Annonce

Annonce

Svar: Ammestop nu


29. marts 2024

Kategori:
Alder:
14 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

Kære Mor

Tak for dit brev og alle dine tanker - og for dine søde ord til mig om mine svar:) Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, kan fungere bedst hos jer.

Jeres datter er nu knap 14 måneder gammel, hun dier meget hyppigt - ofte flere gange hver nat og 3-4 gange i løbet af dagen, det vil sige, at hun ofte er oppe på måske 7-10 amninger i døgnet. Det kan jeg sagtens forstå, at du ikke kan holde til, og ernæringsmæssigt har jeres datter heller ikke brug for dit bryst. Det er naturligvis helt okay, at du gerne vil stoppe med at amme. Det er også rigtig godt, at du skriver, at du nu selv føler dig klar til at komme igang med ammestop og ud på den anden side.

Det er ikke sandsynligt, at jeres datter selv siger fra overfor amningen. Det er derfor et valg og en beslutning, som du skal tage. Og det er vigtigt, at du har det godt med dit valg og føler, at det er det rigtige at gøre - så du er i stand til at holde fast i beslutningen om at stoppe, og det faktisk kan lykkes for dig:)

Når man ofte anbefaler gradvis nedtrapning, så er det hovedsageligt for at mindske risikoen for brystspænding og ubehag hos dig - men også for at give jeres datter tid til at vænne sig til de ændrede rutiner. Da du ammer så hyppigt og meget, som du gør, så vil du sandsynligvis skulle bruge en brystpumpe, hvis du vælger at stoppe fra den ene dag til den anden. Og jeres datter vil naturligt blive meget ked af det. Hun vil simpelthen have svært ved at forstå, hvorfor det pludselig er helt slut.

Brystet er jo den ting, som altid har været der, og som hun altid har kunnet få. Det er tryghed og nærhed for hende - samtidig med, at det også er hendes mælk/mad - og hun vil ikke kunne forstå, hvorfor du pludselig tager dette fra hende. Hun vil naturligt igen og igen efterspørge brystet, og hun vil kunne føle sig meget afvist, når du ikke reagerer på hendes signaler, som du plejer. Hun vil ikke kunne forstå, hvorfor du pludselig ikke forstår, hvad hun beder om, og hvorfor du pludselig nægter hende brystet. Det er for jer begge derfor en meget voldsom måde at stoppe på:)

Det betyder ikke, at det ikke kan være en mulighed at stoppe fra den ene dag til den anden. Det kan godt være den løsning, som du vælger, fordi du på ingen måde kan overskue en langstrakt periode og naturligt er bange for, at jeres datter har svært ved at forstå, hvorfor hun nogle gange kan få lov til at komme til brystet og andre gange ikke kan. Det er naturligvis også en vigtig pointe. Så hvis du tænker, at den bedste løsning for jer er at stoppe fra den ene dag til den anden, så kunne du overveje at tage i sommerhus, hjem til dine forældre eller lignende i 3-4 dage, så du ikke var i nærheden af jeres datter. Det vil sikre, at hverken du eller dit bryst er tilgængeligt - og det kan faktisk være lettere for hende at acceptere, at hun ikke bliver ammet, fordi du netop ikke er der.

Så vidt jeg ved, så går jeres datter i dagpleje, så normalt ammes hun ikke i dagtimerne til hverdag, så hun er vant til at undvære brystet her. Det er, når I er hjemme sammen, og især om eftermiddagen, aftenen og natten, samt i weekenderne, at det er svært at nægte hende brystet... Hvis du tager væk i 3-4 dage, så vil du have mulighed for at trappe gradvist ud af amningerne, imens I er adskilt. Der vil være ro til at pumpe, når det er nødvendigt, og gradvist kan du få sat din mælkeproduktion så meget ned, at når du er hjemme igen, så er det begrænset, hvor meget du behøver bruge brystpumpen, før det til sidst er slut.

Samtidig vil 3-4 dage helt uden amning være med til at vænne jeres datter mere fra brystet. Far skal naturligvis være hos hende og give hende masser af nærhed og tæt kontakt. Han må gerne lægge sig med hende i dobbeltsengen, og hun må gerne putte sig ind til ham, som hun plejer at gøre med dig om natten, men da han naturligt ikke kan amme, så vil hun ikke få mælk - og hun skal IKKE have flaske. I løbet af 3-4 nætter kan far derfor få vænnet hende til, at tryghed og nærhed kan gives, uden at brystet er involveret, og dette skal I så naturligvis holde fast i, når du er hjemme igen.

Ulempen ved denne metode er, at jeres datter højst sandsynligt vil blive meget ked af det. Hun skal både undvære brystet og sin mor, og det er naturligt meget svært for hende at forstå, at du pludselig ikke er der. Hun er for lille til at kunne forstå en forklaring om, at du kommer tilbage, og hun kan ikke forholde sig til tid, og ved defor ikke, at du vender tilbage om 3-4 dage. Hun mærker bare, at du er væk. Hun har heldigvis to omsorgspersoner og en far, som elsker hende højt :) Far skal derfor være parat til at tage sig af jeres datter og kunne rumme hendes gråd, ulykkelighed og protester. Det er naturligvis rigtig svært at hjælpe hende, berolige og betrygge, når man ved, at det er brystet, som hun vil have, og det skal far være klar på.

Denne løsning kræver derfor meget stor tålmodighed og forståelse for jeres datters situation, og far skal igen og igen være bevidst om, at han ikke skal begynde at tilbyde flaske som alternativ. Hun kan tilbydes vand af en kop eller evt. af en drikkedunk, hvis hun er tørstig, men ellers er det nærhed, putteklud, bamse, godnatsang og lignende som hun trøstes med. Hun skal beroliges med noget, som også kan fungere fremadrettet.

Der er naturligvis også den løsning, at du stopper helt fra den ene dag til den anden, men bliver hjemme - på den måde skal hun ikke undvære både mor og brystet, men kun brystet. Du nævner dog, at du egentlig godt kunne tænke dig, at holde fast i én enkelt amning f.eks. om aftenen, og jeg tænker faktisk, at det måske godt kunne fungere for jer - i hvert fald i en overgangsperiode.

Min tanke er umiddelbart, at du f.eks. kunne amme hende 2 gange dagligt. De to amninger kunne ligge ...


Annonce

... eftermiddag og aften, da hun lyder ekstra brystsøgende om eftermiddagen, eller amningerne kunne ligge aften og sen - men derudover skal hun ikke ammes. Ved at vælge denne løsning, så skaber du faktisk en nedtrapning af amning, dog ikke sådan, at du fjerner en amning af gangen, hvilket vil tage ret lang tid. Du fjerner derimod rigtig mange amninger, men du lader jeres datter få din mælk og trygheden og roen ved brystet om eftermiddagen og om aftenen, hvor hun har mest brug for det lige nu. At bibeholde disse to amninger kunne godt tænkes at kunne give jer lidt ro, så I stadig kan have en hyggeligere og mere rolig aften og nat.

Jeg vil stadig anbefale, at du sover i et andet værelse om natten, så når du har ammet hende om aftenen, så tager far over. Og far kan så give hende masser af nærhed og tæt kontakt - men brystet er udelukket. Det, at hun ammes to gange dagligt vil være med til at gøre, at du stadig får dine bryster tømt. Måske vil det være nødvendigt, at du pumper ud en enkelt gang mere - men efter nogle dage vil du sandsynligvis kunne lade være med dette.

Når du sover i et andet rum om natten, så fyldes jeres datter ikke med mælk, og hendes appetit og lyst til at spise mere mad om dagen vil naturligt øges, og det er vigtigt, at hun nu begynder at spise anden og mere mættende mad. Så længe hun ikke spiser og drikker nok om dagen, så vil hun naturligt søge brystet ekstra om natten. Og så længe hun drikker så meget mælk, som hun gør, så vil hun ikke spise nok mad. Derfor er det meget vigtigt, at du nu arbejder bevidst på at få sat hendes indtag af rigtigt mad op.

Det betyder derfor også, at du skal undgå at lægge hende til brystet, når hun afviser maden. Også selvom hun tydeligt viser, at det er brystet, som hun vil have, og at hun ikke glemmer det, men bliver ved med at søge det. Det er vigtigt, at hun får fast føde og masser af vand, så hendes afhængighed af brystet naturligt sættes ned. Du skal altså væk fra tanken om at "noget skal hun jo have" og derfor ende med at tilbyde brystet.

Når hun beder om brystet, så skal du forsøge at aflede hende. Både med mad og vand, men også med kram, kærtegn, kys, kildeture, massage og lignende. Så du giver hende mad og drikke, hvis hun reelt er sulten eller tørstig, når hun søger brystet, men også giver hende masser af nærhed, fysisk kontakt og trøst - uden at tilbyde hende brystet.

Jeg vil også anbefale dig, at du begynder at indføre begrebet "slut". Så når I sidder og kikker i en bog, så siger du f.eks. "slut, historien er slut", når du klapper bogen sammen. Ved måltiderne, når I er færdige med at spise, så siger du "slut, tallerkenen er tom, der er ikke mere mad" eller "slut, vandglasset er tømt, slut med vand". Når hun får børstet tænder, og tandbørstningen er færdig, så siger du "slut, så er tandbørstningen slut". Så hun får en fornemmelse for, hvad slut betyder. Og på den måde kan du overføre "slut" til brystet. Så når hun søger brystet, så kan du sige "slut, der er ikke mere, det er slut", og så tilbyde et alternativ.

Derudover, så er det meget vigtigt, at hun får noget andet, som kan trøste og give ro. Hun har brug for noget, der kan erstatte brystet. Det kan være en kanin, en bamse, en slaskedukke, en aflagt t-shirt af dine, putteklud eller lignende. Måske har hun allerede noget, som hun puttes med, når hun er i dagpleje, og når hun puttes til natten - dette skal bruges igen og igen.


Helens bog til far
LÆS OGSÅ: "Helens bog til far" - vær far med tillid, nærvær og respekt.

Foredrag med Helen

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen

Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus

Se flere foredrag med Helen ...


Så.. når hun søger brystet, fordi hun har brug for mælken, så er det vigtigt, at du anerkender dette og siger f.eks. "Er du tørstig skat, se her er vand, som du kan drikke". Hvis hun søger brystet, fordi hun har brug for din nærhed, så skal du tage hende på skødet, kramme og kysse hende, lade hende mærke, at du stadig er der. Og her skal du naturligt også bruge bamse, nusseklud eller lignende. Far kan med fordel gøre det samme, og det kunne være en god idé at lade far tage over om natten i en periode for at sikre, at amningerne om natten er helt slut. Jeres datter har lige så meget brug for sammenhængende søvn, som du har - og hun har brug for plads i maven til mere rigtig mad og mere rigtig næring.

Hvis I havner i den situation, at hun græder helt ulykkeligt, fordi hun vil have brystet og ikke kan få det, så skal du (og far) naturligt rumme dette. Det kan være en god idé at sætte ord på, at I er der for hende f.eks. "jeg er lige her, jeg passer på dig, det er helt okay, skat", så hun hører, at I stadig er der for hende, at det er helt okay, at hun bliver ked af det, at I stadig kan rumme hende og hendes følelser, at I forstår, at det er svært osv. så hun føler sig lyttet til og mødt - men uden at hun tilbydes brystet (eller flaske). Sker det om dagen, så kan I sætte hende i barnevognen, trille en tur og på den måde aflede hende, fordi I skifter fuldstændig situation. Sker det om natten, så kan far holde om hende, ligge tæt med hende, vugge hende lidt, berolige, synge eller lignende.

Det er, som du selv skriver, rigtigt svært at stå imod, når man ved, at det, hun beder om, er brystet, og når brystet er et "magisk trick", og det som altid virker. Derfor er det vigtigt, at du er helt klar til at ændre vaner, og at far også er med på det, og aktivt vil hjælpe jer i mål:)

Det er vigtigt, at I viser tålmodighed og forståelse overfor jeres datter, at I forstår hendes reaktioner, lytter, giver trøst og støtte under hele denne overgang. Det er også vigtigt, at du får den støtte, som du har behov for - det er en overgangsperiode og hvis I hjælper hinanden, så kan I godt komme i mål. Jeres datter har to forældre, som elsker hende højt og vil hende det bedste.

Det er som sagt helt okay, at du stopper amning nu:) Og jeg håber, at ovenstående tanker giver lidt idé om, hvordan I kan gøre det bedst:)

Rigtig meget held og lykke med projekt ammestop! Sender et stort knus din vej:)

Rigtig god påske!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump

BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:

8. november 2024 | Amning | 2 mdr.

Kan baby være for stor?

Kære Helen. Vores lillebror er nu 10 uger og er en stor dreng - og mit...

Læs hele brevet og Helens svar


7. september 2024 | Amning | 11 mdr.

Søvn og ammestop - 11 mdr.

Kære Helen Jeg har en glad og nysgerrig dreng på 11måneder og 14 dage. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar


23. juli 2024 | Amning | 3 mdr.

Vægttab under amning

Kære Helen Så er vores lille datter kommet til verden efter en langvarig men...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Parforhold

Når I bliver forældre vil sammeholdet og de varme følelser mellem jer sandsynligvis blive styrket. I vil se hinanden på en anden måde, og det kan være meget berigende at se sin partner i den nye rolle som mor eller far. For mange føles det som en ny kærlighed, netop at se sin elskede sammen med det lille barn, det lille menneske man har skabt sammen.

Men det nye familieliv, hvor man pludselig ikke mere er et par, men er forældre kan også være svært og kan være skuffende. Måske er...

Læs mere i Babylex

Vuggedød - uventet spædbarnsdød

Den egentlige årsag til vuggedød eller pludselig spædbarnsdød kendes ikke. Men man ved, at der er visse faktorer, som har betydning. i 1980erne døde over 100 spædbørn hvert år uventet under søvn og siden 1990erne er antallet faldet drastisk. I dag er det under 10 børn om året i Danmark, der rammes af vuggedød.

Faldet i vuggedød skyldes i høj grad følgende anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen:

1. Læg altid barnet til at sove på ryggen. Hvis barnet sover på maven, er...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog til far - vær far med tillid, nærvær og respekt.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen.

Tak for en fantastisk hjemmeside. Hvem er det egentlig udover dig som besvarer alle disse spørgsmål på denne side. For du kan da umuligt besvare dem alle ...

Tak for fantastiske guldkorn.

Mor til Mathias knap 8 måneder


Annonce