Svar: Gode råd til søvnvaner

---

Kære Matteos forældre

Tak for jeres brev og meget fine beskrivelse af jeres lille dreng - og velkommen til:)

Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med jer, og når jeg læser jeres brev, så tænker jeg umiddelbart, at der er flere ting, som spiller ind hos jer:)

Matteo er nu blevet 9 måneder gammel, og det er en alder, hvor der sker rigtig meget udviklingsmæssigt. Han er for det første begyndt at kravle og rejser sig ved møblerne - og det giver ofte en motorisk uro, som gør det svært for ham at slappe af i kroppen og finde ro, når han skal sove.

Samtidig betyder det også, at han er i separationsfasen. Han øver sig i at adskille sig fra jer, sidder ikke længere stille på gulvet, men bevæger sig ud i verden på egen hånd. Nogle gange kikker han efter jer, skal lige være sikker på, at I stadig er der, og så kravler han videre. Andre gange har han brug for at have jer tæt på for at sikre sig, at I ikke forsvinder, så kommer han op i jeres favn, får et knus og kan derefter kravle videre på egen hånd igen. Nogle gange oplever I sandsynligvis også, at han kan blive rigtigt ked af det, hvis I f.eks. går på toilettet eller ud i køkkenet, og lader ham være i stuen imens. Han har rigtig meget brug for at se jer for at vide, at I ikke er forsvundet.

Det betyder, at når han skal sove, så er det lige nu ekstra svært for ham. Det er svært at forlade jeres trygge favn og nærhed, finde roen og falde i søvn. Og ofte vil han søge brystet lidt mere hyppigt, ligesom det er vigtigt for ham at se jer, for at han kan falde i søvn. Hvis I prøver at putte ham i sengen og evt. går fra ham, så bliver han rigtigt ked af det. Han har brug for at se jer og mærke jer tæt på, for at forstå, at I stadig er der.

Der er derfor ingen tvivl om, at alder og udvikling spiller en stor rolle hos jer. Ofte ses separationsfasen især i 8-10 måneders alderen (+/-), men stille og roligt bliver det bedre. Det er dog rigtig godt, at I gør jer nogle overvejelser omkring, hvordan I kommer bedst igennem denne periode. Han bliver naturligt også mere og mere bevidst, og de vaner, som I allerede har indført, er det godt at holde fast i - f.eks. jeres dagsplan og rytme. Genkendelighed giver tryghed, så når han f.eks. sover super godt i barnevognen om dagen, så er det netop fordi, det er genkendelig tryghed for ham nu.

Jeres rutiner om aftenen lyder også super fine. I spiser aftensmad sammen, han får et bad, tilbydes en godnatgrød, så han ikke går sulten i seng. Og han bliver puttet med lidt godnatlæsning, dæmpet lys, amning for at falde til ro - og derefter forsøg til putning til tremmeseng. Alt sammen fint.

Det kan være en svær overgang at komme fra bedside crib til tremmeseng. Prøv at lægge ham døsig, altså der hvor han næsten sover, men ikke sover helt. Stå ved ham, hold hænderne beroligende på hans krop, så han kan mærke, at du er der. Lul ham evt. ind i søvnen med hænderne, så han vugges blidt, hvor han ligger og ikke holdes i konstant bevægelse. Så han vænner sig til at sove i en stillestående seng.

Giv ham en lille nussekanin, putteklud eller lignende - gerne en klud, der dufter af mor, fordi det vil fungere som tryghedsting for ham. Det vil føles lidt som at ligge i mors favn, når han ammes, og det vil gøre skiftet fra favn og ned i sengen mindre voldsom. Samtidig kan stoffet af puttekluden måske minde lidt om det stof, som han har ved sit ansigt, når han puttes i vuggen, så der også er lidt genkendelighed og dermed tryghed her.

Hvis vuggen er det eneste som dur, så er det naturligvis okay, at I bruger den. Men ja, det kunne godt lyde som om, at han begynder at blive uhensigtsmæssigt afhængig af vuggens bevægelser, når han skal sove. I fortæller, at han ofte kan vågne med skrig og er umulig at få til ro i tremmesengen, selvom I forsøger med beroligende lyde, blide berøringer, sang osv. så græder han indtil han bliver lagt i vuggen - hvor han så falder i søvn igen, og derefter er han rigtig svær at få over i tremmesengen. Det tyder på, at der godt kunne være lidt afhængighed her, og derfor er det som udgangspunkt godt, hvis I kan forsøge netop med blide berøringer, små rytmiske klap eller lignende i tremmesengen, for at hjælpe ham til ro i hans seng.

Bruger I motor på vuggen, eller står I og skubber til hans vuggen for at holde den i konstant bevægelse? I givet fald kunne I også forsøge at slukke for motoren eller stoppe med at bevæge vuggen, ...

---

---

... så han stadig kan puttes og beroliges i sin vugge, men så den ikke længere holdes i konstant bevægelse. Simpelthen for at vænne ham fra bevægelsen først, og derefter så vænne ham til den stillestående seng.

Der er også børn, især i denne alder, som kan have glæde af det man kalder for "op-ned-metoden". Den handler om at hjælpe ham til at falde i søvn på egen hånd, uden at han skal blive ulykkelig, og hvor I naturligt giver trøst og tryghed, når det er nødvendigt.

Det betyder i praksis, at I skal bibeholde jeres nuværende ritual om aftenen. Og når det er sovetid, så putter I ham i egen seng - døsig, og dermed før han sover helt. Hvis han småklynker lidt, så forsøger I at berolige med hænder, kærtegn, nynnen, lidt godnatsang, puttekanin, putteklud, måske en sut... Hvis han græder og ikke kan falde til ro, så tager I ham op, trøster og beroliger ham. Målet er, at han skal forbinde sin tremmeseng med et trygt sted, hvor han fint kan finde ro, uden at han behøver føle sig utryg eller efterladt alene.

Når I tager ham op ad sengen, så hold ham tæt og roligt. I skal ikke begynde at gå meget rundt, hoppe med ham eller lignende - det vil kunne overstimulere ham. Giv ham nærhed og ro med jeres favn og beroligende ord. Når han er faldet til ro igen (det kan tage et par minutter), så lægger I ham tilbage i sengen igen. Han skal stadig være vågen nok til at registrere, at han lægges i sin seng. Hvis han igen bliver meget ked af det, så tager I ham op, holder ham tæt i jeres favn, trøster og beroliger og så lægger I ham ned igen, når han atter er faldet til ro. Det er derfor metoden hedder "op-ned-op-ned".

Denne metode kan være lidt tidskrævende i starten, især de første aftener, og det er naturligvis vigtigt, at Matteo føler sig trøstet og holdt, selvom I holder fast i, at han godt kan sove i sin egen seng. Hvis han rejser sig op i sengen, så skal I prøve at lægge ham ned og ikke tage ham op - med mindre, at han græder.

Brug af vugge og amning til at falde i søvn kan naturligt godt have skabt en søvnassociation, hvor han forbinder netop disse handlinger med at skulle sove. Når han så vågner om natten, vil han naturligt have svært ved at komme videre i søvnen, uden at han ammes eller vugges igen - fordi det er sådan, at han har lært at falde i søvn. Det lyder dog som om, at I allerede arbejder på at ændre vaner, og at mor ikke ammer ham hver gang han vågner om natten. Så I er stille og roligt på vej væk fra, at brystet er det eneste der dur og gradvist få sat noget andet i stedet: Kærtegn, små rytmiske klap, beroligende stemme, stille sang osv.

---

---

---

Når det er ekstra svært, så er det højst sansynligt på grund af hans alder og den udvikling, som han går igennem lige nu. Det er meget svært at ændre vaner, når han søger trygheden og nærheden ekstra - og naturligt også har behov for den. Derfor tænker jeg, at det vil tage noget tid, men det I gør nu, vil naturligt spille ind på tiden frem og skabe rigtig gode vaner fremadrettet.

Vaner som bevægelse er ofte mere vanedannende end brystet, og det er sandsynligvis også derfor, at I oplever, at Matteo søger netop bevægelsen mere end brystet om natten. Derfor er det en god idé at vænne ham til at falde søvn uden bevægelse først - og bibeholde amningen lige før putning om aftenen, samt sen aften omkring midnat.

Brystet giver tryghed og nærhed og kan være ekstra svært for ham at undvære netop nu. På sigt kan I overveje, om han måske skal ammes lidt før putning og puttes lidt mere vågen til natten. Når han ikke længere forbinder putning med amning, så vil det sandsynligvis blive lidt lettere at fjerne amningen om natten, så han lærer at sove et længere søvnstræk uden mælk. Det kan også være en overvejelse værd at afkorte amningen kl. 03.30/04.30, så han ikke dier for længe her - han trøstes, beroliges og hjælpes videre i søvnen, men fylder ikke maven med mælk. For på sigt måske at kunne rolige ham med blide berøringer, en sut, nussekanin eller lignende.

De fleste børn har brug for 3 amninger i denne alder og i 10-12 måneders alderen vil 2 amninger ofte dække deres behov for mælk. Derudover skal han naturligvis spise varieret af familiens made og drikke masser af vand af kop. Dagsplanen ser her super ud!

Jeg håber, at I har fået lidt idé om, hvad jeg tænker, spiller ind hos jer - og også kan bruge mine tanker i forhold til, hvordan I kommer videre :)

Rigtig meget held og lykke herfra:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---