Svar: 13½ måned og ekstremt kræsen

---

Kære Susanne

Det er altid forældres skræk at deres børn skal blive fejlernæret og at de skal gå ud over deres udvikling, når børn over en længere periode ikke spiser. En bekymring som naturligvis skal tages alvorligt, da det jo meget nødig skulle ende med en indlæggelse, men naturligvis også en bekymring som ofte er ubegrundet idet mange børn trives og vokser rigtig fint, trods et beskedent indtag af mad:o)

Hvor bekymret man skal være og hvornår man skal handle aktivt som f.eks. med indlæggelse er en lægelig vurdering. Og det er rigtig godt at I har drøftet situationen med lægen og således har lægen inde over. Når jeg læser jeres brev, så får jeg indtryk af at lægen på nuværende tidspunkt ikke er så bekymret og derfor må I prøve at tage tingene så roligt som muligt. Det er fint at I er på vagt og holder øje med hende, men det er vigtigt at finde en balance.

Som I selv er inde på så er jeres datter meget bevidst nu og hun registrerer med det samme hvis I er bekymrede omkring hendes spisning, hvilket godt kan give modsatte effekt - at hun netop ikke spiser. Så så rolig og afslappet en holdning som muligt er en god ting:o)

Der er dog mange ting som man kan overveje i forbindelse med jeres situation og jeg vil derfor dele mine tanker med jer og så kan I selv sortere fra eller til.

I har forsøgt mange ting og det kan jeg godt forstå. Jeg har den holdning at man spiser ved bordet og jeg mener det er vigtigt at have faste rutiner omkring måltider og det at spise. Rutiner er genkendelighed og genkendelighed er tryghed.

Som I beskriver situationen hos jer, så tænker jeg at det er vigtigt at I sidder ved bordet, når det er spisetid. Også ved mellemmåltider skal jeres datter siddet ved bordet. Det betyder ikke at I hver gang skal sidde der sammen med hende - det gør I til hovedmåltiderne, hvor I også spiser. Men ind imellem hvor hun har behov for lidt ekstra, her må hun gerne sidde lidt selv. Forstået på den måde at I sætter hende ved spisebordet med lidt mad og imens går I så og tømmer opvaskemaskine eller laver noget andet i køkkenet. Altså er til stede uden at interessere jer særlig meget for hvad hun laver.

Samtidig tænker jeg at det er meget vigtigt at hun ikke får for store portioner af gangen. Små mængder som hun kan overskue. Alt for meget mad kan nemt tage appetitten væk.

Farvevalg er vigtigt og I kan se om I kan fange hendes interesse for at putte i munden ved at tilbyde hende mad i forskellige farver.

Omkring det med farver så tænker jeg også at ...

---

---

... nogle børn vælger mad efter farve og måske skal I have opmærksomhed på dette. I skriver at jeres datter gladest for havregrød, som jeg tænker jo er meget blegt og gråt i kuløren - er det sådan at hun generelt hellere vil spise den 'neutrale' lidt kedelige mad eller handler det mere om at hun ikke rigtig spiser selv, men helst vil mades med ske?

I skriver at lægen har set hende i munden og at han ikke fandt noget til bekymring. Er det sådan at jeres datter generelt ikke putter ting i munden? Der er jo børn som ikke gør dette, hvilket der jo kan være mange forskellige årsager til, men det er vigtigt at I medtænker om hun generelt ikke selv tager ting i munden?

Man kan vurdere om hun mundmotorisk er parat til at tygge mad eller om det ville være langt bedre for hende at holde en pause med det og så simpelthen gå lidt tilbage i tid og starte op med grøntsagsmos og grød igen i en periode. Naturligvis en skemad som vil være sufficient i forhold til næringsstoffer og i en konsistens som ikke vil være helt blendet, men stille og roligt vil kræve lidt mere af hende. Man kunne måske forestille sig at hun, hvis hun fik grød morgen, grøntsagsmos med kød frokost, tykmælk eftermiddag og grøntsagsmos med kød (ris, pasta osv) blendet aften, at hun så ville begynde at spise igen.

---

---

---

Jeg tænker at faste måltider dagen igennem vil kunne give jeres datter fornemmelse for hvad det vil sige at være mæt og sulten. Det er rigtigt at små hyppige måltider er godt og vigtigt, men et eller andet sted så kan det jo også lære hende at 'lade sig nøjes med' og måske har hun brug for lidt pauser imellem sin mad, for at kunne tage bedre fra, spise mere af gangen og føle sig mere mæt og sulten.

Det at I hjælper hende med at spise og hun får skemad i en overgang kunne måske også have den fordel at hun/I kommer væk fra den cirkel I er kommet ind i og at hun i løbet af et par måneder vil begynde at putte mad i munden. Et eller andet sted, så handler det jo nogen gange 'bare' om at hun skal være sulten og det bliver hun jo først rigtigt, når hun har lært at mærke og fornemme sult og mæthed - og det gør hun jo ikke nu.

Om morgenen er hun sulten og spiser - men fornemmelsen skal hun have i løbet af dagen også... I skriver at hun motorisk er lidt tilbage og selvom det ikke er alarmerende, så hænger tingene måske sammen så det kunne være vejen frem at 'gå lidt tilbage' i tilbud.

Håber at I kan bruge mine tanker videre. Rigtig meget held og lykke og send mig gerne en tilbagemelding om hvordan det går jer:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---