Svar: Udvikling og opdragelse
Kære frustrerede forældre
Børn i jeres datters alder gennemgår en meget stor udvikling og det er en fantastisk charmerende alder, men samtidig også en alder som giver stor frustration både for barnet og forældrene. Jeres datter rummer alle følelser og der er ikke langt imellem gråd, glæde og vrede. Det stiller store krav til jer forældre, til jeres omsorg og forståelse.
Jeres datter har en alder nu, hvor hun ved lidt mere om at noget kan være farligt, hun har oplevet jer gå (når hun f.eks. skal passes) og hun er så bevidst nu at hun gør alt hvad hun kan for at have jer inden for rækkevidde. Hun drømmer meget og kan godt have lidt mareridtagtige drømme, hvorfor hun sover mere uroligt. Det er meget vigtigt for hende at kunne komme ind til jer og derfor er det rigtig godt at I har valgt at udskifte tremmesengen, så hun har mulighed for at komme. Selvom det er hårdt, så er det en rigtig metode at følge hende tilbage i seng igen og igen.
Jeres datter har også en alder hvor hun fornemmer at I hygger jer i stuen og hvor det derfor er svært for hende at slippe dette og sige godnat til dagen - hun vil også være en del af det hun fornemmer foregår om aftenen og derfor vægrer hun sig mod at sove. Det er sandsynligvis derfor hun er lettere at putte, når far er alene med hende...
Jeg tror ikke umiddelbart at jeres datter ser sengen som noget ubehageligt, men det er klart at hun foretrækker madrassen, hvis I ligger med hende der. De større og mere veltalende børn vil ofte sige "hvorfor skal jeg sove alene, jeg vil også putte med et rigtigt levende menneske" og det har de jo ret i - vi vil jo også hellere putte med hinanden end med en bamse...
I skriver at I har et fast putteritual og jeg tænker i den forbindelse at det er meget vigtigt at I ikke gør noget som trækker tiden ud, men samtidig også giver hende den tid hun har behov for. Det kan være en svær balance at finde.
En godnathistorie er en god idé. Det er vigtigt at I beslutter jer for en bestemt historie og ikke 'kører med på' en til og en til... En godnathistorie kan godt tage 10 minutter, herefter skal I fortælle hende at I går et øjeblik, men kommer tilbage og det skal I blive ved med. Gå ikke fra hende lang tid af gangen - hun skal være helt sikker på at I kommer, når I har sagt det og netop fordi hun har en alder nu, hvor hun har lidt mere fornemmelse for at blive ladt alene - at I går... Hvis hun er for urolig, når I læser så må I forklare hvad hun skal, at hun skal lægge sig ned og lukke øjnene, sove nu osv. og ellers går I - så hun ligesom. Det skal naturligvis ikke siges som en trussel, men jeg tror det er vigtigt at I sender klare signaler.
En anden metode kan være at ordne vasketøj, bære rent tøj op og lægge i skabene, stille sig og ordne strygetøj på værelset eller lige uden for døren, så I beskæftiger jer med noget som gør at I er der, men ikke har kontakten direkte med hende. Brug sproget til at berolige hende og fortælle at hun roligt kan lægge sig til at sove, I er der og I passer på hende. I stedet for at I lægger hende i seng, så bed hende selv lægge sig ned eller gå tilbage i sengen.
I fortæller at jeres datter er rigtig fint med sprogligt og det er rigtig godt, da det sætter hende i stand til at kommunikere med omverdenen på en mere nuanceret måde. Sproget åbner en helt ny verden og giver jeres datter en helt anden udadrettet interesse for jer og for sine omgivelser. Hun har dog stadig rigtig meget behov for fysisk kontakt og derfor er hun meget afhængig af at I er i nærheden og oplever verden sammen med hende eller ved siden af hende, så I deler oplevelserne.
Jeres datter har en alder nu hvor hun er nysgerrig og interesserer sig for at finde ud af, hvad forskellige ting i omverdenen er og kan bruges til. Og til det har hun brug for jer voksne - hun har brug for at I viser og formidler til hende, hvordan tingene fungerer og derfor er det meget vigtigt for hende at I ...
... leger med tingene og levendegøre dem. Børn er på den måde meget afhængige af de voksnes nærvær, kontakt og opmærksomhed for at bevare en nysgerrig interesse for tingene.
Det er således ikke noget i vejen med jeres lille pige, at hun beder om jeres fulde opmærksomhed omkring leg hører alderen til. Også selvom I synes det er lidt hårdt i længden. Det betyder jo heller ikke at I skal sidde og lege med hende hele tiden, men at I gør det er vigtigt for hende lige nu. Hun vil så gerne kunne ting selv og hun bruger jer som rollemodel - det hun ser I gør, ønsker hun selv at prøve og gøre.
Når man er 2 år, så er samvær med andre børn ikke det vigtigste, men den 2 årige synes det er spændende og er meget nysgerrig på at være sammen med andre børn. En to årig har det bedst med alderssvarende, men kan også have glæde af at være sammen med større børn, som barnet også kan lære noget af.
Da du har det sådan at det hele nogle gange bliver for meget, når I er alene hjemme dagen igennem, så skulle du måske undersøge om I kunne lave noget sammen. Der findes legestuer i mange kommuner, ofte på kommunens bibliotek og det koster ofte ikke noget at komme der, men der findes også private legestuer og man kan også gå til musikalsk legestue, rytmik og lignende. Prøv at undersøge hvad muligheder der er i jeres kommune og se om der ikke er noget I kan lave sammen.
Hvorvidt jeres datter får for meget opmærksomhed... tja det er jo svært at sige, et eller andet sted har hun rigtig meget behov for jeres opmærksomhed og netop i denne alder, som faktisk er svær for hende selv. Hun har rigtig meget behov for at i møder hende med kærlighed, forståelse og omsorg, men naturligvis ikke på en måde hvor hun 'styrer det hele' - I skal jo kunne være i det alle sammen.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Med hensyn til at bide, så er det almindeligt, at børn i 1-3 års alderen kan finde på at bide. Det er mit indtryk at børn bider af to grunde. Den ene grund er, når de er vrede, når legetøjet bliver taget fra dem af en legekammerat, når de vil sige "det vil jeg ikke være med til". Det kan være vreden over at føle sig udenfor (jeg vil også være med), eller frustrationen over ikke at blive forstået. Det er derfor altid vigtigt at lytte til, hvad det er barnet forsøger at fortælle
Den anden grund er, når de er så glade for en person, at de næsten ikke kan få nok af en og bedst som man sidder og kæler og knuser, så bliver man bidt i skulderen eller i kinden. Det er en måde at sige "du er lige til at spise" - altså et kærlighedstegn fra barnets side som 'kammer over'.
Jeg tror at sidstnævnte har været det I forældre har oplevet og at det der sker i dagplejen hører til i første kategori. Uanset hvad grunden er, så skal barnet selvfølgelig altid have at vide at det ikke må. Når hun bider er det vigtigt at du meget bestemt siger Nej! Og sætter hende fra dig, så hun forstår at det er forkert. Det betyder ikke at hun ikke vil gøre det igen, men så må man gentage processen og efterhånden vil hun lære, at det er forkert. Når der følger en handling med det verbale sprog, altså at du både siger nej og flytter hende fra dig, så hjælper det hende til at huske det bedre og forstå at det var galt.
Derudover så er det en rigtig god idé at tage sig af det barn som bliver bidt og sætte ord på, hvad det gør ved ham/hende. "Det gør bare så ondt, du bliver bare så ked af det" osv. så jeres datter også hører at det var ikke så godt og ser at den anden bliver ked af det. Naturligvis i en balance så hun ikke bliver gjort til 'stygge ulv', men så hun alligevel stille og roligt lærer hvad det hun gør, gør ved andre.
Det går ikke at I går og dunker hinanden i hovedet, det har ingen af jer glæde af, så må I sætte jer sammen og forsøge at finde ud af, hvordan I kan være i det hele på en god måde. Jeg håber at mine tanker hjælper jer lidt videre og giver jer lidt at arbejde videre med.
Rigtig meget held og lykke og fortsat god søndag:o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump
BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:
15. oktober 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Hej Helen Vi skal flytte i løbet af november måned og vil prøve at gøre det...
12. oktober 2024 | Udvikling | 10 mdr.
Hej Helen Vores datter på 10 måneder er begyndt at slå sit hoved ind i ting....
16. september 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen. Min datter er 8 mdr. hun er umiddelbart sund og rask og vores...
16. september 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen Er meget vild med din brevkasse og alle dine gode bøger, som vi...
22. august 2024 | Udvikling | 8 mdr.
Kære Helen Min datter er lige blevet 8 måneder. Hun har altid været meget...
Viden om børn:
Udmalkning af modermælk
Når du ønsker at malke ud og gemme din mælk bør du følge nedenstående retningslinier:
1) Vask dine hænder
2) Malk lidt mælk ud og kasser dette (ca. en spiseskefuld). Den første mælk kan være inficeret med bakterier fra huden og brystvorten. Når barnet ammes er dette uden betydning, men når mælken skal gemmes, er det vigtigt at den er helt ren.
3) Malk ud i en rengjort (skoldet) plastik flaske - kan købes på apoteket og de kan bruges flere gange, hvor du rengør og...
Legetøj til baby og børn
Barnet har bedst af det nære samspil, der er mellem barnet og forældrene. Men i takt med at barnet bliver større og begynder at forholde sig lidt mere til verden omkring sig, vil det være godt, at der er legetøj, som barnet kan kigge på og undersøge.
Når barnet begynder at gribe, skal legetøjet passe til barnets lille hånd, og det er vigtigt, at legetøjet også egner sig til at komme i munden. Tingene skal være solide og uden skarpe kanter og spidser. Brug så vidt muligt legetøj,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.