Svar: Hjælp! Efterfødselsreaktion?!

---

Kære kære du

Måske du bliver overrasket, men en mor der aldrig bliver vred og som bare kan rumme ALT - jeg tror ikke hun findes! Derudover vil jeg sige at jeg ikke umiddelbart tror du har en efterfødselsreaktion, jeg tænker at det er noget helt andet det handler om.

Det handler meget mere om den baggrund du har, den måde du selv er vokset op på og den måde du selv er blevet straffet på, har fået skæld ud på som barn. Rigtig mange forældre siger til sig selv "Når jeg får børn, så vil jeg aldrig slå dem" - der er faktisk lavet en pjece med denne titel - de ved hvor ydmygende det er og de ønsker noget andet for deres børn, præcis som du gør. Men man kan ikke bare slette alt og starte helt forfra, for din historie er en del af dig og det bedste du kan gøre er at være bevidst om den - præcis som du er nu.

Du ved godt at du kan have en kort lunte - du ved også at du ikke må slå dine børn og du ønsker af hele dit hjerte det bedste for jer alle. Derfor er det også rigtig vigtigt at du lytter til dig selv og at du sammen med din mand finder ud af, hvordan I kan hjælpe hinanden, så det ikke sker igen.

Du skriver f.eks. at du ikke oplever hverdagen som uoverskuelig. Du formår at finde energi, når din datter sover, du får klaret de praktiske ting osv. Men samtidig skriver du også at du er den der sørger for det meste derhjemme og at du nogle gange har brug for at have et par timer for dig selv. Det tror jeg også er vigtigt og jeg synes I skal finde en løsning på dette. Lige nu er din datter fortsat så lille at det er begrænset hvor meget hun kan passes, men at komme lidt væk, bare gå en tur alene, eller gå lidt i butikker for dig selv, det kan være rart. Måske vil du også gerne gå til lidt gymnastik eller andet, hvor du får lov til at tænke på dig selv og stille dine egne behov.

At du har givet din dreng et klaske på låret - ja, det skulle du ikke have ...

---

---

... gjort og det ved du. Det var ren refleks. Men det gør da ikke at jeg tænker at du er en forfærdelig mor, slet ikke. Nu er jeg jo så heldig at have 'kendt' dig og din familie i længere tid - jeg tror flere år efterhånden, og jeg har trods afstanden af computer et lille billede i mit hoved af, hvordan I er som familie og hvordan du er som mor.

Jeg er slet ikke i tvivl om at du er en rigtig god mor og at dine børn (din dreng) elsker dig og ser op til dig. At de ved at de kan stole på dig, at du lytter til dem og er der for dem. Du er også kun et menneske og det er menneskeligt at fejle - og det er stort at kunne erkende sine fejl og gøre noget ved dem, når man kan:o) De breve du har sendt mig tidligere fortæller alle hvilken omsorgsfuld og betænksom mor du er.

Jeg tror du vil have glæde af at tale med nogen, som kunne tale med dig omkring din historie, den opdragelse du selv har fået og som vil kunne fortælle dig hvad du kan gøre i stedet for. Hvis du gerne vil have mulighed for at være anonym, så synes jeg du skulle prøve at ringe til forældretelefonen hos Børns Vilkår på tlf. 3555 5557, mandag-torsdag kl. 12-21, fredag kl. 12-19.

---

---

---

I kommunen hvor du bor, har I også mulighed for at hente hjælp. Du kan naturligvis tale med sundhedsplejersken om det der er sket, når hun besøger dig i forbindelse med lillesøster. Du kan også prøve at ringe til PPR (pædagogiske psykologisk rådgivning) og høre om der er en familievejleder eller anden du kan tale med. Nogle kommuner har også en åben anonym rådgivning. Du kan også overveje om du skal tale med egen læge.

Det var rigtig godt du skrev til mig og jeg tænker at bare det du har skrevet oplevelsen ned, har fået ord sat på osv. er med til at gøre dig mere bevidst om hvad du vil og hvad du ikke vil. Det er altså en del af processen. Jeg er ret sikker på at I alle nok skal komme videre i god behold.

Stort knus herfra:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---