Svar: 4 årig som ikke vil lege selv

---

Kære Majas mor

Tak for dit brev :)

Når jeg læser dine meget fine og ærlige tanker, så får jeg på fornemmelsen, at I er meget søde, omsorgsfulde og nærværende forældre - faktisk så meget, at I lidt glemmer jer selv og jeres behov - og det dur ikke. Det kan I forældre simpelthen ikke holde til i længden, og det er helt okay at sige nej og at sige fra...

At I siger nej til leg, betyder ikke, at I siger nej til jeres datter. I kan stadig anerkende hende, lytte til hende og hendes lyst til at være sammen med jer. I kan stadig vise hende forståelse, se hende, tilgodese hendes behov - men I må gerne sige nej til leg.

Du nævner blandt andet, at "efter en fuld dag i børnehave, så forventer hun fuldt lege-selskab, når hun kommer hjem", og du skriver også, at I forældre er "fuldstændig drænet, når dagen er slut", og at det er "svært at få ordnet praktiske ting eller en gang imellem bare at have lidt tid for sig selv".

I er ikke pædagoger, I er en familie og ikke en institution, og I skal derfor ikke tage over, når I kommer hjem. Det er ikke jeres opgave at tage over, hvor pædagogerne slipper. Den opgave skal I lægge fra jer.

Man kan være forældre på mange forskellige måder, man kan opdrage på mange forskellige måder, og det lyder lidt som om, at I forældre er meget empatiske, meget omsorgsfulde - og måske har du læst eller hørt, at man ikke skal sige "nej" til sit barn, men i stedet møde barnet positivt. Det er i og for sig rigtigt nok, men nogle gange må man gerne sige nej - man skal bare overveje, hvornår man siger nej, hvorfor man siger nej, og hvordan man siger nej.

Jeres datter har brug for at lære, hvordan man håndterer et nej. Hun har brug for at lære, at selvom det lige der kan virke hårdt, at I forældre ikke vil lege, så skal hun lære at håndtere, når tingene ikke altid går hendes vej, og det hun gerne vil eller ikke vil. Det er jo ikke fordi, I ikke vil hende - I vil rigtig gerne være sammen med hende, I elsker hende og er der for hende, men I vil ikke lege.

Det betyder ikke, at I skal begynde at sige "nej", Nej", "NEJ!", men I kan f.eks. sige "jeg vil ikke lege nu, men du må meget gerne gå med ud i køkkenet og hjælpe med aftensmaden". Eller "jeg har brug for at sidde her og læse i min bog, du må gerne sidde ved siden af mig og tegne imens". Så du viser din datter, at du rigtig gerne vil være sammen med hende, og du giver forslag til, hvordan I kan være sammen - men så du også passer på dig selv.

Du nævner, at der skal være tid til samvær med Maja - og det er lige præcis det. I kan stadig være sammen, du vil hende rigtig gerne, og hun er velkommen til at deltage i nogle af de praktiske ting i hjemme, eller hun kan være ved siden af dig, imens du laver noget andet - du sender hende ikke væk, du vil gerne samværet, du vil gerne tale med hende, høre om hendes dag osv. - men du vil ikke lege.

Hvordan har du det, når Maja bryder sammen, når hun bliver ked af det, begynder at græde eller måske bliver vred? Jeg fornemmer, at det er rigtig svært for dig/jer. Måske føler I jer forkerte som forældre, ikke gode nok forældre - I vil helst være gode venner med Maja, eller I har et stort ønske om altid at møde hende og anerkende hendes behov. Hun er i en alder af knap 5 år efterhånden nok ret god til at sætte ord på sine behov og derfor forklare, hvorfor det er vigtigt for hende, at I f.eks. er med til at lege... og hvis I siger nej, så bryder hun sammen, kalder jer ting, bliver vred eller... Og det gør noget ved jer...

Her er det rigtig vigtigt, at I medtænker, at hun godt må blive vred, ked af det, frustreret. Alle disse følelser er helt normale, dem har vi alle sammen. Jeg tror, at I er rigtig gode til at møde Maja, lytte til hende og hjælpe hende med at sætte ord på sine tanker og følelser, så hun lærer at forklare sig. Jeg tror, at I er rigtig gode til at lege og være der for hende på hendes præmisser, så hun er glad, har det godt - for når Maja er glad og har det godt, så har I det også godt :) Men - I skal prøve at se jeres rolle lidt anderledes. Det er ikke et spørgsmål om, at I skal holde Maja glad, og at hun ikke må blive ked af det og frustreret, det er et spørgsmål om, at I skal forsøge at rumme alle de følelser, hun har, både når hun er glad, og når verden går hende imod. At ...

---

---

... rumme hende betyder:

- At I accepterer, at disse følelser er til stede og at alle har dem, og Maja skal have lov til at have alle følelser. Både de glade, de sjove, de rare.. og de vrede, de frustrerede, de kede af det, de mindre rare...

- At I ikke forsøger at lave dem om. Hvis Maja er vred, så skal hun have lov til at være vred, hvis Maja er frustreret, så skal hun have lov til at være frustreret, på samme måde som hvis Maja er glad, så skal hun have lov til at være glad...

- At I ikke tager det personligt. Det er ikke jeres skyld, det er ikke jer, som gør noget forkert, I er ikke dårlige forældre.

Hvis Maja bryder sammen eller bliver vred, fordi I siger, at I ikke kan lege, og hun i stedet kan være med til noget praktisk eller kan tegne, imens I læser eller lignende, så kan I møde hende ved først at forholde jer roligt. Hun aflæser jer, hun spejler sig i jer, og hun vil spejle sig i jeres ro.

I kan f.eks. anerkende hendes følelser ved at sige: "jeg forstår godt, at du synes, det er irriterende/svært/dumt" - på den måde hører hun, at I godt forstår de følelser, som hun har, men I holder fast i det, som I har behov for.

---

---

---

Hvordan har du det med, at Maja siger, at hun keder sig? Rigtig mange børn siger "jeg keder mig", eller "hvad skal jeg lave?" og lignende - og jeg får lidt på fornemmelsen, at når og hvis Maja siger sådan, så kommer I med forslag til leg, I tager initiativ til, hvad I kan lave, hvad I kan lege sammen... Børn må gerne kede sig. Det er faktisk ret vigtigt, at vi giver vores børn mulighed for at kede sig - for ud af kedsomhed springer fantasien.

Når Maja keder sig, så bliver hun rastløs. Så begynder hun at følge efter jer, spørge ind til, hvad hun skal lave, om I vil lege med hende, hvornår I kan lege osv. Hun kan ikke finde ro. Og ofte så vil de forslag, som I kommer med ikke passe hende. Når I foreslår noget, så svarer hun sikkert "det gider jeg ikke", eller "det har jeg gjort" eller lignende. Og disse svar kommer, fordi det ikke er jeres igangsættelse, som hun har behov for. Med den alder hun har nu, så har hun brug for tid til at kede sig. Når hun har kedet sig længe nok, så vil hun selv begynde at finde på noget, som hun kan lave - og når hun selv har fundet på en leg, så er der meget stor sandsynlighed for, at hun vil lege selv - og at legen vil fortsætte, selvom I laver noget andet. Har I sat legen igang, så kan hun ikke finde ud af at lege videre på egen hånd og bliver frustreret og ked af det, når I så rejser jer for at lave noget andet.

I skal derfor sige til jer selv, at Maja gerne må kede sig, det er helt okay. I behøver ikke finde på, sætte igang, aktivere. Hun har en rigtig aktiv hverdag, der sker mange ting i børnehaven, der er mange stimuli, og hun har haft mange timers sjov, leg og udfordringer. Når I så er hjemme, så skal der falde ro over hende - og det er svært. Så vil hun lege med jer, aktiveres, og hvis ikke I leger, så vil hun måske se fjernsyn, sidde med en iPad eller lignende, hvilket I ikke synes, at hun skal... og det skal hun sådan set heller ikke, hun skal vænnes til at geare ned, finde ro.

Hvor meget deltager Maja i tingene hjemme? Er hun med til at lave mad, dække bord, ordne vasketøj, rydde op, gøre rent, handle ind, sætte varer på plads, tømme opvaskemaskine, smøre madpakke, finde sit eget tøj frem... Hun har en alder nu, hvor det vil være rigtig godt for hende at mærke, at hun har en særlig rolle i jeres familie, og hvor hun kan få en fornemmelse af at kunne mange ting. Jo mere I kan inddrage hende, jo bedre vil det være. Det vil være rigtig godt for hende, for hendes selvværd og selvtillid, og det vil være rigtig godt for jer - fordi I kan være sammen på en helt anden måde.

Jeg tænker, at I skal øve jer i at sige nej til leg. I skal give Maja mulighed for at deltage i andre praktiske ting sammen med jer, I skal være sammen og lave ting sammen, fordi det er samværet og nærværet og ikke legen, som er vigtig. I skal også give hende mulighed for at lave noget selv - uden at I er med. Og så skal I finde tålmodigheden og rummeligheden frem, når hun bliver ked af det, frustreret, sur, brokker sig - på et tidspunkt, så skal hun nok finde på noget at lave:)

Jeg håber, at du/I kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---