Svar: Kan ikke trøstes

---

Kære Mor

Jeg kan godt forstå at du er frustreret, for det lyder rigtig hårdt for jer lige i øjeblikket, men en ting er i hvert fald sikkert: Det er tydeligt at du gerne vil din søn, at I begge elsker hinanden højt og at det du gør faktisk er rigtig godt. Du lytter til ham og du prøver at sætte ord på, så han kan rette dig, hvis du har misforstået noget, du sætter grænser og fortæller ham at man ikke skal slå og du er til stede, så han ikke føler sig forladt! Det gør dig til en god mor!

At kunne blive frustreret og føle sig magtesløs hører med til at være forælder og tro mig, det har vi alle oplevet. Alle vokser med opgaven og vi skal lære hele tiden.

I forhold til hvorfor din lille dreng reagerer som han gør, så handler det sandsynligvis om hans alder. Det er rigtig rigtig svært at være 2 år og tiden fra kærlig omfavnelse og kærtegn til at slå, bide og skrige højt er meget kort. Det er naturligt at børn veksler hurtigt imellem forskellige følelsesudbrud.

Det er okay at du blev ked at det. Han må gerne vide at du også kan blive ked af det og det er fint at han kommer og trøster dig, for det viser jo netop at han selv oplever at det at blive holdt om og trøstet er det, som hjælper, når han er ked af det. Det er naturligvis vigtigt at du ikke sætter dig og tuder hver dag, da du er den voksne og han skal ikke trøste dig dagligt, men det at han gør det i situationen ...

---

---

... som du har beskrevet synes jeg faktisk er rigtig fint. Det fortæller os jo at han gerne selv vil trøstes på den måde.

Det du umiddelbart kan prøve at gøre anderledes er måske ikke at tale så meget til ham. Når han er så ulykkelig, så kan han måske slet ikke rumme alt den snak. Prøv derfor at sætte dig hos ham og bare være til stede. Tag ham i første omgang op og hold om ham, men hvis han afviser dig, så prøv at sætte dig på gulvet lidt fra ham, ræk armene ud mod ham og vis ham at han kan komme hen til dig.

Hvis han slår gentagne gange, så sig fra som du så flot har gjort, og fortæl at han ikke skal slå. Det vil du ikke have! Hvis han bliver ved, så er det helt rigtigt som du har gjort, at du i første omgang er gået, har ladet ham følge efter dig, men tilsidst har været nødt til at sende ham væk. Som du beskriver det, har du for mig at se ikke haft så mange andre muligheder.

---

---

---

Det er dog meget vigtigt at du ikke bærer nag og at du forsøger at invitere til at blive gode venner igen, når han er faldet lidt mere til ro.

Jeg vil foreslå dig at læse bogen "Ka selv, vil selv - men du må hjælpe mig" af Grethe Kragh-Müller, som er børnepsykolog. Den vil kunne hjælpe dig til at forstå, hvorfor han handler som han gør.

Men ellers så skal du virkelig bare tro på dig selv og det du gør. Flere visdomsord end du selv kan fremtrylle har jeg nok ikke, desværre:o)

Rigtig god påske

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---