Svar: Pige på 5 år

---

Kære Tina

Tak for dit brev. Du er bestemt ikke den eneste mor, som synes det er rigtig svært at være forældre til en selvstændig lille pige:o)

Du har sandsynligvis fuldstændig ret i, at din datter ligner dig og det gør det meget sværere for dig at tackle. Derfor vil far måske i nogle situationer være bedre til at holde hovedet koldt end du:o)

Når jeg læser dit brev, så får jeg helt klart det indtryk, at I gør jer rigtigt mange gode overvejelser og I tackler hende og de situationer der sker på en fin måde. Jeg ved godt at mange forældre og andre fagpersoner vil sige "der er ingen grund til at sende hende på værelset", eller "Behøver I at være så hårde ved hende", men det er min opfattelse at der er meget stor forskel på børn, og derfor vil man også skulle være mere konsekvente overfor nogle børn mere end det er nødvendigt over for andre børn. Der kan f.eks. også være forskel på børnene i en søskendeflok.

Du har naturligvis fuldstændig ret i, at I som forældre skal se på jer selv og hvordan I opfører jer, taler til hinanden, tackler situationer i hverdagen, da I er rollemodeller for jeres datter. Men I går vel ikke og siger "store idiot" til hinanden? Derfor skal jeres datter også stoppes og have at vide, at sådan taler man ikke. Det vil I ikke høre på! På samme måde som hun skal stoppes, når hun sparker og slår.

Og ja, nogle gange hjælper det at sende børn på værelset, men andre gange, så kan det være bedre at flytte sig selv. Hvis det ender i magt og ender i at man er på kanten til at slå, så er det langt bedre at gå. Det kan være ind i et andet rum, eller simpelthen gå en tur rundt om huset for at tælle til 10.

Det er meget flot, at du efter disse forskellige situationer, hvor I er blevet sure på hinanden, sætter dig sammen med din datter og fortæller hende, hvor meget du holder af hende. Det er nemlig meget essentielt ikke at bære nag og som den voksne, må man være voksen nok til at gøre tingene gode igen. Man må også være voksen nok til at kunne sige undskyld, hvis man har gjort noget galt, eller kunne have handlet anderledes.

Jeg nævner dette fordi jeg, når jeg læser dit brev, får indtryk af, at I fokuserer meget på den opførsel jeres datter har, altså måden hun gør tingene forkert på. Jeg tænker derfor at I måske skulle prøve at fokusere på alt det gode hun gør ...

---

---

... og begynde at rose hende meget for det. Jo mere hun fornemmer I er glade for de ting, jo mere vil hun måske begynde at gøre disse ting.

Samtidig slår det mig, at I taler meget med hende om at hun skal gøre som hun får besked på og igen mere om alt det hun i situationen har gjort forkert. Jeg tænker at I måske skulle prøve at tale med hende om, hvad det gør ved jer. Altså fortælle hende hvor kede af det I bliver. Prøve at tale med hende om hendes følelser, hvordan hun har det, men også om hvordan I har det, når disse situationer sker.

Prøv også at tale med hende om, hvordan hun har oplevet situationen. I stedet for at sætte sig ind og begynde at forklare hvorfor I gjorde som I gjorde, så prøv at spørge ind til hendes oplevelse: "Hvad skete der lige der?", "Hvorfor blev du så sur, eller blev du ked af det?" Ved at lade hende byde ind med sit, kan I måske få et billede af, hvad der reelt sker og hvorfor hun så handler som hun gør. Når man begynder at forstå hinanden, så kan man også lettere tale om hvordan man kunne handle anderledes og måske begynde at lave aftaler om hvordan man gør, hvis situationen opstår igen.

---

---

---

Det kunne også være en god idé generelt at tale med hende om følelser, hvad er det for noget. Hvordan har man det, når man er vred, ked af det, genert, jaloux osv. I kan låne bøger på biblioteket om disse emner. Ved at tale om disse ting på et mere abstrakt plan, i en bog, så er det ikke lige præcis om jer. Det kan være lettere for børn at tale om andre og måske kan man så derigennem få lov til at drage paralleller.

Jeg tror ikke du skal være urolig for hendes teenage år. Hvis jeres datter er som jeg tror, så er hun diskussionslysten, parlamenterende, temperamentfuld, selvstændig, rigtig skøn og dejlig, kærlig (når det passer hende), en super skøn pige der ved hvad hun vil. Hos voksne ser vi det som kvaliteter, som en styrke, hos børn er det ofte nærmest uopdragent og det er ikke fair.

I får nogle kampe her de næste år, men når hun bliver 9-11 år, så vil du se på hende og nyde den fornuftige og skønne pige hun er blevet og så kan I leve lidt på laurbærbladene og samle fornyede kræfter til teenage årene, som jeg dog ikke tror er så slemme. Hun ved jo at I elsker hende og vil hende det bedste:o)

Håber mine tanker hjælper jer lidt videre. Rigtig meget held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---