Svar: Kolik eller bare urolig baby
Kære Camilla
Tillykke med den lille pige:o) Som du selv skriver, så er det meget svært at have en fast rytme med et barn på kun 2 måneder. Din datter er nødt til at være selvregulerende med den alder hun har. Det er fint at du supplerer din amning med flaske, så du er sikker på at hun har fået, hvad hun har behov for og således ikke behøver mere, selvom jeg godt kan fornemme at du er i tvivl om hvad hun egentlig skal have og om hun får for meget eller for lidt...
Jeg tænker at der er flere ting som spiller ind hos jer. For det første så lyder det som om at I har fået en meget kvik lille pige, som rigtigt gerne følger med i verden og som selv har meget svært ved at sige fra. Hun har derfor enormt meget behov for at I hjælper hende med det.
Det går fint i dagtimerne, hvor der er ro på, men når storesøster og far kommer hjem, når maden skal laves, fjernsynet kører osv. så sker der helt naturligt rigtig mange ting og det har hun svært ved at kapere. Hun vil rigtigt gerne følge med og opleve det hele, men det bliver bare hurtigt for meget for hende.
Det er altså en balance imellem at sikre hende de stimuli hun søger og samtidig sørge for at hun ikke får for meget. Det er rigtig svært. Nogle børn sender meget tydelige signaler og man er ikke i tvivl om at nu har de fået nok, andre børn sender ikke klare signaler og så er det at man let kan komme til at give dem for mange stimuli.
Prøv om I ved at svøbe hende, vugge hende, trille hende i barnevognen eller ved at gå afsides med hende, lægge dig ind i soveværelset og amme hende liggende - væk fra alle lyde - kan få hende til at slappe af, koble fra.
Prøv også om du evt kan ændre lidt på rutinerne, så Mathilde f.eks. bades om aftenen - det bryder måske gråden og får hende til at slappe af i kroppen. Bagefter er hun også fysisk træt, kan så få en flaske og blive puttet i liften - igen ved at du svøber hende tæt, giver hende en sut og en sutteklud og lægger hende ned i liften, svinger den lidt, stiller den afsides.
Det er svært at vurdere hvor meget mad hun skal have, men hun føler sin kurve har taget ca 200g på om ugen siden hun blev født og det er helt fint. Da jeg fornemmer at du gerne vil amme, så synes jeg naturligvis at du skal fortsætte med dette, men jeg ser ingen problemer i at du eller far så om aftenen tilbyder hende flaske med mme. Det lyder ikke som om at hun har brug for flasken lige efter amning, da hun lyder til at blive mæt nok på din mælk, men når hun så måske 1-1½ time efter atter virker søgende og som om hun har behov, så prøv at give hende flasken der.
Hvis hun vægrer sig mod mælk, så kan I også forsøge med en lille smule kogt vand, evt. med lidt sukker. Blandingsforholdet kan være 1 tsk sukker til 100ml kogt vand. Det kogte vand kan give ro i ...
... maven på en anden måde end mælken gør og samtidig virker sukker smertestillende, så en lille smule kan have meget stor effekt.
En sut sammen med en sutteklud kan også have meget god virkning, det at sutte uden at få mælk i gennem systemet hjælper maden videre på vej og er med til at give ro i tarmene. Hvis man bliver ved med at lægge til, så hjælper det lige kortvarigt, men ikke på sigt, fordi der jo hele tiden kommer ny mælk til som så også skal nedbrydes af systemet - altså mere uro i maven.
Der er forskellige ting at overveje, når man har et barn der græder meget:
- Er hun sulten eller tørstig
- Får hun for meget mad
- Prøv med lidt kogt vand og sukker
- Skal hun skiftes, have en ren ble
- Har hun brug for at blive svøbt og hjælpes til at holde fysisk sammen på sig selv
- Har hun brug for at blive gået med, vugget i favn, evt. båret i en slynge
- Skal hun puttes for at sove, lægges afsides, hjælpes til at overgive sig til søvnen
- Har hun ondt i maven og derfor har behov for mavemassage, et lunt omslag på maven (pas på overophedning), behov for at ligge på maven - blive båret med maven på din underarm eller ligge på maven på fars brystkasse, på ammepuden eller...
- Hjælper det at spille lidt stille musik og måske danse stille rundt med hende
- Spiser du måske noget som går i mælken og påvirker hende, så hun får ekstra meget luft i maven og mavekneb
- Prøv at blæse med en føntørrer på hendes numse imens hun ligger på puslepuden (pas på det ikke bliver for varmt)
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Nogle gange hjælper meget af ovenstående og andre gange så græder barnet bare uden at man egentlig kan finde nogen grund. Den gamle definition på kolik er at barnet græder mere end 3 timer i træk, mere end 3 dage om ugen i mere end 3 uger - hvis jeres datter gør det, ja så kan det godt være kolik at hun har. Igen gælder ovenstående råd og overvejelser og så må I glæde jer over at det ikke varer ved, - det stopper igen, som regel når hun er mellem 12-16 uger gammel...:o)
Jeg tænker at det hos jer handler både om lidt umodne tarme og tid til at fordøje den mad hun får, derfor tror jeg også at lidt kogt vand og en sut en gang imellem vil kunne give lidt effekt. Derudover tænker jeg at det også handler om at hun er så meget på som hun er, at hun simpelthen meget let bliver overstimuleret og at hun derfor har meget behov for, at I hjælper hende med at koble fra, lukke verden ude, fordi det har hun selv rigtig svært ved.
Ofte når børn græder, så forsøger vi jo 117 ting, for at få det til at stoppe, men det eneste vi gør er faktisk at tilføre endnu flere stimuli. Prøv derfor at gøre så lidt som muligt, men hold fokus på at hun skal have ro.
Jeg håber at I kan bruge mine tanker lidt videre. Rigtig meget held og lykke med hende og rigtig god weekend:o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste
Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:
28. oktober 2024 | Diverse | 4 mdr.
Kære Helen Tusind tak for dit sidste svar, det gav ro herhjemme! Men nu...
12. oktober 2024 | Diverse | 2 mdr.
Kære Helen Min veninde og jeg har fået vores drenge med kun en uges...
31. august 2024 | Diverse | 2 år, 6 mdr.
Hej Helen. Har lige brug for at hører dine tanker, omkring min bekymring til...
13. juni 2024 | Diverse | 2 år, 6 mdr.
Kære Helen. Min datter på 2 år og 6 måneder går i en vuggestue med cirka 25...
17. maj 2024 | Diverse | 16 mdr.
Hej Helen Jeg har denne gang et spørgsmål, som ikke direkte vedrører mine...
Viden om børn:
Amning og sex
Når du ammer og dit bryst er fyldt med mælk, så vil det være helt naturligt at brystet lækker eller direkte sprøjter med mælk, hvis du bliver seksuelt stimuleret.
Brysterne kan også være følsomme på en anden måde, end hvis du ikke ammer. De kan være mere ømme og mere spændte, brystvorterne kan også gøre ondt.
Det er heller ikke unormalt at man oplever brystet meget anderledes, når det pludselig tjener som næringskilde for ens barn. Nogle kvinder (og også mænd)...
Hofteklik
Alle nyfødte undersøges for hofteklik - også kaldet hofteskred eller hofteledsdysplasi. Det ses hos ca. 1% af alle børn. Det opdages ofte ved, at man kan høre et lille klik, når barnets ben drejes op mod maven og udad. Det skyldes, at lårbenshovedet kan glide ud af hofteskålen ved denne bevægelse.
Hvis man har mistanke om, at barnet har en medfødt hoftefejl, så vil barnet blive undersøgt med ultralyd. Hvis barnet har hofteklik, skal det behandles med en skinne, der holder benene...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.