Svar: Morafhængighed

---

Kære Lise

Du fortæller at det fra jeres datter var helt lille har været mest naturligt, at det var dig der tog sig af hende. Derfor er det også helt naturligt, at hun nu foretrækker mor, det er det hun kender og genkendelighed giver tryghed.

Jeres datter har dog også en alder, hvor det er vigtigt at hun begynder at vende sig ud mod verden og adskille sig mere og mere fra dig (og fra sin far), øve sig i at stå på egne ben, øve sin selvstændighed, finde ud af hvem hun selv er og fordan på påvirker andre, hvordan man påvirker hinanden.

Det er en proces og det tager tid. Det er derfor rigtig godt at I har fokus på at far også har en rolle og at de to fint kan lave noget sammen, gøre ting uden mor.

Det er normalt at børn har en eller anden form for hierarki, hvor de i nogle situationer vælger mor, så vil de i andre situationer vælge far. Det er dog også sådan, at når den ene så mangler, så vil de naturligt finde ro og trøst ved den anden. Derfor er det godt du fortæller, at når du ikke er hjemme, så kan din mand godt putte din datter, men når du er der, så er det dig der gør det...

I har et ønske om at far skal mere på banen og jeg tænker her, at det er meget vigtigt at du som mor ikke holder på din datter. Nogle gange kan man godt, også uden at gøre det bevidst, komme til at signalere at det er bedre, hvis hun holder sig til dig, det er bedre hvis du gør tingene end hvis far gør. Jeg tænker derfor at det er vigtigt at du også viser overfor din datter at far kan og at det er okay at far prøver.

Lige netop putteritualet er måske lidt følsomt for det, så her synes jeg du skal putte, men det betynder jo ikke at far ikke også kan. Måske kunne far godt være den der læste historien og du så kom bagefter og kyssede godnat.

Når far vil lave noget med jeres datter, hvor hun giver udtryk for at hun vil ...

---

---

... have dig, så må du gerne verbalt sige til hende, at "nu hjælper far dig", mor skal lige lave maden eller hvad det nu kan være. Ikke så hun føler sig afvist, men så du viser hende at du synes det er helt okay at far hjælper.

Far skal så tilsvarende også virkelig forsøge at virke imødekommende. Jeres datter vil lynhurtigt fornemme at far bliver ked af det, såret, hvis hun afviser ham og det er vigtigt at far forsøger ikke at tage hendes protester personligt. For hun holder jo ganske sikkert af sin far! Nogle gange kan man bryde en uheldig situation med lidt humor og lidt leg, hvor far f.eks. kan drille hende lidt og sige "hvis jeg ikke må hjælpe dig med skoene, så kilder jeg dig..." og så pjatte med hende. Netop ved at fjerne fokus fra Nej, jeg vil ha min mor, - så kan man nogle gange godt få lov og komme til. Hvis far og datter således lige har tumlet og leget lidt, så er det også nemmere for ham at få lov til at komme hendes sko på bagefter... forstår du hvor jeg vil hen?

---

---

---

Så mit råd er altså at I fortsætter med at lade far og datter gøre ting uden mor, men at du også forsøger mere verbalt at bakke op om at det her kan far ligeså godt gøre som dig. Far skal så samtidig prøve at bevare humøret og ikke lade sig mærke med at det går ham på, hvis han afvises og i stedet forsøge at klare det med lidt humor og lidt leg.

Det er naturligvis stadig en balance og det er helt naturligt at hun i nogle perioder vil foretrække den ene forældre mere end den anden. Hun er jo stadig så lille så man ikke kan tale til hende følelser - havde hun været fire år, så havde far måske godt kunne sige til hende at han rigtig gerne ville hende, bliver ked af det, hvis han ikke også må putte og nysse... men det er hun alt for lille til at forstå endnu.

Jeg håber at mine tanker hjælper jer lidt videre, rigtig meget held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---