Svar: 7årig dreng

---

Kære Lise

Tak for dit brev og velkommen tilbage - dejligt at høre fra dig igen :) Det er efterhånden nogle år siden, jeg sidst har hørt fra dig, og det lyder som om, at der er sket en del i jeres familie siden da.

Det er naturligvis begrænset, hvad jeg har at gå ud fra, men når jeg læser din beskrivelse af din dreng i dag, så tænker, jeg, at han lyder til at være en dreng, som bekymrer sig en del. Du nævner i hvert fald, at hans hoved er fyldt op med indtryk, og når I forsøger at tale med ham om det og på den måde bearbejde det, så fører det bare 100 nye tanker med sig. Han kan ikke finde ro i sit hoved.

Det er helt naturligt, at børn kan bekymre sig - det kan vi voksne også. Men der er forskel på, om man bekymrer sig på en måde, som man kan håndtere, eller om man bekymrer sig på en måde, hvor det bliver til overbekymring og måske deraf angst...

Bekymringer kan nemlig godt give angst - og når du f.eks. skriver, at jeres dreng er angst for at være uden jer forældre, og at han har haft vanskeligt ved skolestart, så er det måske, fordi han frygter adskillelse, eller måske er bange for, at der skal ske jer noget eller måske ske ham selv noget. Det samme, når han ikke vil sove alene, hele tiden går ud af værelset, søger jer osv. Det kan alt sammen være tegn på, at han på mange måder er overbekymret.

Du nævner, at I har ændret nogle ting for nylig: I her skruet skærmtiden ned til 45 minutter, og I har lavet en regel om, at der ikke bruges skærm efter aftensmaden. I har også introduceret en ny madras og en tyngdedyne - sandsynligvis fordi I har ønsket at gøre sengen så rar som muligt og også håbet at kunne hjælpe ham til fysisk ro, kunne slappe af og på den måde overgive sig til søvnen. Der er som sådan ikke noget i vejen med disse ting, men jeg tænker, at jeres dreng har brug for mere end dette - og i første omgang er I nødt til at finde ud af, hvad det er der udløser hans store tanker og bekymringer, og som du også selv er inde på - tale med ham om det på et tidspunkt, hvor han ikke skal sove eller I er på vej ud af døren.

Det kunne f.eks. være en idé at aftale et tidspunkt hver dag, hvor I sætter jer ned og taler med ham om alle hans tanker og bekymringer. I kan f.eks. sætte tid af hver eftermiddag, før I skal igang med aftensmaden - og gøre det til en vane, en fast rutine. Og med den alder han har, må I gerne sætte ord på, at I ved, at han har rigtig mange tanker og bekymringer, og at det derfor ofte er svært for ham f.eks. at skulle i skole eller svært at skulle sove - og at I derfor nu vil indføre en slags "vi taler tid" hver dag f.eks. kl. 17. I kan måske lige frem sætte en alarm til at ringe, så det er tydeligt for alle, at I nu har tid til at tale det hele igennem. Det er et tidspunkt, hvor I er landet derhjemme, og alle har haft en mulighed for lige at komme ind af døren, stille tasken, måske sætte en vask over eller lignende. Og det er i god tid, før han skal i seng.

Jeg tænker, at det er vigtigt, at give plads til hans tanker og bekymringer. Det er vigtigt, at han oplever, at han gerne må have det, som han har det. At det er helt normalt, at være bekymret, ked af noget, bange for at noget skal ske osv. Det er vigtigt, at I viser ham, at I forstår ham, og at I naturligt lytter, anerkender og også beroliger ham i, at I godt kan forstå, at det kan være svært.

Jeg er med på, at når I forsøger at tale med ham, så sætter det ofte endnu flere tanker igang, men her er det vigtigt, at I forsøger at hjælpe ham med at kende forskel på bekymringer. Der er nogle ting, som er relevant at bekymre sig om, og som vi naturligt kan og skal gøre noget ved, og så er der også bekymringer, som vi er nødt til at acceptere som en del af livet, noget, som vi ikke selv er herre over - og dermed nogle bekymringer, som vi er nødt til at lægge fra os. Også selvom det kan være svært.

Når I taler med ham om de bekymringer, som han har, så er det vigtigt, at I lytter til ham og anerkender "det kan jeg godt forstå", men det er samtidig vigtigt, at I giver ham troen på, at han godt kan klare det. Det er vigtigt, at I hjælper ham med at opbygge den selvtillid, som er nødvendig for, at han kan klare ting selv - f.eks. troen på, at han godt kan være i skolen - og at I også styrker hans selvværd, så han stadig har en følelse af, at han er god, som han er, også selvom han måske ikke altid klarer det, han tror forventes af ham. Det ...

---

---

... er ikke ham, som er forkert, der er bare nogle ting, som kan være svære.

Og hans selvværd og selvtillid opbygges naturligt af måde, som I møder ham på i hverdagen. At I hjælper ham med trin for trin at lære de ting, som på mange måder er svære for ham. Det er rigtigt svært, for I skal finde balancen mellem at være der for ham og samtidig også skubbe ham blidt - uden at det kammer over. Hvis I stiller for store krav til ham, kræver at han skal kunne flere ting, end han måske er parat til, så kan han blive så overvældet af angst og bekymringer, at det bliver værre og værre.

I forhold til søvn er det måske for stort et krav at stille, at han skal kunne falde i søvn selv. Og hvis han føler sig presset til at være på værelset alene og skulle falde i søvn alene, så bliver det ikke lettere for ham, tværtimod.

En løsning kunne derfor være, at I lige nu bliver siddende på værelset, når han er puttet, fordi det giver ham roen til at kunne falde i søvn, så det måske kommer til kun at tage 30 minutter og ikke 1.5-2 timer. Og i takt med at han vænner sig til at falde i søvn inden for ca. 30 minutter, så indstiller hans indre ur sig på dette, og han vil naturligt begynde at føle træthed og roen vil komme i kroppen. Og hen af vejen kan han så være rolig ved, at I går kortvarigt ud, kommer tilbage. Og derfra så forlænger I måske tiden, hvor I går, og hvor I kommer tilbage - og pludselig sover han, når I kommer tilbage. Det handler om stille og roligt at opbygge en indre følelse i ham om, at han godt kan klare det. Det er helt okay at ligge i sin seng, det er ikke farligt, der sker ikke noget, I er der, og han kan roligt lægge sig til at sove.

Du har helt sikkert ret i, at der er en sammenhæng mellem de udfordringer, som I oplever - dårlig søvn, og manglende søvn, hjælper ikke på evnen til at koncentrere sig, og ekstra krav, som flytning og skolestart naturligt er, bliver ikke lettere, hvis han generelt er en dreng, som tænker meget og bekymrer sig meget. Men hvis vi siger, at han er en dreng, som er overbekymret og derfor hele tiden er mere eller mindre urolig for, at noget ubehageligt vil ske, så falder han ikke til ro, når I taler om, hvad der kan gøres, men vil i stedet hele tiden søge bekræftelse på, at forkellige ting ikke vil ske. Derfor er det vigtigt, at I under jeres samtale omkring hans bekymringer, hjælper ham med at finde løsninger på hans bekymringer.

---

---

---

Det vil sige, at hvis han f.eks. giver udtryk for, at noget i skolen er svært, så kan I tale med ham om, hvordan han kan gå til en voksen, spørge ind til om ikke der er gårdvagter i frikvarteret eller nogle gange spørge ham, hvordan han har løst en given situation og så rose hans måde netop at løse det på - så I på den måde hjælper ham med at finde ud af, hvordan forskellige situationer kan håndteres.

Nogle gange kan det også være en god idé ikke at hænge fast i alt det som bekymrer, men i stedet prøve at tale om nogle af alle de gode ting. En rutine om aftenen kunne også være, at I på skift omkring middagsbordet sætter ord på noget dejligt eller sjovt, som er sket for jer hver især i dag. Så kan I skiftes til at fortælle en historie, som er en god historie. Det vil kunne hjælpe ham til, at tankerne ikke kun er drejet mod bekymringer, men også mod det rare, og det som gør ham afslappet og tryg.

Samtidig vil det naturligt styrke hans evne til f.eks. at koncentrere sig og kunne lytte til andre, vente på at det bliver hans tur til at fortælle osv. Som også er vigtige ting at kunne, når man går i skole - så han på den måde igen får en følelse af, at det her er han faktisk god til, her er noget han kan.

Når man er meget bekymret og nogle gange oplever verden for voldsom og måske lidt for kaotisk, så er det netop vigtigt at have en indre følelse af at kunne håndtere ting, kunne mestre. Man mister nemlig selvtillid og dermed evnen til at kunne klare ting, hvis man hele tiden bekymrer sig og er bange for, hvad der kan gå galt - derfor tænker jeg, at det hos jer netop er alle de bekymringer, som I skal forsøge at tage fat i.

Jeg ved naturligt ikke, hvor dybt hans bekymringer bunder, og hvor voldsomt det er, måske er I der, hvor I er nødt til at søge ekstra hjælp til ham - flere og flere børn udvikler angst, og de har naturligt brug for hjælp til at håndtere dette. Men jeg håber, at mine tanker kan hjælpe lidt videre på vej :)

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---