Svar: Trodsalderen - knap 2.5 år
Kære du
Tak for dit brev :)
Trodsalder - eller selvstændighedsalder - er udtryk for, at jeres datter begynder at udvikle mere vilje og et større ønske om uafhængighed. Det betyder, at jeres datter vil protestere mere, sige mere "nej" i forskellige situationer, og naturligt forsøge at finde ud af, hvordan verden fungerer - herunder også finde ud af, hvordan I reagerer, og hvad det hun gør, gør ved jer.
Jeres datter begynder således nu at udtrykke sine egne ønsker og behov på en mere tydelig måde, men hun mangler stadig ord og kan derfor ikke sætte ord på sine følelser. Og det er vigtigt, at du ved, at jeres datter ikke gør, som hun gør, fordi hun forsøger at være imod dig eller provokere dig. Hun reagerer, som hun gør, fordi hun ikke kan udvikle sin selvstændighed, hun kan ikke finde ud af, hvem hun er, hvis hun altid skal være enig med dig og gøre det, som du vil have. Hun er sin egen lille person, og der sker udviklingsmæssigt rigtig meget med hende nu - og hun har i allerhøjeste grad brug for jeres støtte og jeres omsorg i denne udvikling:)
Det er en svær balance at finde, det forstår jeg godt. På den ene side, skal I anerkende jeres datters selvstændighed og spirende egen vilje og naturligt støtte op om, at hun gerne vil og også kan flere og flere ting selv. Og på den anden side, er der naturligt nogle regler, som I gerne vil lære hende, og som hun er nødt til at følge.
Hun forstår godt, når du eller I siger nej. Men, hendes udforskningstrang og lyst til at afprøve, hvordan verden fungerer er så stor, at hun nogle gange overhører det nej, som hun godt ved kommer. Du kan hjælpe hende med at huske, at hun er igang med noget forkert, hvis du f.eks. lader en handling følge med dit nej. Hvis hun f.eks. kaster med maden ved middagsbordet og kikker på dig imens, så kan du f.eks. fjerne hendes tallerken, imens du siger nej - og gør hun det igen, så kan du afslutte måltidet. Forklare, at du kan se, at hun vist ikke er mere sulten, tørre hende om munden og tørre hendes hænder og så lade hende komme ned og lege.
Når hun skubber til et andet barn på rutsjebanen, så er det vigtigt, at du her lige tænker over, hvorfor. Det kan f.eks. sagtens skyldes, at hun endnu ikke har lært de sociale færdigheder, som gælder, når man er i legeland og står i kø til rutsjebanen. Dette skal hun naturlig lære ved, at I forklarer hende, hvordan man gør. Det kan også være, at hun i situationen føler sig usikker eller bliver frustreret, fordi det tager lang tid for det pågældende barn at rutsje ned, og jeres datter vil bare gerne prøve. Måske har hun set andre blive skubbet eller selv oplevet at blive skubbet og efterligner derfor det, som hun har erfaring med... Uanset hvad årsagen er, så skal I voksne naturligt gribe ind og lære hende, at man ikke må skubbe til en anden, og forklare hende, hvorfor. I kan sige til hende, at det gør ondt på den anden, at den anden bliver ked af det osv. I kan også sige undskyld til det barn, som bliver skubbet. Så I både lærer jeres datter, hvad der er hensigtsmæssig opførsel, men også viser det andet barn, at det som skete naturligt ikke var okay.
Du skal også tænke på, at nogle gange kan jeres datters adfærd udløses af behov for opmærksomhed. Hun har brug for at blive set af jer, og for at få opmærksomhed så opfører hun sig "frækt" fordi hun ved, at det giver opmærksomhed med det samme. Du skriver, at hun prøver grænser af konstant, at alt er en kamp, og at I ikke laver andet end at skælde hende ud - men - skæld ud virker ikke, hvilket det også lyder som om, at du begynder at opleve. Derfor er det vigtigt, at I stopper med at skælde ud.
I skal vælge jeres kampe, og nogle gange kan en løsning f.eks. være at indgå et kompromis. Det kan være, at hun åbner skabet med kiks, og du siger nej. Et kompromis kunne være, at hun i stedet bliver tilbudt lidt frugt og lidt vand at drikke. På den måde anerkender du, at hun måske har brug for en snack og er tørstig, men du tilbyder hende noget, som du synes er bedre for hende.
Nogle gange er løsningen f.eks. at aflede hende. Hun vil naturligt være styret af lyst, med den alder hun har, og hun reagerer derfor impulsivt på mange ting. Hvis du kan få hendes opmærksomhed drejet væk på noget andet, så vil dette ofte hjælpe. Hun glemmer, hvad det var, hun ville, og pludselig er ...
... noget andet mere interessant.
Det vil også være en god idé ikke at sige nej hele tiden, men i stedet holde fokus på det, som hun gerne må, og det du gerne vil have. Så i stedet for at sige f.eks. "nej", "stop", "spis pænt!" osv. så kan du sige "spis maden, skat, ind i munden", eller "vil du smage min mad?", "må mor smage din mad?" osv. Så fokus bliver på at spise og ikke på, at hun f.eks. ikke må kaste med maden.
Det vil være en rigtig god idé at inddrage hende, netop fordi hendes selvstændighed spirer. Det betyder, at hun f.eks. gerne selv må kravle spå og sætte sig på sin høje stol, når I skal spise. At hun selv kan hælde vand i sin kop med en lille kande. At hun gerne selv må finde sin ble frem, når hun skal skiftes. At hun selv kan holde tandpastatuben i hånden, når der skal børstes tænder. At hun gerne må være med til at dække bord. At hun kan være med til at tømme opvaskemaskine. At hun selv kan tage sit tøj på og af. At hun selv kan finde sine sko og prøve at tage dem på. At hun selv kan bære sin rygsæk, når I skal i vuggestuen osv. osv.
Jo mere hun føler sig inddraget, og jo mere hun føler, at I ser hende, lytter til hende og anerkender hendes behov for at prøve og kunne mere og mere selv, jo mere vil hun naturligt også begynde at lytte til jer - når det er nødvendigt:)
Og ja, nogle gange, så er tingene naturligt nødt til at være, som I vil. Så er I nødt til at holde fast i jeres regler, og det er også helt okay. Hun skal f.eks. holde i hånden, hvis I går ved vejen, eller hun skal have børstet tænderne, selvom hun ikke synes, det er sjovt. Men - når I holder fast i jeres regler, så er det vigtigt, at I stadig anerkender hende, og at hun måske har lyst til noget andet.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Med hensyn til at baske med armene, så tænker jeg, at det er helt normalt, at børn på 2-2.5 år basker med armene, når de bliver ivrige eller frustrerede. Jeres datter har stadig et begrænset ordforråd og derfor svært ved at udtrykke sine følelser - og derfor vil hun sagtens kunne bruge sit krossprog og netop baske med armene, for at udtrykke intensiteten af sine følelser.
Når hun bliver frustreret, vred eller måske ekstra glad eller ivrig, så kan hun altså godt baske med armene, fordi hun på den måde viser sine følelser ekstra. Og det er i princippet rigtig godt, at hun bruger sit kropssprog til at supplere sine ord. Og du må meget gerne dyrke jeres brug af kropssprog og gestikuleren. Det kan du gøre ved f.eks. at give hende high-five, når hun oplever små succesoplevelser eller ved at klappe eller danse en lille sejrsdans, når noget lykkes.
Du må også gerne sætte nogle af de ord på, som hun mangler, så du hjælper hende med at sætte ord på "du bliver bare så glad", eller "jeg kan godt se, at du bliver ked af det nu" eller "hov, blev du helt forskrækket, det er okay, skat" eller "jeg forstår godt, at du bliver vred, når...." osv. Så hun både føler sig forstået og også stille og roligt lærer at sætte ord på de følelser, som hun oplever.
Du skriver, at du håber, det bare er en fase. Og ja, trodsalderen eller selvstændighedsalderen er en normal fase i barnets udvikling, men det er ikke lige gyldigt, hvordan man kommer igennem denne fase. Det har meget stor betydning for jeres datters udvikling, hvordan I forældre reagerer på og håndterer jeres datters reaktioner i denne alder. 2års alderen er en følsom alder, hvor jeres datter er igang med at udvikle sin egen personlighed og gennemgår betydelige fysiske, kognitive og følelsesmæssige forandringer - og hun bliver naturligt påvirket af sine egne følelser og også af de følelser, som hun oplever, at I forældre har. Derfor er det vigtigt, at I møder hende med anerkendelse, lytter til hende og møder hende med støtte og kærlighed, fordi det er på den måde, at I fremmer hendes trivsel og udvikling fremover.
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre, og jeg vil også anbefale dig meget at læse min bog "Helens bog om Børn & Opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". Den vil give dig et rigtig godt indblik med den alder, jeres datter har nu. I kan læse meget mere om, hvordan I bedst støtter jeres datter, og hvordan I kan kommunikere, så hun hører og forstår, hvad I siger, ligesom I f.eks. også kan læse om, hvordan man sætter grænser på en god måde:)
Rigtig meget held og lykke fortsat:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:
10. december 2024 | Opdragelse | 2 år, 2 mdr.
Hej Helen, Nu skriver jeg i desperation til dig igen :-) Vi er...
5. december 2024 | Opdragelse | 2 år, 9 mdr.
Hej Helen Her går det efterhånden rigtig godt med at være blevet...
22. november 2024 | Opdragelse | 3 år
Kære Helen. Vi har en dreng på 3 år (blev 3 i oktober) der startede i...
13. november 2024 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.
Hej Helen. Jeg har en skøn dreng på 3 år og 4 mdr. Han er sød og kærlig,...
26. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.
Kære Helen. Tak for din brevkasse, som jeg nu endnu engang har brug for....
Viden om børn:
Sutteflaske
For børn der ikke ammes er det vigtigt at man køber en ordentlig sutteflaske. Flasken skal passe til barnet og barnets evne til at sutte.
Det anbefales at man lader barnet "arbejde lidt for føden". Det vil sige at hullet i sutten ikke skal være for stort. Det at barnet skal bruge kræfter på at sutte er vigtigt for kæbernes og tændernes udvikling. Desuden er der en risiko for at barnet kan få ondt i maven, hvis det får maden for hurtigt.
Sutteflaske-sutterne findes...
Barselsorlov
I har begge ret til at holde barselsorlov, når I skal have et barn. Der er mange muligheder for at dele, forlænge eller udskyde orlovsperioder. De økonomiske vilkår for orloven afhænger af jeres jobsituation.
Hovedreglen er, at kvinder har ret til fire ugers barselorlov før fødslen og 14 uger efter fødslen. Mænd har ret til to ugers orlov i løbet af de første 14 uger. Herefter har I 32 ugers forældreorlov hver, som I frit kan fordele mellem jer. Det er dog kun i 32 uger af jeres...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tak for alle dine gode brugbare svar. Min lille dreng stortrives og jeg nyder ham så uendelig meget.
Jeg må sige dig at du giver gode konkrete råd og i din vejledning kan man mærke din store interesse og enorme faglige ekspertise. Du er en fantastisk sundhedsplejerske og jeg er så glad for at have fundet dig.
Mange hilsner
Pernille, mor til dreng på 6 måneder