Svar: Autisme? - 19 mdr.

---

Kære Mette

Tak for dit brev - hvor er det bare dejligt at høre, at der er sket så meget hos jer, og det på blot en måneds tid! Stort skulderklap for det, for du har virkelig ydet en indsats for at få skabt en kontakt med din datter, og det lyder som om, at det har gjort en kæmpe forskel hos jer - så dejligt!

Det er helt normalt, at din datter i en alder af godt halvandet år har stor lyst til at udforske verden, og stadig ikke forstår, at det kan være farligt. Hun er naturligt interesseret i vandet, det er sjovt at være på stranden, det er spændende at lege og se på de andre børn og voksne - og naturligt også spændende at være på badebroen. Men hun har ingen idé om, at det kan være farligt at falde ned i vandet, og at hun derfor ikke kan bare kan hoppe ud fra broen og ned i havet.

Det samme, når I f.eks. er i Zoo. Her har hun heller ingen idé om, hvad der kan ske, hvis hun løber væk, og hun har ingen forståelse for, at hun kan blive væk fra dig - og hvad det kan medføre af forskellige ting. Hun har naturligt bare lyst til at løbe på egen hånd, opleve verden, nyder friheden i at kunne bevæge sig frit omkring, og hun har en naturlig og iboende drivkraft, der gør at hun bruger sin krop og udforsker verden. Og det er egentlig rigtig godt, det er dejligt, at hun på den måde har lyst til at udforske og bruge sig selv, det er dog vigtigt, at hun ikke kommer til skade:)

Hun bliver naturligt også frustreret, når du siger nej. Det er ikke rart, når du holder fast i hende og på den måde forhindrer hende i noget, som hun gerne vil. Det er svært, når hun mærker, at du vil noget andet, end hun vil. Derfor bryder hendes verden sammen, når du siger nej... Du fortæller, at hun virker impulsstyret, og det er fuldstændig rigtigt. Hun er styret af det limbiske system, som sidder i hendes mellemhjerne, og det gør, at hun ikke er i stand til at tænke rationelt og heller ikke kan høre efter, hvad du siger:)

Hun får det, som kaldes fortvivlelsesanfald, og i disse situationer, kan hun ikke lytte til dig, men det er til gengæld vigtigt, at du lytter til hende. Når I f.eks. er ved stranden, så er det naturligvis vigtigt, at du anerkender hendes lyst til at være i vandet, lege med og mærke vandet. Derfor er det vigtigt, at du viser hende hvordan. Så når hun f.eks. giver udtryk for, at hun vil hoppe ned i vandet fra badebroen, så kan du anerkende og sige f.eks.: "Vil du gerne i vandet? Kom skat, se, så går vi ned her" - så du i stedet for at sige nej, viser hende hvordan og hvor, I kan gå ned til vandet. Når hun gerne vil ud i vandet med tøj på, så kan du på samme måde sige "du må gerne komme ud i vandet, men du skal lige have badetøj på - kom, så skal jeg hjælpe dig med at skifte tøj".

Det er meget vigtigt, at hun føler, at du lytter, at du viser hende, at du forstår, hvad det er, hun gerne vil, og at du imødekommer dette ønske. Det er vigtigt, at du ikke siger nej, nej, nej! Men at du i stedet viser hende, hvordan det hun gerne vil, kan lade sig gøre.

Jo mere hun oplever, at tingene nogle gange kan lade sig gøre, jo mere vil hun naturligt også begynde at lytte til dig, når du en gang imellem er nødt til at sige nej:)

Når hun har anfald af fortvivlelse, så kører der en masse hormoner rundt i hendes krop, blandt andet adrenalin, som er et "stresshormon". Og når din datter bryder sammen, fordi verden går hende imod, så udsendes der adrenalin i hendes blodbane. Dette gør, at hendes muskelmasse øges, så hun bliver stærkere og sværere at holde. Hun stritter fysisk imod og bliver fysisk ...

---

---

... stærk. Du vil også kunne se, at hendes pupiller trækker sig sammen, hendes puls og blodtryk stiger, og hun er tydeligt i oprør.

Adrenalin virker som ild. Hvis vi puster til det eller skælder ud - f.eks. siger "hold så op" eller lignende, så bliver hendes reaktion værre, og det hjælper hende ikke på sigt. Hvis vi derimod bevarer roen, lytter til hende, anerkender og er der, så vil hun spejle sig i dette, og ilden går ud.

Derudover, så tænker jeg, at du måske skal arbejde lidt på det med at holde i hånd. Det kan godt være en af de øvelser, som du skal prioritere i jeres hverdag. At holde i hånden er rigtig vigtigt for kontakten mellem børn og forældre, og det har stor betydning for barnets følelsesmæssige udvikling. Jeg arbejdede på et tidspunkt på spædbarnspsykiatrisk afsnit, hvor vi faktisk nogle gange anbefalede forældre, at de holdt deres børn i hånden, når de f.eks. gik fra legerummet til spisestuen. Og jeg tænker, at du gerne må øve at holde i hånd.

Du kan f.eks. tage din datter i hånden, når I går fra værelset og ud til spisebordet, fordi det er spisetid. Du kan holde hende i hånden, når I går fra stuen og ind til puslebordet, fordi hun skal skiftes. Du kan holde hende i hånden, når I går fra hjemmet og ud til bilen eller cyklen, fordi I skal køre. Hvis det hjemme bliver naturligt, at I der holder i hånden i forskellige situationer, så vil det naturligt også være lettere at holde i hånden, når I går i byen.

Du kan naturligt og på den måde også holde hende i hånden, når I går på parkeringspladsen, når I går på fortovet, når I går ind i bycenteret, når I går hen til legepladsen, når I går ned til vandet, ud på badebroen, går i Zoo..

---

---

---

Der er rigtig mange steder, hvor det vil være helt naturligt, at du tager din datter i hånden, og du må f.eks. gerne sige "jeg vil have du holder mig i hånden her, hvor der kører biler". Det står ikke til diskussion, for det kan være farligt ikke at holde i hånden, når man går ved vejen - og du må gerne vise hende bilerne, så hun ser dem, forstår hvad det er du mener osv. Og du på den måde forklarer hende, hvorfor reglen er der. Og så er der andre gange, hvor hun naturligt ikke behøver holde i hånd, og det må du også gerne sætte ord på, så når I kommer frem til f.eks. legepladsen, så må du gerne sige "her er legepladsen, så nu behøver du ikke holde i hånden mere".

Og ja, der vil naturligvis også være situationer, hvor den bedste løsning er at sætte hende i klapvognen, så du har styr på hende og dermed sikrer, at hun ikke stikker fra dig og risikerer at komme til skade eller bliver væk.

Da jeg ved fra dine tidligere breve, at du netop arbejder rigtig meget med kontakten mellem dig og din datter, så tænker jeg altså, at det at holde i hånden vil være rigtig godt. At holde hænder er en form for nonverbal kommunikation, der forbinder både kærlighed, hengivenhed og støtte. Undersøgelser viser, at der udskilles oxytocin, som er vores kærlighedshormon, når vi holder i hånden. Og undersøgelser viser også, at det kan være med til at sænke vores blodtryk og puls, når vi holder i hånden. Det vil altså også kunne dæmpe de fortvivlelsesanfald, hun ellers ville få:)

Jeg vil anbefale dig meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". I den finder du rigtig mange gode råd til, hvordan du kan møde din datter, støtte og anerkende hende samtidig med, at du naturligt også har visse ting, som du gerne vil lære hende:)

Rigtig meget held og lykke fortsat - håber du kan bruge mine tanker lidt videre:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---