Svar: Hvordan kan jeg støtte hende til at tro på hun kan gå selv

---

Kære Susanne

Tillykke med 1 års dagen:o)

At lære at gå kræver stort mod og det er en proces, som har rigtigt mange faser.

I første fase trækker barnet sig op ved tremmerne i sengen, eller møblerne i rummet, herefter bevæger barnet sig fra side til side, ved hele tiden at holde fast med hænderne og flytte sine fødder.

I anden fase bruger barnet kun sine hænder til at holde balancen med og har derved langt mere styrke i sine ben og fødder. Barnet flytter ofte hånd over hånd og kan når det er sikkert nok, begynde at flytte en fod og en hånd af gangen.

I tredie fase øver barnet sig i at bevæge sig fra f.eks. et møbel til et andet. Endnu kun møbler, hvor barnet med sikkerhed kan nå det ene før det andet slippes.

I fjerde fase forsøger barnet at gå imellem møblerne uden støtte. Det vil sige slipper et møbel og bevæger sig hen til et møbel som er lidt uden for rækkevidde, tager et enkelt skridt og får fat i næste møbel. På dette tidspunkt kan barnet også stå op frit på gulvet uden støtte.

I femte fase vakler barnet forsigtigt og selvstændigt to eller tre skridt imellem møbler eller personer. Der er dog fortsat behov for støtte til at gå længere end dette.

I sjette fase begynder barnet at gå helt selvstændigt.

Selvom din datter nu har fundet teknikken, så er det ikke spor unaturligt at hun ikke bare styrter af sted, men at hun fortsat har brug for en sikker hånd.

Den bedste måde du kan støtte hende på lige i forbindelse med dette, er at acceptere at ting tager tid og at hun har brug for din sikre hånd lidt endnu. Det skal nok komme og du skal ikke pace hende.

I forhold til hendes forsigtighed, så er børn jo meget forskellige ligeså vel som vi voksne er det. Måske ligner hun en af jer forældre.

Nogle mennesker er jo den type at de altid stiller sig forrest, at de altid ...

---

---

... taler først i forsamlinger osv. Dem lægger man meget hurtigt mærke til. Andre mennesker har behov for lige at se situationen lidt an inden de begynder at 'føre sig frem', de vil aldrig tale først i forsamlinger og måske slet ikke tale til en forsamling - sådan er vi så forskellige.

At din datter hører til den mere forsigtige type er helt okay, sådan er der jo mange der er og det er synd, hvis de i vuggestuen har givet dig indtryk af at det er problematisk eller unormalt, for det er det ikke.

Den bedste måde du kan støtte hende på er dog ved at vise hende vejen. Når du nu ved at visse situationer er svære for hende, så vær rollemodel og vis hvordan man gør. Jo flere gange hun ser dig gøre ting og jo mere I gør tingene sammen, jo mere sikkerhed vil hun få og jo mere vil hun turde selv.

Vær opmærksom på ikke at kalde din datter genert. Man kan ofte være tilbøjeligt til at sige 'nå, bliver du helt genert nu' eller 'lad nu være med at være så genert'. På den måde bliver hun holdt fast i rollen som 'den generte'.

---

---

---

Lad også være med at sammenligne hende med andre børn. 'Du kan da også løbe hen og lege med de andre' eller 'se den anden pige, hvor hun...'. Det er ikke befordrende for hendes selvværd.

Hjælp hende med at svare, når hun ikke selv kan. Når I møder nogen der spørger til hende og du kan se at hun gemmer sig, så svar for hende, så du hjælper hende og efterhånden får hun måske lyst til selv at svare. 'Hvad hedder du så lille ven?' Du fortæller at hun hedder Sofie og så kikke du på hende og siger 'ik os´ Sofie', så hun er med i samtalen, oplever at du træder til, når hun ikke selv kan og samtidig får mod på det. Se på hende og giv hende plads når hun tør.

Det hele skal nok komme stille og roligt, bare giv det tid:o) Hun er jo kun lige blevet et år:o)

Rigtig god weekend.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---