Svar: Raserianfald, 2 år

---

Kære Anni

Når man er to år gammel så sker der rigtig meget. Jeres lille pige gennemgår en utroligt stor udvikling og det er en svær tid, som virkelig kalder på jeres forståelse og omsorg.

Der er rigtig mange ting jeres datter allerede kan, der er mange ting hun skal igang med at lære. Det gælder både rent motorisk, sprogligt, følelsesmæssigt. Der er også rigtigt mange ting hun gerne vil selv. Hun begynder at danne en vilje og vise mere selvstændighed og samtidig med at det sker, så bliver hun også frustreret - for hun forstår meget, hun vil rigtig meget - og så er det stadig enormt svært for hende.

Her har hun brug for jeres hjælp. Hun har brug for at I ved at meget er svært for hende lige nu, hun har brug for at I hjælper hende med at sætte grænser når det er nødvendigt, men hun har også brug for at I forstår hvorfor hele hendes verden bryder sammen når tøjet på dukken sidder fast og hun ikke kan få det af.

Alderen 1-3 år er en dejlig og charmerende alder, men som sagt også en svær alder og jeg vil give jer lidt af de tanker, som jeg mener er vigtige at have med sig, når man skal tackle børn i den alder.

For det første er det enormt vigtigt at man lytter til sit barn. Hvad er det hun vil. Sig det højt, det I tror hun vil, så hun har mulighed for at korigere jer, hvis I ikke har forstået hende rigtigt. Brug også sproget til at vise hende at I forstår hvad hun vil - selvom I måske vil sige nej.

Overvej også altid hvorfor I siger nej. Måske er nej udløst af at I er trætte på lige netop det tidspunkt og 'bare ikke orker mere', en dag kan hurtigt blive fyldt med nej, nej, nej og det har ingen af jer glæde af. Et barn der bliver mødt med ja en gang imellem følser sig forstået og imødekommet og vil lettere kunne acceptere et nej en gang imellem.

I skriver: "I starten prøvede vi at være rolige og sige til hende, at det ikke hjalp at skrige og at hun bare kunne fortælle os hvad hun ville" - det er hun slet ikke i stand til. Hun har simpelthen ikke ordforråd til at fortælle hvad hun vil og nogle gange ved hun måske slet ikke hvad det er - det driller bare det hele og det kan hun heller ikke sige.

Derfor er det vigtigt at I lytter og prøver at finde ud af, hvad det er som er svært. Hvorfor går det galt ...

---

---

... om morgenen. Måske var det noget tøj som drillede, måske ville hun lige sætte bamsen rigtigt på sengen, eller bære bogen med ud i køkkenet - hvad som helst.

Hvis det barnet vil ikke kan lade sig gøre, så kan man nogle gange finde alternativer. Igen er det vigtigt at man sætter ord på så jeres datter ved at I har forstået hende. Det kunne f.eks. være at hun gerne vil have en is 10 minutter før aftensmaden. Her kan I sige: "Nej vi skal ikke have is nu, vi skal spise lige om lidt, men du kan få et stykke agurk". I siger nej, kommer med en forklaring og giver et alternativ. I viser at I ved hvad hun vil, men holder samtidig fast i jeres nej.

Og nogle gange så bliver hun frygteligt frustreret når hun ikke får det som hun gerne vil have det. I øjeblikket gør I det at I siger til hende at hun skal opføre sig ordenligt og sender hende i seng. I siger også til hende at hun ikke skal slå og ikke skal skrige.

---

---

---

Det kan jeg godt forstå I tænker og det er også anstrengende, men jeg tænker - I puster til ilden. Når I er sure og ikke får jeres vilje, hvad sker der så hvis nogen siger til jer: "Gå ind i seng, lad være med at være så hysterisk, du kan komme ud når du ikke er sur mere"? I ville da blive endnu mere kede af det, frustrerede og sure.

Hvorimod hvis der blev lyttet til jer: "jeg kan godt forstå du er sur lige nu, det er også for dårligt, situationen er bare sådan at det du gerne vil ikke kan lade sig gøre lige nu, men måske vil kan finde en løsning" - hvad ville der så ske? I ville føle at vedkommende lyttede, gerne ville hjælpe, var imødekommende og I ville slappe lidt af igen.

Det er enormt vigtigt at I er i stand til at rumme jeres datters følelser. At kunne rumme hendes følelser betyder at I vil kunne klare at hun er vred, ked af det, sur, ulykkelig, sjov, glad osv. uden at ville ændre det og uden at tage det personligt. I skal turde vise hende at det er okay at blive frustreret og at have alle de følelser hun har. Følelser falder til ro hvis vi ikke puster til dem - adrenalinen i kroppen klinger af. Men kaldes vi hysteriske og sendes på værelset så pustes der til dem og det bliver værre:o)

Håber at mine tanker hjælper jer lidt videre. Nu er der lidt at tale om igen:o) Rigtig meget held og lykke fortsat.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---