Brev:
Dreng på 7 år, social udvikling
Kære Helen,
Vi er forældre til en dejlig dreng på snart 7 et halvt år. Han går i 1. klasse og har været glad for at starte i skole. Fra lærerne får vi at vide, at han er dygtig til at gå i skole: kan lytte efter, være nysgerrig, sidde stille, modtage en besked og tage hensyn til de andre. De er dog obs på hans sociale liv i skolen. Og det er vi også. Det er derfor jeg skriver til dig.
Vores søn har altid været "anderledes" ift. det sociale. I vuggestuen ville han gerne sidde med en bog, når det hele blev for vildt, i børnehaven åbnede han sig lidt og ville gerne være med i fælleslege, men fandt aldrig en god ven, som han var helt tryg ved. Ville helst grave og bygge i en gruppe på flere børn.
Da han startede i skole var vi obs på dette og havde indledende møder med klasselæren om det. Og 0. klasse gik fint. Vi prøvede at "matche ham" med forskellige legekammerater, have mange legeaftaler osv og et par gange var der helt klart kemi og gode lege, men intet af det blev til mere.
Vi oplever at vores dreng er utrolig socialt orienteret her i familien. Han elsker at tale med os, dele sine oplevelser, lege, spille, nusse og hygge. Han har også gode lege med sin lillebror og sine ældre kusiner. Men ift. jævnaldrende venner er det som om han er et helt andet sted. Han indgår ikke i det (til tider lidt udmattende) "spil", der skal til for at venskaber opstår og ikke mindst består. Jeg kan se, at mange af de andre børn i hans klasse hele tiden er orienteret mod at være en del af fællesskabet, hvorimod vores søn meget hurtigt trækker følehornene til sig, hvis han fx. ikke kender legen, er lidt træt eller ikke føler sig 100% tryk i relationen - hvilket han ikke gør med nogen af børnene i klassen.
Vores søn er meget dygtig fagligt, han har et stort ordforråd, tænker meget over tingene og kan godt virke gammelklog både hvad angår tanker og sprog. Vi elsker ham for det og vi er stolte af ham, men har også talt om, hvorvidt det, sammen med hans sociale udfordringer, kunne betyde, at han måske ligger et sted på autismespektret.
Vi oplever ham ikke som rigid, ikke ufleksibel, han elsker nye oplevelser og overraskelser, har ikke ...
... særinteresser som vi ser det, har ikke nedsmeltninger eller andre udtryk for mistrivsel. Han er træt når han kommer hjem fra skole og vil gerne sidde med en lydbog og lande herhjemme. Når vi lægger op til en legeaftale siger han "men jeg er jo sammen med de andre fra kl. 8-15 hver dag og til spejder om onsdagen, må jeg så ikke bare være hjemme resten af tiden". Og det synes jeg er svært at sige nej til, for jeg kan selv tænke det samme. Det er lange dage for små børn. Min mand og jeg har prøvet at arrangere én legeaftale om ugen fast (for han bliver desværre aldrig spurgt af de andre), for at støtte ham, men det er svært, når han ikke selv vil.
Når jeg skriver alt det her til dig er det fordi jeg ikke rigtig ved, hvad vi skal stille op. Vi vil meget gerne støtte vores dreng socialt og hjælpe ham alt, hvad vi kan! Det ville være en stor glæde i vores liv, hvis han fik bare én god ven. På den anden side, vil vi også gerne respektere ham som han er og accepterer hans grænser. På det sidste har vi fisket så meget efter hvem han leger med, hvad han laver i skolen, hvordan han har det - og jeg kan mærke, at han reagerer negativt på det. Vil ikke tale om det og siger, at han aldrig er alene osv.
Vi er ikke bange for en diagnose, men min mand og jeg har ikke selv brug for et evt. navn eller en forklaring på, hvorfor vores søn er som han er. Som sagt har vi et dejligt familieliv. MEN vi ønsker på den anden side heller ikke at overse noget og ikke hjælpe og støtte vores søn på den bedste måde. Og i denne forbindelse ved jeg simpelthen ikke, om en evt. diagnose ville gøre en forskel.
Jeg tænker mange tanker:
- Bliver han sat fuldstændig socialt bagud, hvis vi ikke gør en stor indsats nu?
- Skal alle være mega sociale?
- Kan vi risikere at pådutte ham en "forkerthed" ift. det sociale ved vores overfokus på det? Noget som han måske ikke selv ser som et problem?
- Er det nemmere at gå igennem livet som "anderledes" med en diagnose?
osv. osv.
Ja, det er mange spørgsmål og dem behøver du ikke svare på, men jeg kunne godt bruge et par tanker fra dig ift. hvad vi kan gøre for at støtte vores søn bedst muligt.
De bedste hilsner
A.
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
24. oktober 2024 | Sovevaner | 8 år, 2 mdr.
Kære Helen Vores datter, som fyldte 8 år i august, har rigtig svært ved at...
8. januar 2024 | Opdragelse | 6 år, 8 mdr.
Hej Helen. Tak for dine tidligere gode svar til storebror der i dag er 15...
Viden om børn:
Sygt barn
Det er altid svært at vurdere hvad et lille barn fejler, og er du i tvivl er det altid en god idé at kontakte lægen. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.
De mest almindelige sygdomme hos børn er: Forkølelse, øjenbetændelse, mellemørebetændelse, lungebetændelse, maveinfektioner og skoldkopper.
Symptomerne er ofte: Manglende appetit, ondt i maven, opkastning og diarré samt feber.
Hvis det bliver nødvendigt at indlægge barent på sygehus er...
PKU
Phenylketonuri, PKU, er en stofskiftedefekt og det kaldes også nogle gange for "Føllings syge" efter den læge, som opdagede sygdommen i 1934.
I Danmark er det jordemoderen, der efter fødslen, undersøger om barnet har PKU. Dette gøres ved at tage en blodprøve, en hælprøve på alle nyfødte. Prøven skal tages når barnet er mellem 48-72 timer gammel. Får man et positivt resultat på prøven, skal barnet have behandling før det er 2 uger gammelt og indenfor 24 timer efter det positive...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.