Svar: Ammesorg over min ødelagte amning

---

Kære Sara

Tusind tak for dit brev, for din hudløse ærlige beretning... :o)

Der er rigtigt mange ting som spiller ind på amning og på hvordan ens ammeforløb kommer til at gå. Mange tænker i graviditeten slet ikke over at amning kan være problematisk, de fleste ved ikke særlig meget om det og har en idé om at det er rimeligt nemt, der er lidt 'urkvinde' over det, så hvor svært kan det være - er det ikke bare et spørgsmål om at lægge til...

Men ret tit opstår der forskellige problemer i forbindelse med amning, nogle ting kan man selv gøre noget ved, andre ting er man fuldstændig uforskyldt overfor og sådan er det f.eks. når ens barn bliver indlagt. Det er som du beskriver utroligt stressende, når ens barn bliver indlagt og stress påvirker mælkedannelsen negativt og gør det meget hurtigt.

Det handler både om bekymringen omkring ens barn, hans sygdom, hvordan det skal gå ham, vigtigheden i at han får noget mad, andre som pludselig tager over - der kan være sonde, drop, slager og udstyr alle vegne og så er der også den manglende ro - præcis som du beskriver. Det er svært at finde tiden og roen til f.eks. udmalkning og til at slappe af.

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg, at det hos jer har været hele systemet som har fejlet. Du skulle jo allerede på børneafdelingen have haft støtte til at opretholde din amning, du skulle have haft mulighed for at nogen så efter din dreng en gang imellem, så du kunne slappe af, malke ud osv. Allerede da din dreng blev indlagt og personalet på afdelingen fandt ud af at du ammede, skulle I have været hjulpet, været støttet meget bedre end I blev.

Og så har du naturligvis ret i at din sundhedsplejerske også skulle have været der for dig, have tilbudt dig et besøg før hun gjorde eller i det mindste have henvist til åbent hus, egen læge eller lignende og du skulle også have haft hyppigere besøg end du fik...

Jeg kan godt forstå at du er både vred, frustreret, ked at det, bitter - hele følelsesregistret igennem. Jeg har ikke været der, jeg ved ikke hvad du har sagt, hvad sygehuspersonalet og sundhedsplejersken har sagt og hvordan I har kommunikeret, men der er ingen tvivl om at kommunikationen og forståelsen for din situation har været mangelfuld.

Og nu sidder du som du selv skriver, tilbage med en stor sorg over et ammeforløb som ikke gik og det er rigtig skidt for jer begge. Du fortæller at du græder over det dagligt, du hader at give din dreng flaske, du ønsker ikke at være i mødregruppen fordi det er for stor en smerte for dig osv...

Men søde Sara, hvad er en god mor? Hvad betyder det at være en god mor? Er man en bedre mor fordi man ammer sit barn? Er man en dårlige mor fordi man giver flaske?

For mig handler det at være en god mor om at kunne se sit barn, være i stand til at tage vare om det, vurdere om det er sulten, skal have skiftet en ble, skal vugges lidt, hjælpes med at finde roen, tale med det når det har brug for det, hjælpe det med at sove, når det er behovet. Det handler også om at kunne rumme barnets følelser. At kunne rumme når barnet er ked af det, når barnet græder rigtig meget, når intet virker og barnet bare er ked, når barnet er vred, frustreret osv. ligesåvel som at kunne rumme, når det smiler, kluk-ler og pludrer lystigt. At kunne rumme handler om at kunne bære det uden at ville ændre det og uden at tage det personligt.

Alt dette gør en mor til en god mor og det har intet med amning at gøre. Du var jo i den situation der opstod hos jer, nødt til at give ...

---

---

... din dreng flaske med modermælkserstatning - du var nødt til at sikre hans overlevelse ved at tilbyde ham ekstra mad, så han kunne tage på og komme i trivsel. Du handlede derfor som en god mor!

Og ja, det er ganske givet rigtigt, at du godt kunne have fået oparbejdet en god mælkemængde igen, du kunne godt med den rigtige støtte have fået amningen til at køre, fået det til atter at fungere. Det havde været hårdt, det havde krævet tid og mange ressourcer, måske også medicin, men det havde sandsynligvis godt kunne lade sig gøre. Men situationen var ikke til det og sådan er det nogle gange. Der sker ting, som vi ikke er herre over, der sker ting, som vi ikke har indflydelse på og sådan er det at have børn... nogle gange så kan vi bare ikke ændre på det, selvom vi gerne vil, set i bagklogskabens kloge lys:o)

Det bedste ved det hele er så, at du er blevet så meget klogere. Du har en meget stor erfaring med dig, som du kan bruge både i forhold til din søn fremover, hvis han f.eks. bliver indlagt igen eller der sker andre ting, hvor du 'må tage affære', men også i forhold til din amning næste gang. Når og hvis du skal have et barn mere, så er du så meget mere styrket i forhold til den amning, du vil have en meget større viden om og en større vilje til at få det til at fungere og det er jo et stort plus:o)

Når jeg læser dit brev, så bliver jeg dog også nødt til at sige til dig, at det lyder som om at du er så trist over dit ammestop, at den manglende glæde fylder for meget. Jeg tænker derfor at du har en efterfødselsreaktion som du har behov for at tale med nogen om. Det er sådan at efterfødselsreaktion nogle gange kan sammenkobles med amningen, fordi den netop ofte opstår i den periode, hvor amningen etableres eller i den periode, hvor amningen af en eller anden grund må stoppe.

---

---

---

At blive mor er en meget stor omvæltning og det påvirker meget mere end man egentlig tror og du er bestemt ikke den eneste, som har det som du har det. Når jeg læser dit brev, så får jeg indtryk af at du føler dig meget alene og jeg tænker hvem du har i din omgangskreds? Sundhedsplejersken går jeg ikke ud fra at du vil bruge - måske du kunne bede om en anden? Men hvad med din læge - har du talt med lægen om hvordan du egentlig har det? Hvor er din kæreste/mand? Hvad med din drengs bedsteforældre, en god veninde?

Det er rigtig vigtigt, at du taler med nogen omkring dig om, hvordan du egentlig har det. Måske går du og skjuler hvor trist du egentlig føler dig, måske tænker du, at de følelser du har er forbudte... Du kan jo sagtens sige til dig selv, at din dreng trives på erstatning, at han har det godt - men i hjertet gør det ondt og sådan er det - en ting er det man logisk kan sige i sit hoved, noget andet er følelserne og dem kan man ikke altid styre og heldigvis da, det er jo godt at kunne føle:o)

Men det er også vigtigt at du får hjælp til at nyde din dreng, nyde at han får sin mad, at han trives osv. Ligesom du skulle have haft anerkendelse og støtte til at amme og yde en stor indsats for amning, så har du nu brug for anerkendelse og opbakning i forhold til at være mor og alt det gode du gør.

Så Sara, du bliver nødt til at tale med nogen omkring dig, søge råd og hjælp. Prøv at gå ind på www.gaia-instituttet.dk - her kan du læse om efterfødselsreaktioner og du kan også tage en test der, som kan vise dig om du har en efterfødselsreaktion.

Og så må du meget meget gerne skrive til mig igen! Sender dig et stort knus herfra og pas godt på dig selv:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:

---

---

---

---

Viden om børn:

---