Annonce

Annonce

Svar: Dreng 11 mdr vil ikke længere puttes af far


6. oktober 2024

Kategori:
Alder:
11 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

Kære Mona og Mathias

Tak for jeres brev og velkommen til - og tak for den fine beskrivelse af jeres dreng, rutiner og alle jeres tanker :) Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med jer:)

Der er især én ting, som jeg tænker spiller ind hos jer, og som kan forklare, hvorfor jeres dreng reagerer, som han gør.

I fortæller, at mor er begyndt på arbejde. I har holdt 2 måneders barsel sammen, men nu har far barsel, og mor er væk hjemmefra hver dag - og jeg tænker, at det netop er dette, som spiller ind på de ændringer, som I oplever. Jeres dreng har en alder, hvor han naturligt er meget opmærksom på forandringer, og da mor pludselig ikke er hjemme i samme grad som før, så kan det godt skabe en følelse af usikkerhed eller utryghed, som gør, at han vil søge mor mere intenst. Især når mor er til stede, fordi han på den måde sikrer sig, at mor ikke forsvinder igen.

Jeg plejer at sige, at han skal have sit mor-depot fyldt op, når mor er der, fordi han så har noget at tære af, når mor ikke er der. Det handler ikke om, at far ikke er lige så stor en omsorgsperson eller ikke sagtens kan bruges - og det er også derfor, at det går super fint i løbet af dagen, hvor der ingen problemer er med putning eller trøst fra far - men om aftenen og om natten, hvor han naturligt søger den ultimative tryghed, så er det lige nu mor, som han søger - fordi hun netop ikke er der om dagen.

Det kan derfor være en god idé, at I forsøger at skabe nogle særlige og rolige stunder, hvor mor er fuldt til stede, for på den måde at give jeres dreng den ekstra tryghed lige nu - f.eks. før sengetid, så han hele tiden har en følelse af, at forbindelsen mellem ham og mor stadig er stærk.

Det kan også være en god idé, at giver ham et overgangsobjekt, altså en putteklud, en aflagt t-shirt eller lignende, der dufter af mor. Så han vil føle sig tættere på mor, når hun ikke er til stede. Dette kan introduceres under putningen, så han stadig føler, at han har lidt af mor hos sig, når far på sigt naturligt begynder at putte igen.

Det er rigtig godt, at far har barsel nu. Det giver far og søn grobund for fortsat at knytte bånd og holde fast i, at far er lige så stor en tryghedsgiver og omsorgsperson, som mor. Gennem leg, trøst og nærvær kan far holde fast i tilknytningen og derfor naturligt også komme til at putte igen.

I nævner, at det giver kæmpe problemer, at mor ikke kan foretage aftenaktiviteter, og jeg tænker, at hvis mor kommer hjem og derefter så forsvinder igen, så forstærkes problemet. Hvis mor derfor gerne vil gå til noget aktivt, så er det måske bedre, hvis hun gør det direkte efter arbejde - og ikke kommer hjem først. Fordi det lige nu er for hårdt for jeres dreng, hvis hun har været forsvundet hele dagen, kommer hjem og så forsvinder igen.

Det kan også være en god idé, at I overvejer, hvordan I måske kan dele putteritualet mellem jer. Nogle gange kan det være en idé, at I putter sammen i en overgangsperiode, så mor f.eks. begynder putterutinen og får jeres dreng til at slappe af, hvorefter far tager over - og på den måde gøre jeres dreng tryg ved, at far står for putningen igen. Andre gange er det bedre, at far f.eks. gør flere af de ting, som leder op til putning, men mor tager over under selve putningen. Fordi det på sigt kan være lettere for far også at putte, hvis han f.eks. er den der har give grød, børstet tænder, givet nattøj på osv.

Jeg tænker umiddelbart, at der er tale om en midlertidig fase, og når jeres dreng har vænnet sig til den nye hverdag, hvor mor er væk på arbejde i dagtimerne, men stadig nærværende og tilgængelig om morgenen og om aftenen, så vil jeres dreng naturligt finde ud af dette, og dermed også begynde at acceptere far som den, der trøster og putter igen. På den måde vil tiden også arbejde lidt for jer:)

Med hensyn til jeres rutine, så lyder det som om, at I allerede har en meget struktureret og kærlig putterutine, som er bygget op om at skabe tryghed og forudsigelighed for jeres dreng. Det er meget fint, jeg vil dog gerne knytte lidt kommentarer til rutinen:

I skriver, at putningen ofte kan tage 1-1.5 time. Og at jeres dreng ofte virker frisk, sætter sig op i sengen, og tydeligt har svært ved at finde ro. Og nogle børn bliver faktisk mere stimulerede end beroligede, hvis rutinen er for lang eller har lidt for mange gentagelser. Derfor kan det være en god idé, at I forsøger at afkorte rutinen lidt.

I skal for det første være opmærksomme på, hvornår han er parat til at sove. I skal gå ud fra, at han måske har behov for ca. 13.5-14 timers søvn i døgnet. For børn på ca. 1 år, vil søvnen ofte være fordelt sådan, at de sover to lure dagligt - en formiddagslur og en middagslur, som tilsammen varer ca. 2-3 timer, og natten varer ca. 11-11.5 time. Hvis jeres dreng sover mere om dagen og f.eks. sover 4 timer samlet, så vil nattesøvnen naturligt være kortere, og modsat. ...


Annonce

...

I skal derfor se lidt på hans samlede søvn, når I vurderer, hvornår han er putteklar om aftenen, og hvis I f.eks. putter ham kl. 19, og han først sover kl. 20, så er det måske, fordi han ikke er putteklar før kl. 20. Når han virker meget frisk, når I putter ham, kan det derfor være en god idé at se lidt på tidspunktet og også kikke lidt på hans signaler for træthed - og Ikke putte ham før I ved, at han er parat. Hvis I putter ham en time eller mere, før han egentlig er parat til at sove, så lærer han, at putteritualet skal vare 1-1.5 time. Hvilket jo ikke er det, som I ønsker at lære ham.

Når I gentager de sidste trin af jeres ritual, så kan det nogle gange komme til at fungere som en slags "omstart". Det kan give trøst, fordi der er genkendelighed, men det kan faktisk også nogle gange føre til en vane, hvor han forventer, at processen skal starte forfra mange gange, før han kan falde til ro og falde i søvn. Ved at putte ham senere, når han er mere parat, altså ved at lave en udregning på, hvornår dette tidspunkt er, så kan I bedre lære ham, at når godnatsangen er sunget, så er det virkelig sengetid, og der er ikke flere "omstarter".

I fortæller, at han om natten nu flyttes til jeres seng, hvilket ikke tidligere var nødvendigt. Mor kan få ro på ham, og mor ammer ham - hvor far tidligere kunne give ham flaske og skabe ro med denne. Jeg tænker umiddelbart at den reaktion, som jeres dreng har her, også sagtens kan handle om adskillelsen fra mor om dagen, og at hans alder og udvikling naturligt også spiller ind. Det er også fint, at mor tager over om natten, hvis det giver mere ro til alle - men jeg forstår naturligt godt, hvis I gerne vil have jeres dreng tilbage i egen seng på eget værelse, når han nu har været i stand til at kunne sove her. Og jeg forstår også godt, at far gerne vil på banen igen.

Der er den mulighed, at mor flytter ham tilbage i egen seng igen, når mor har fået ro på ham. Han er så lille, at han ofte ikke vil kunne huske, at han har været omkring jeres seng om natten, så at flytte ham tilbage i egen seng, kan nogle gange have en god effekt - han falder i søvn i egen seng om aftenen og vågner i egen seng om morgenen. Måske kan I have en stol på hans værelse ved siden af hans seng, så hvis han ikke kan hjælpes videre i egen seng, så kommer han op i favn, mor kan sidde med ham, berolige og betrygge, og når der er ro på, så flyttes han tilbage til egen seng igen.


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Foredrag med Helen

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen

Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus

Se flere foredrag med Helen ...


Der er også den mulighed, at I forsøger, at mor starter med at gå ind til ham, beroliger og betrygger, får ro på og hjælper jeres dreng videre i søvnen. Og hvis jeres dreng så vågner igen, så kan far forsøge at gå derind, så far gradvist tager over. Mor giver lidt ro og tryghed, men far kan også. Det kan tage tid, og det skal gøres med tålmodighed, men ofte vil han naturligt kunne acceptere, at far også trøster om natten - igen fordi han vænner sig til og gradvist også får en alder til at kunne forstå, at mor ikke er forsvundet, selvom hun er ude af syne:)

Det lyder for mig som om, at jeres dreng lige nu reagerer på, at jeres hverdag har ændret sig, at mor ikke længere er sammen med ham hjemme, fordi mor er på arbejde. Han skal have tid til at vænne sig til denne nye rutine, og det er vigtigt, at I tager det i hans tempo, og at far holder fast i at være den gode og trygge omsorgsperson, som far tydeligvis er. Det er en stor omvæltning, og det er vigtigt, at far ikke trækker sig eller bliver meget ked af det, selvom far kan føle sig afvist.

Jeres dreng har behov for at vide, at han kan stole på begge jer forældre, også i perioder, hvor han måske har lidt mere behov for den ene af jer. Hvis han oplever, at far trækker sig, så kan han blive usikker på fars tilstedeværelse. Ved at far fortsætter med at være en stor og kærlig del af hverdagen, så lærer jeres dreng, at fars kærlighed og omsorg ikke forsvinder, selvom han f.eks. om aftenen og natten skubber far fra sig. At far holder fast i at være nærværende, omsorgsfuld, tryghed og trøst hele dagen vil være med til at styrke jeres drengs følelse af sikkerhed og stabilitet og derfor være vigtigt for fars mulighed for f.eks. at kunne putte jeres dreng fremadrettet.

Det er guld værd, at far og søn har barsel sammen. Når jeres dreng vokser op, så vil det have stor betydning, at far altid har været der, uanset hvordan jeres drengs reaktion har været. Selvom jeres dreng er så lille, at han ikke kan sætte ord på, hvad han oplever, så vil fars reaktion lige nu kunne skabe en dyb og gensidig tillid, som vil være rigtig vigtig for fremtiden - og det kan forhåbentlig også give lidt ro at vide dette. Så alt det du/far gør om dagen, vil være rigtigt godt og styrke jeres forhold - også selvom jeres dreng lige nu har brug for mor om aftenen og natten:)

Jeg håber, at ovenstående giver lidt forklaring, og at I kan bruge mine tanker videre:)

Rigtig meget held og lykke herfra:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump

BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

31. oktober 2024 | Sovevaner | 7 mdr.

7.5 mdr. og sover meget dårligt

Kære Helen Vores dreng er nu 7.5 måned gammel, og han sover utroligt dårligt...

Læs hele brevet og Helens svar


27. oktober 2024 | Sovevaner | 4 mdr.

Søvnvaner

Kære Helen. Tusind tak for dit fine svar for et par uger siden. Vores dreng...

Læs hele brevet og Helens svar


24. oktober 2024 | Sovevaner | 8 år, 2 mdr.

8 årig med hjemve

Kære Helen Vores datter, som fyldte 8 år i august, har rigtig svært ved at...

Læs hele brevet og Helens svar


24. oktober 2024 | Sovevaner | 9 mdr.

9 måneder og sover ikke igennem om natten

Hej Helen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor vores dreng A. på 9 måneder ikke...

Læs hele brevet og Helens svar


26. september 2024 | Sovevaner | 3 mdr.

Græder sig selv i søvn om aftenen

Hej Helen, Så skriver jeg igen .. Efter mit sidste brev er min datter...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Sove ude

Helt små børn skal man være forsige med at lade sove ude i barnevogn. En tommelfingerregel er, at spædbørn ikke bør sove ude, før de har genvundet deres fødselsvægt og vægten skal være mere end 3000g.

At sove ude om sommeren er enkelt. Stil barnevognen i skyggen og hold øje med dit barns temperatur ved at mærke det i nakken. Dit barn vil nyde at stå under et træ og se vinden i bladende. Et insektnet kan yde god beskyttelse mod insekter, men brug det kun, hvis der er insekter.

Læs mere i Babylex

Suttekæde

En suttekæde er en kæde, som holder sutten ved barnet. Den fungerer ved at den sidder både på sutten og sættes fast i barnets tøj. Det kan være meget praktisk for forældrene, men kæden skal opfylde visse krav, for ikke at være farlig for barnet.

Sikkerhedsstyrelsen tester jævnligt suttekæder og det er desværre ikke alle suttekæder, der lever op til sikkerheden.

Det anbefales at:

- En kæde må ikke være mere end 22 cm lang, da barnet så kan få den...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Kære Helen.

1000 tak for dit svar. Jeg blev meget glad for at læse dine kommentarer vedr. min "dårlige samvittighed" over at have sendt Caroline i vuggestue da hun blev storesøster. Det lettede virkeligt.

Carolines mor


Annonce