Svar: Aftenputning et mareridt

---

Hej med dig

Der er flere ting som spiller ind på jeres situation. For det første har jeres lille dreng været syg og det har sandsynligvis være en voldsom oplevelse for jer alle - det er feberkramper ofte, selvom de kan komme i forskellige grader.

For det andet, så har jeres dreng en alder nu, hvor han er meget bevidst om mor og far i forhold til f.eks. bedsteforældre. Han er sandsynligvis mere mobil og har derfor naturligt også en større motorisk uro i kroppen og svært ved at slappe af. Han oplever mentalt verden større og er nu mere bevidst om at I går fra ham og at han er alene.

Han er også i en alder, hvor I skal til at overveje om han skal til kun at sove en lur dagligt. Måske er han ikke træt nok om aftenen og de fleste børn vil mellem 12-18 måneders alderen trappe deres lur ned, så de i stedet for to lure kun sover en lidt længere middagslur.

Børn omkring 12 måneders alderen er igang med et stort udviklingsspring og det kan være svært at vurdere hvad der er tale om. Det er dog ikke noget I gør forkert og at han reagerer anderledes når det er dig, er fordi han er knyttet til dig på en helt anden måde. Du skal faktisk se det som et sundhedstegn at han overfor dig både prøver lidt grænser, men også reagerer på de ting han oplever i løbet af dagen og det at du går fra ham.

Det bedste du kan gøre ud over måske at ændre på dagslurene er at give ham den tryghed han beder om. Det vil ofte være en god idé at få en kop mælk og ½ banan inden han skal sove, en ...

---

---

... godnathistorie eller lignende, hvor du sidder hos ham. Ofte vil han dog se det som underholdning, hvis du bliver siddende og derfor trække tiden ud.

I stedet kan du gøre det at du tager noget arbejde med ind på hans værelse. Det kan være at du stiller dig og ordner strygetøj, sætter dig med en computer eller lignende, hvor du er til stede i rummet, kan tale lidt med ham "mor er lige her, natnat", "læg dig ned igen" osv. Så han hører at du er der, at du passer på ham og at han trygt kan lægge sig til at sove. Så det er ham selv der de fleste gange lægger sig og ikke dig der går hen og lægger ham ned - det kan du gøre en gang imellem. Og ellers så er det din stemme og tilstedeværelse i rummet som giver ham trygheden.

---

---

---

Når du har gjort dette i en periode og han atter er blevet tryg ved sin seng og ved det at skulle puttes, så kan du begynde at gå lidt mere til og fra. "Mor kommer lige om lidt" og så komme igen - aldrig være væk i mere end 3 minutter, altid komme tilbage også selvom han ikke græder - vise ham at du er der og at han derfor trygt kan lægge sig til at sove.

Og en vigtig ting: Det er ikke en stor fejl at tage et barn op som er ked af det, ulykkelig. I har ikke gjort noget forkert. At han bliver glad, når han kommer op er jo kun fordi I har lyttet til ham og forstået hvad han ville. Det har været omsorgsfuldt og nødvendigt fordi han har været syg. Så den dårlige samvittighed hører ikke til der:o)

Håber ovenstående hjælper dig lidt videre. Rigtig meget held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---