige når han kommer ind af døren. Jeg er med på, at de gerne vil lære ham at sige godmorgen, og det skal han naturligt også lære, men hvis jeg var dig, så ville jeg hjælpe ham med at svare og evt. svare for ham.

Du kan inden I går ind på stuen forklare ham, at I skal sige godmorgen, når I kommer ind, så han ved, at dette forventes. Og når pædagogen siger "godmorgen", så kikker du på ham og siger "Pædagogen (hvad hun nu hedder) siger godmorgen - vi siger også godmorgen til (pædagogens navn)ik?" og nikker til ham og får ham på den måde med i samtalen og med til at sige godmorgen. Du viser ham, at du hilser, du inddrager ham i hilsenen og hjælper ham med at sige godmorgen, og han kan i sit eget tempo sige godmorgen, når han fremover selv er parat til dette.

Det er vigtigt at træde ind i institutionen og hilse godmorgen på en rar måde, så han fremover naturligt selv får lyst til at hilse. Den måde, som det er sket på, og som både du og din dreng oplever som for voldsomt, giver naturligt ikke lyst til at hilse, så det fungerer ikke.

Når han løber omkring, kaster med sand, skubber til de andre børn - og når han også kan finde på at give pædagogerne et lille dask, når han løber forbi dem - det lyder for mig som om, at han har brug for at blive set, brug for opmærksomhed. Han vil rigtig gerne være med, når de andre børn leger, han vil gerne være en del af det, der foregår - men han har ikke redskaberne til at spørge, om han må være med eller måske har han spurgt og har fået nej - og så smider han med sand eller skubber. Det behøver ikke være sket lige der, men kan godt være en reaktion på noget, som måske er sket lidt tidligere.

Når han løber forbi pædagogerne og dasker til dem, så tænker jeg, at det også er en måde at signalere, at han har brug for at de lige ser ham og er der for ham. Ikke skælder ud og irettesætter ham, men i stedet lige fanger ham ind, lader ham mærke at de er der, lige bruger et par minutter på at snakke med ham, så han føler sig set, lyttet til, mødt. Måske har han brug for hjælp til at komme med i en leg, som nogle af de andre børn leger og skal netop guides og hjælpes til, hvordan man spørger, om man kan være med.

Børn i jeres drengs alder leger ofte rollelege, og hvis en gruppe børn leger og rollerne er delt ud, så vil jeres dreng, når han spørger om han må være med ofte få et nej. Hvis en voksen så går med og spørger, giver forslag til, hvilken rolle jeres dreng kan have, så kan han måske godt være med. De andre bør siger ikke nødvendigvis nej til leg, fordi de ikke vil lege med ham, men fordi de ikke kan overskue, hvilken rolle han skal have. Der ligger naturligt en pædagogisk opgave i at hjælpe alle børnene med at finde ud af at lege sammen og også lære, hvordan man spørger ind, hvad andre bliver ked af, glade for, hvorfor man skal spørge og ikke kaste med sand, skubbe osv.

Med hensyn til at være selvhjulpen, så er det vigtigt, at han lærer at tage tøj af og på, lærer at vaske sig selv, lære at gå på toilettet, på sigt også lære at tørre sig selv osv. osv. Ligesom det er rigtig godt, at I inddrager ham derhjemme i ...

---

---

... madlavning osv. som du beskriver. Det skal I endelig blive ved med.

Det er en god idé at købe tøj, som er nogenlunde let at tage på - bukser med elastik i taljen i stedet for knapper og lynlås. Bluser, hvor man let kan se forskel på for og bag osv. Og når det bliver tid til flyverdragt, så er det godt at vælge en model, som kan åbnes helt op, så han kan sætte sig i den og tage et ben af gangen, rejse sig og derefter tage ærmerne på. Du kan evt. sætte et klistermærke der, hvor numsen skal sidde, for på den måde at hjælpe ham på vej.

Det er netop super godt, at du er der til at guide, så han hjælpes til at kunne selv, men også støttes undervejs, når det er lidt for svært, ligesom du også kan opmuntre og sætte ord på, hvad han kan gøre, for at det lykkes. Du kan f.eks. sige "sæt dig ned på numsen", "så tager du det ene ben, prøv at løfte bukserne der... ja sådan, og så det andet ben, nemlig skat, og så op at stå... det er helt rigtigt, hvor er du sej, skat, godt klaret."

Og nogle gange skal det naturligt også være okay, at han bare gerne vil have din hjælp og ikke hele tiden skal kæmpe med at gøre det hele selv. Hvis han er træt efter en lang dag i børnehaven, så er det helt naturligt, at han måske synes, det er dejligt, at du hjælper ham med jakken, så I kan komme hurtigt hjem...

Med hensyn til sprog, så lyder det som om, at han er rigtig godt med og har et stort ordforråd. Det er rigtig dejligt, og det gør naturligt jeres kommunikation noget lettere, fordi I kan tale mere om tingene. Men - at han er godt med sprogligt betyder ikke, at han f.eks. er i stand til at sætte ord på sine følelser. Han kan måske godt sige, at han er ked af det, eller at han er træt, eller at noget gør ondt. Men han kan ikke sige, at han f.eks. føler sig uretfærdigt behandlet, eller at han føler sig overset og ikke lyttet til. Og derfor vil han naturligt nogle gange reagere fysisk, fordi ordene ikke slår til.

Du nævner eksemplet med tandbørstningen, og jeg forestiller mig, at I forældre flere gange har sagt, at han skulle have børstet tænder, måske har I spurgt "er det ikke ved at være tid til, at du skal have børstet tænder?" eller "vil du have børstet tænder nu?". og han har sagt nej - enten verbalt eller med sit kropssprog. Han har givet udtryk for, at han ville ikke have børstet tænder. Han vil hellere lege, se fjernsyn, eller hvad han nu laver... Og når far så tager ham, løfter ham op og tager ham med - så føler jeres dreng ikke, at der lyttes. Han oplever, at hans nej ikke bliver hørt, og derfor slår ham ud efter far. I skal derfor øve jer i ikke at spørge, hvis I allerede har besluttet, hvad der skal ske, og hvad svaret er:)

---

---

---

Med hensyn til jeres hunde, så har du helt ret i, at han nogle gange niver dem, eller hiver dem i pelsen, fordi hans kærtegn kammer over. Han forstår stadig ikke helt, at han skal være god ved hundene og ved heller ikke præcist, hvordan man egentlig er det. Han er naturligt i gang med at finde ud af, hvordan man behandler andre levende væsener, ligesom han er i gang med at finde ud af, hvad det han gør ved andre, kan gøre ved ham. Han har ingen fornemmelse for, at det kan være farligt, hvis han pludselig bliver for voldsom og hundene bliver forskrækket eller føler sig truet af ham. Og det er også stadig rigtig svært for ham at vide, hvad der gør ondt, og hvad der egentlig er rart.

Derfor er det rigtig godt og også vigtigt, at I har fokus på ham og jeres hunde, og at I igen og igen taler med ham om, hvordan man er sød ved dem, hvad de kan lide, og hvad de ikke kan lide, ligesom det er vigtigt at lære ham, at når de f.eks. trækker sig væk eller ligger i deres kurve, så skal han lade dem være.

Jeg kan tydeligt fornemme, at I elsker jeres dreng højt og vil ham det allerbedste, og det lyder også som om, at I imødekommer ham på bedste vis - han er en rigtig dejlig dreng!

Det er også rigtig godt, at I er begyndt at tale lidt med ham om, at han skal være storebror, og at der er en lillesøster på vej. I skal dog være opmærksom på, at der godt kan komme lidt reaktioner allerede nu, og at det også godt kan være en del af forklaringen på, hvorfor han måske nogle gange søger ekstra opmærksomhed. Han mærker forandringerne - du bærer ham ikke som tidligere, men kræver at han skal gå selv. I kræver generelt mere selvhjulpenhed af ham, fordi I ved, at det vil være rart, at han kan så meget som muligt selv, når lillesøster kommer. Pladsen på dit skød bliver mindre og mindre, det er sværere at putte sig helt ind til dig. I taler om lillesøster, andre taler om babyen der kommer, folk lægger hånden på din mave osv. og hun får på den måde allerede en del opmærksomhed.

Så jo, han mærker forandringerne og præcis, som du skriver, så forstår han naturligt ikke, hvad det er, men det kan netop godt være med til at gøre ham lidt usikker. Derfor er det rigtig vigtigt, at I stadig sætter ord på, hvorfor han er noget særligt, og hvor stor betydning han har for jer. Så han stadig føler, at I naturligt er der 100% for ham, også selvom der kommer en baby ind i familien på et tidspunkt:)

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre, og at det også giver lidt ro med på vejen - rigtig meget held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---