Svar: Udfordringer med opdragelse af 4 årig

---

Kære Kristina

Tak for dit brev, alle dine tanker og spørgsmål :)

Jeres dreng har en alder, hvor han naturligt ofte afprøver grænser og udforsker sin selvstændighed. Det er en helt naturlig del af hans udvikling, og det betyder ikke, at han er forkælet, eller at der på nogen måde er noget galt med ham. Jeg kan dog sagtens læse i din beskrivelse, at I føler det meget udfordrende og svært at håndtere visse situationer - og det forstår jeg godt.

Jeg forstår også, at I synes, det er svært at være anerkendende og lyttende. Det er rigtig svært at møde barnet positivt, når man igen og igen føler sig træt og overvældet af gentagende konflikter. Når man føler sig frustreret og stresset, så er det svært at reagere med anerkendelse.

Det lyder også som om, at du/I føler jer under et vist pres for at opdrage jeres dreng "rigtig". Du skriver, at ingen af "tidens pædagogiske strømme" passer til jeres dreng, eller måske snarere til jeres familie. Hvis I har en oplevelse af, at I skal kunne kontrollere enhver situation på en bestemt måde, så kan det faktisk være med til at påvirke jeres evne til at lytte og være åbne... når I forsøger at gøre det - som I tror, har hørt, læst, at I skal gøre - og han så ikke reagerer, som I tror, har hørt eller læst, så opstår der naturligt frustration og magtesløshed, og så kan det let blive til en magtkamp.

Du skriver netop, at alt er en kamp. Og magtkampe skal man forsøge at undgå, for det er ikke godt for hans selvværdsfølelse, det kan hæmme udviklingen af hans selvstændighed, skabe stress og andre ting - og så er en magtkamp mellem forældre og børn er en ulige kamp. I har, som forældre, mere livserfaring og modenhed, end jeres dreng. Han forstår ikke konsekvenserne af sine handlinger, og han kan ikke træffe reflekterede beslutninger, som I kan. I har også en autoritet, som han ikke har - netop fordi I er de voksne. I kan på mange måder tvinge ting igennem i hverdagen ved f.eks. at holde ham, eller måske bruge trusler.

Du skriver, at du oplever forhandlingssituationer. Det synes jeg sådan set er rigtig fint, for her er der jo netop tale om, at man via dialog finder en løsning, som tilgodeser begge parter, og det er netop anerkendende. Men, når du skriver, at I f.eks. siger, at hvis han ikke bærer tallerkenen ud, så kan I ikke nå at lege - så kan det faktisk godt virke lidt som en trussel, også selvom du vender sætningen om og f.eks. siger, at hvis han skynder sig, så kan han nå at lege. Han er en kvik dreng!

Han lærer af jer, og af det I siger og gør. Derfor bruger han naturligt samme metode, når I beder ham om at rydde op, så vil han gøre det, hvis han får lov til at se tegnefilm bagefter. Selvfølgelig siger han sådan, for det er jo det, han har lært af jer:)

Du spørger, hvad I skal gøre i disse situationer, og der er forskellige muligheder:

1. I skal vælge jeres kampe. Ikke alle situationer er lige vigtige, og hvis han oplever, at han får medbestemmelse i visse situationer, så vil han naturligt bedre kunne lade jer bestemme i andre situationer.

2. I skal være tydelige omkring jeres forventninger. Sig f.eks. tydeligt: "Når vi har spist, vil jeg gerne have, at du hjælper med at bære din tallerken ud i køkkenet".

3. Giv valgmuligheder. Når man er 4 år gammel, så har man rigtig meget brug for at føle, at man har en eller anden form for kontrol. Det kunne f.eks. være at sige "vil du bære din tallerken selv, eller ...

---

---

... vil du have hjælp?". Det kunne også være at sige "vil du bære min tallerken, så bærer jeg din?", eller "vil du bære tallerkenen eller skålen ud i køkkenet?".

Det vil sige, at når du (jf. punkt 2) f.eks. siger "jeg vil gerne have at du..." i stedet for f.eks. "du skal ... nu", så er det en god måde at kommunikere på. Men, det er derudover ofte også godt at tænke i løsningsforslag, som f.eks. "vil du selv bære din tallerken eller vil du bære min?". Sætningen "jeg vil gerne have..." kan altså ikke stå alene, der skal ofte også forslag til, for at det rent faktisk kan ske.

4. Sæt ord på det, som han bestemmer. I forlængelse af punkt 2 og 3, så er det vigtigt at huske på, at når man er 4 år gammel, så har man brug for at have en følelse af medbestemmelse. Han føler højst sandsynligt, at I bestemmer alt, og at ingen rigtigt lytter til ham. Det er ham, som skal gøre, som I vil. I gør aldrig, som han gerne vil. Derfor er det rigtig godt, hvis I kan sætte ord på ting, som han bestemmer. "Du må bestemme, om vi skal xx eller xx". Og så give ham valgmuligheder f.eks. mellem 2-3 valg. Så I bestemmer overordnet, hvad han kan vælge imellem, men han føler, at hans mening også tæller.

5. Sæt ord på alt det gode, han gør. I visse situationer må man gerne rose børn:) Det er vigtigt, at jeres dreng ved, hvad det er, han gør, som I bliver glade for, og I må gerne her være meget konkrete. I kan f.eks. sige "du gjorde et fantastisk stykke arbejde med at rydde op i dag" eller "jeg bliver så glad, når du siger tak. Du er virkelig en høflig dejlig dreng", eller "tusind tak fordi du hjalp mig med at lave mad, du er virkelig en god hjælper". Og brug jeres kropssprog, jeres mimik, smil, nik, et kærligt knus, skulderklap eller lignende, fordi det vil forstærke jeres positive feedback.

6. Vis forståelse for ham og hans perspektiv. Når man oplever, at anerkendelse ikke virker, så er det vigtigt at se på, hvordan man møder sit barn. Det at vigtigt at lytte aktivt, at gentage barnets følelser for at vise, at man forsøger at forstå. Det er vigtigt, at man stiller åbne spørgsmål for at hjælpe til en dybere forståelse. Når han oplever, at han har del i visse beslutninger, og at hans mening også tæller, at der bliver lyttet til ham, så vil det styrke jeres samarbejde, og jeres følelse af kontroltab bliver naturligt mindre.

---

---

---

Du spørger om jeres dreng kan have PDA. Det står for "Pathological Demand Avoidance", og det refererer til vanskeligheder, som man kan have under autismespektret. Det er kendetegnet ved, at man har svært ved at håndtere krav og forventninger - både større sociale krav, men også små rutinemæssige krav.

Det er ikke en officielt anerkendt diagnose, men det er beskrevet inden for autismeforskning. Det er, så vidt jeg kan finde ud af, primært den britiske psykolog Elizabeth Newson, der har udviklet PDA-konceptet, som en form for autismespektrumforstyrrelse (ASD) med særlige træk og karakteristika. Hendes forskning stammer fra 1980'erne og 1990'erne.

Hvis I er bekymrede for jeres drengs adfærd, så skal I naturligt søge hjælp. Det vil være helt relevant at tale med pædagogerne og lederen af jeres drengs børnehave. Hvis de mistænker, at jeres dreng kunne have en autismespektrum forstyrrelse, så skal han henvises til kommunens børnepsykolog (PPR), som så vil kunne henvise videre.

Jeg håber, at ovenstående kan hjælpe jer lidt videre :)

Rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---