Svar: Fortvivlelsesanfald 18 mdr.

---

Kære mor

Tak for dit brev :)

Det er helt naturligt, at der opstår konflikter mellem dine drenge :) Det er hårdt, når det sker, og det kan virke meget voldsomt, men ikke desto mindre er det helt naturligt og en vigtig del af drengenes udvikling.

Når børn har konflikter, så er der rigtig mange følelser på spil, og det er rigtig vigtigt, at vi som voksne hjælper dem. Derfor er det rigtig godt, at du forsøger at mægle mellem dem, sætter ord på, trøster, beroliger, holder dig i nærheden osv. De er ikke gamle nok til at kunne løse deres konflikter, men netop ved at du er der og hjælper dem, så giver du dem redskaber til at kunne løse konflikter, når de bliver ældre.

Konflikterne opstår lige nu, fordi dine drenge mangler ord. De kan ikke sætte ord på, hvad de føler, tænker og oplever. Derfor er det rigtig vigtigt, at du hjælper dem med at finde frem til løsninger, lytter til dem og anerkender dem og de svære følelser, som de går igennem, når de f.eks. skal finde ud af at dele legetøj eller tingene ikke altid går, som de gerne vil.

I situationer, hvor den ene tager noget fra den anden, som så bliver dybt ulykkelig, er det vigtigt, at du sætter de ord på, som drengene mangler. Til den der bliver ulykkelig kan du f.eks. sige: "du vil gerne lege med den blå bil", "du bliver ked af det, når han tager bilen fra dig", "det er heller ikke rart" osv., så han føler sig lyttet til, forstået og mødt. Hvis han f.eks. har slået ud efter sin bror på en voldsom måde, og det derfor er noget, som du føler, at du skal kommentere på, så kan du f.eks. sige "jeg vil ikke have, at du slår", "næste gang skal du kalde på mig" eller lignende.

På samme måde skal du sætte ord på overfor den dreng, der tager bilen fra den anden og f.eks. sige "X bliver ked af det, når du tager bilen fra ham", "man skal spørge, om man må låne", eller som du ofte gør nu "det er vigtigt at sige ae-ae og blive gode venner igen". De er naturligt for små til at kunne spørge, og de reagerer som sagt fysisk, fordi de mangler ord, men det er vigtigt, at de begge høre, hvad man kan gøre i stedet. De skal begge høre, hvad der sker, og stille og roligt begynde at få en forståelse for, hvorfor de reagerer, som de gør.

Det er også vigtigt, at du er opmærksom på ikke at sige for meget "du", når du forsøger at løse konflikter. Altså at du undgår at sige f.eks. "du må ikke slå", "du må ikke tage bilen ud af hånden", "du kan heller ikke lide, hvis...", "du skal høre efter, hvad jeg siger", "du skal opføre dig pænt" osv. osv. Hvis du formulere dig med et "du", så er der større risiko for, at de føler sig forkerte, og det er ikke befordrende for deres selvværd.

Når dine dreng mærker, at verden går dem imod, når skoene driller, når maden falder af skeen, når du giver dem æble, og de hellere ville have haft banan - og når de tager legetøj fra hinanden, fordi de er for små til at kunne finde ud af at dele - så bryder de sammen. Rent fysisk bryder de sammen, og de får et anfald af fortvivlelse.

Fortvivlelsesanfald skyldes, at deres hjerne stadig er umoden. De mangler de forbindelser i hjernen, som skal få dem til at tage det roligt, lære at bevare overblikket, og som skal gøre, at de på sigt f.eks. kan sige "pyt" og ...

---

---

... komme videre. Disse forbindelser dannes af måden, som du hjælper dem på. Derfor er det netop vigtigt, at du sætter ord på, at du viser forståelse, lytter, anerkender - og respekterer, at de ikke altid vil op til dig, men stadig har brug for, at du er i nærheden, fordi de på den måde kan spejle sig i din ro.

Når du skriver, at du føler, at det er forkert, "at de græder det ud", selvom du er lige ved siden af, så kan jeg sagtens følge dig, men det har rigtig stor betydning, at du er der, signalerer ro og viser dig tilgængelig. Det er via dit kropssprog og dine ord, at du hjælper dem med at blive beroliget og få samling på sig selv igen.

Når de har anfald af fortvivlelse, så pumper der adrenalin rundt i kroppen, og det gør, at de fysisk bliver ekstra stærke, de bliver svære at holde, de stritter imod, sparker, kaster sig i gulvet, protesterer. Deres pupiller trækker sig sammen, deres puls og blodtryk stiger, og de virker ofte helt ude af den. Netop derfor er det vigtigt, at du med din ro forsøger at hjælpe dem til ro igen. Fortvivlelsesanfald er ikke farlige, men når du hjælper dem til ro ved at være i nærheden, ved at vise dig tilgængelig, så skaber du de forbindelser i hjernen, som er med til at gøre, at de på sigt selv vil kunne finde roen igen. Når de bliver ældre, kommer i børnehave, i skole, bliver voksne, så er det vigtigt, at de kan finde roen, når tingene ikke altid går, som de gerne vil - og det er netop denne læring, som er igang nu :)

Så hold dig i nærheden, sæt dig ned på gulvet. Du skal ikke sidde og ignorere dem, men tale beroligende og sætte ord på deres følelser "sååå skat, driller skoene", "du bliver bare så ked af det nu", "øv, det er også bare rigtig dumt, at vi ikke kan lege mere" osv.

---

---

---

Inviter dem over til dig. "Kom skat, kom her over til mor, kom", så de direkte hører, at du gerne vil dem, og når de så er parate, så kan de kravle hen til dig, blive nusset lidt på ryggen eller fødderne eller kravle op på dit skød.

Afled dem. Afledning er ofte rigtig godt i denne alder. De husker ikke så lang tid af gangen i denne alder, så hvis du kan fjolle lidt, vise dem nogle nye spændende ting at lege med eller noget andet, så kan det være med til at få dem videre. Afledning kan være med til at ændre hele situationen.

Vær opmærksom på, at en god afledning nogle gange er lidt at spise og drikke. Gå kortvarigt i køkkenet, lav en tallerken med lidt brød, frugt eller lignende og inviter dem hen til bordet, hvor de kan kravle op på deres høje stol og få lidt mad. Hvis de kommer af sig selv, er det fint, ellers så gå hen til dem, tag dem i hånden og sig "kom skat, kom med hen og få lidt frugt". Hvis deres blodsukker er lavt, så er overskuddet også lavt, og de vil have flere konflikter. Efter lidt at spise, så vil humøret ofte være højere igen.

Gør det også helt legalt, at de ikke altid kan finde ud af at lege sammen. Nogle gange er den bedste løsning at skille dem ad og lade dem lege lidt hver for sig :)

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre, og jeg vil også anbefale dig min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". I den kan du læse mere om hvordan man skaber et godt søskendeforhold, konflikter, mægling osv.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---