Svar: Opdragelse og trods

---

Kære bekymrede mor

Du skriver at du har forsøgt alt: "alt med aftaler, sendt på værelset, ignoreret ham når han begynder" osv. men uden at det hjælper. Du fortæller også at din eksmand ser jeres dreng som beregnende og det tror jeg ikke han er:o)

Jeg tror faktisk at jeres dreng trænger til at I lytter til ham, at I prøver at se ham, forstå ham. Det der sker lige nu er at I bliver sure på ham, trætte af ham, skælder ud, sender ham væk, I laver aftaler som han er for lille til at holde og jeg ser for mig en lille dreng, som bare rigtig gerne vil forstås.

Du skriver at han er en meget kærlig og en meget omsorgsfuld dreng og jeg tror også han er en meget klog dreng som hans far siger. Han er måske en af de børn som tænker rigtig meget over livet og tilværelsen og det gør nogle gange det hele lidt svært. Hvis man hører til de børn som ikke bekymrer sig så meget, så flyver tingene lettere hen over hovedet, men hører man til dem der tænker og er lidt følsom, så skal der måske ikke altid så meget til før det hele bare bliver for meget.

Du skriver at han konstant søger grænser, du skriver at han er rigtig aktiv og altid har været meget egenrådig. Jeg tror der er rigtig vigtigt at du begynder at se disse egenskaber som noget positivt. Hvis det var hos en voksen mand, så ville du beskrive ham som modig - en person der ikke var bange for at søge udfordringer, en selvstændig person - kvaliteter som ville blive vægtet meget højt. Men fordi det er hos en dreng, hos et barn, så bliver det pludselig irriterende og han er faktisk lidt besværlig. Mit råd til dig er derfor bl.a. at du begynder at se den måde han er på som en kvalitet hos din dreng og det skal du også fortælle ham.

Din dreng har brug for at vide at du elsker ham og det er rigtig dejligt at du fortæller ham det. Men du skal også fortælle ham hvad det er han kan som andre ikke kan. Hvor fedt det er at han er så selvstændig som han er, at det er rigtig dejligt at han tør sige sin mening osv.

Det kan måske være en god idé for dig at skelne imellem selvtillid og selvværd. Det er to vidt forskellige ting. Selvtillid handler om det vi kan, det vil sige de ting som vi er gode til, de ting vi præsterer. Hvis man er god til at klatre i ...

---

---

... træer, spille bold eller andet, så har man selvtillid på disse områder.

Selvværd handler om at man synes man selv har værdi. Det handler om hvem man er og hvordan man forholder sig til sig selv. Børn får højt selvværd af at blive set og anerkendt af deres forældre, af at føle de er værdifulde.

Selvværd og selvtillid er altså to forskellige ting og det er vigtigt at man er bevidst om at god selvtillid på forskellige områder ikke give et bedre selvværd. Det er derfor også vigtigt at forældre er bevidste om at det at rose barnet kan give barnet masser af selvtillid, men at ros ikke behøver påvirke deres selvværd.

Din dreng har brug for at du elsker ham og ser ham som den han er. Han har behov for at føle sig set og lyttet til, føle sig forstået. Det giver ham selvværd. Har man et højt selvværd, så ved man at man er god nok selvom man har begået en fejl.

---

---

---

Det betyder ikke at du skal begynde at lade ham få sin vilje, men at du skal fortælle ham at du godt forstår at han bliver vred og ked af det, når han tingene ikke går efter hans hoved. Prøv at sætte dig ned med ham og tal med ham om hvad det er der sker.

Når I står i en situation og du oplever at han bliver gal, vred, ked af det, frustreret - hvad det nu er han bliver, så sæt dig ned og spørg ham "hvad skete der lige der?, "Jeg kan se du bliver ked af det" eller hvad det nu kan være. Lad ham fortælle dig hvad han føler og så mød ham i det. Lad ham rette dig "jeg er ikke ked af det, jeg er sur" og så mød ham der. Udgangspunktet skal altså være det han oplever, det han fortæller dig.

Fortæl ham også hvad han måde at reagere på gør ved dig, gør ved storebror eller hvem der nu er indblandet i konflikten. Det er ikke noget i vejen for at du siger "jeg bliver simpelthen så ked af det, når du siger sådan". Ligesom du skal lytte til ham, skal han også vide hvad han gør ved dig.

Der skal naturligvis være regler for hvordan man opfører sig og sådanne regler skal følges. Der skal også siges nej og sammen med et nej, må så også følge en forklaring og så må han blive gal og det må så være sådan. Den frustration skal han jo også lære at tackle.

Jeg håber at ovenstående hjælper dig lidt videre. Rigtig meget held og lykke med ham fortsat:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---