Annonce

Annonce

Svar: Skemad, fast rutine, mælk, søvn mv.


7. februar 2008

Kategori:
Alder:
4 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Diverse.

Kære Sidsela

Det lyder som en rigtig god idé at I får lidt mere fast rytme for dagen. Det vil sige mere faste tider at spise på, mere faste tider at sove på. Da Christoffer nu er 4 måneder gammel, så må du meget gerne begynde at kigge lidt mere på klokken og det lyder som en god idé at forsøge med lidt skemad.

Christoffer spiser rigtig meget modermælkserstatning og når børn får flaske, så er der altid en risiko for at de kommer til at overspise. Det bliver jeg nødt til at sige, at jeg måske tror Christoffer gør - det gode er dog, at han ikke bare bliver koloenormt stor, men at han i stedet gylper det overskydende op - det giver naturligvis dig ekstra meget vasketøj... men det er sandsynligvis fordi han får alt for meget mælk at han gylper så meget.

Du skriver at du giver Nan1 og jeg synes for det første at I skal skifte over til Nan2. Det er sådan at Nan 1 og Nan2 er fuldstændig identisk, bortset fra at der er tilsat ekstra jern i Nan2 og derudover er noget af laktosen skiftet ud med maltodextrin som tykner modermælkserstatningen og dermed gør at den mætter mere. Da jeres dreng drikker så store mængder mælk, som han gør, så vil det derfor være helt relevant at skifte til en modermælkserstatning som mætter mere, så hans indtag bliver nedsat.

Med hensyn til søvn, så er det sådan at børn i 4 måneders alderen har behov for at sove 3 gange dagligt, - en formiddagslur, en middagslur og en lur sen eftermiddag. Nogle gange ligger den sidste lur så sent at barnet er meget vågen om aftenen og går sent i seng, andre gange kan det godt lade sig gøre at putte barnet i nogenlunde god tid, så man har lidt friaften sammen som forældre. Når jeg ser din plan, så lyder det umiddelbart som om at Christoffer går tidligt i seng og det er en fin rytme at holde fast i.

Jeg synes som sagt at du også skal forsøge med lidt skemad, netop for at se om du derved kan fylde ham lidt op. Start med grød en gang dagligt. Grød af ris, majs eller hirse er gode typer at starte med. Du kan købe det eller lave det selv. Du kan evt. komme lidt frugtmos på efter nogle dage, hvis du vil variere smagen lidt. Start med 4-5 tsk fulde og øg ham langsomt over nogle dage. Selvom han kan spise mere skal du ikke give ham det, hans mave skal også kunne følge med. Når han kan spise en lille dl færdig grød, så begynder du at give ham to gange dagligt.

Ud over skemaden, så vil jeg anbefale at du også tilbyder ham lidt vælling til natten. Det burde også kunne mætte ham lidt mere, så han forhåbentlig begynder at kunne undvære mælk om natten. De fleste børn er 6 måneder inden de helt kan det, men det er bestemt et forsøg værd hos jer.

En plan for dagen kan se således ud:

Tidlig morgen 05/06: Flaske med Nan2, sover videre.

Står op mellem 7-8 og dagen begynder, skiftes, leges med osv.

Morgen/formiddag 9-9.30: Flaske med Nan2

Puttes til formiddaglur 9.30-10, sover 1½-2 timer

Frokost 12: Grød af ris, majs, hirse. Evt. med lidt frugtmos, det kan være æble eller pæremos. Forsøg med lidt vand af kop/snapseglas

Puttes til middagslur med en flaske ca kl. 12.30-13 og sover her 2-2½ time. Tril ham en tur i barnevognen, så han stille og roligt vender sig til at sove en lidt længere middagslur.

Eftermiddag 16: Flaske med Nan2

Sen eftermiddag/tidlig aften 17-18: Sover sidste lur, sover måske ½-1 time

Aften 19: Grød, evt med lidt frugtmos, far kommer hjem her og kan hjælpe med dette og de to kan have den glæde sammen... Igen også lidt vand af en kop.

Puttes til natten med en flaske vælling kl. 20

Sen aften 24: Flaske med Nan2

Nat 24-06: Evt. flaske midt nat, men vil med tiden kunne begynde og springe denne over.

Som I kan se giver denne plan fortsat mulighed for 6 evt 7 flasker, men tanken er at han, fordi han får mælk som mætter mere og også får skemad, vil begynde at nedsætte mælkemængden. Derved vil I opleve at han forhåbentlig gylper mindre, sover bedre osv.

Med hensyn til udvikling og det at trille, så må I rigtigt gerne hjælpe ham med dette. Det er rigtig vigtigt at han kommer til at ligge mere på maven. Både fordi det er derfra han lærer at krybe og senere kravle, men også fordi det skal hjælpe på hans hovedfacon.

Det er sådan at børns hovedform ændrer facon, så længe kraniesuturer og fontaneller ikke er helt lukkede. Det vil sige mest i de første 3 måneder. Hvis barnet ligger længerevarende i sammestilling så kan barnet blive flad eller skæv, det kan dog også forekomme, hvis barnet har en stramning af halsmuskulaturen (torticollis). Hos jer lyder det dog umiddelbart til at hænge sammen med førstnævnte problem og selvom du føler at du allerede har gjort meget, så er det ekstra vigtigt at du nu gøralt hvad du kan, for at afhjælpe den fladhed din dreng allerede har fået. Da han nu er 4 måneder gammel, så er hovedet jo ikke så blødt mere...

Lejringsbetinget skævt kranie er karakteriseret ved en fladhed i den ene side af baghovedet og en let frembuling af panden i samme side. Derved kommer øret til at stritte lidt mere i den ene side end den anden. Præcis som du beskriver det er hos jer - at hans ene ører stritter. På sigt vil det blive lidt mindre udtalt og hans hår vil også dække lidt for det. Det er således et mere kosmetisk problem end et egentligt problem, men derfor skal man jo alligevel forsøge at gøre noget.

Den vigtigste forebyggelse af skævt kranie og fladhed af nakken er at undgå, at kraniet belastes ensidigt. Derfor er det rigtig ...


Annonce

... vigtigt at han lægges på maven. Kun i denne stilling er der ingen tryg på hovedet. Du skal også lægge ham på siden og naturligvis lægge ham på den side, hvor han ikke er flad. Giv ham evt. en lille pude i ryggen, så han bliver liggende der. Han skal altså ligge så meget på maven og siden som muligt, når han er vågen. Han skal ikke sidde i f.eks. skråstol, autostol eller lignende. Skråstolen, hvis du har en sådan, kan du bruge, når du giver ham skemad men ellers ikke!

Derudover skal du sikre dig at han ikke tillades at ligge med hovedet til den foretrukne side, når han skal sove. Du er simpelthen nødt til at gå ind aktivt og flytte på hans hoved, når han er faldet i søvn. Du kan tage en strømpe og fylde den med grødris, så du får en lidt tyk og stadig tung og blød pose. Læg den ved hans ansigt, når han sover, så han ikke kan dreje hovedet til den side, hvor posen ligger.

Prøv at vende ham modsat i sengen, så han også på den måde måske får lyst til at kigge den modsatte vej. Vær hele tiden opmærksom på hvor han helst vil kigge hen læg ham så, så han "tvinges" til at dreje sit hoved i den ønskede retning. Hæng ting, uroer og lignende op ved puslebordet, som igen får ham til at kigge til den side, hvor du gerne vil have han ser hen. Hvilket jeg kan forstå du også allerede har gjort.

Og så skal I også være meget opmærksomme på hvordan I bærer ham. Når han ligger i jeres arme, så vil hans hoved også kunne blive trygget på det side, som vender ind mod jer. Sørg derfor for at bære ham på skiftevis venstre og højre arm og nu, hvor han er så gammel som han er, så prøv at sidde lidt mere med ham, lad ham ikke ligge for meget ned i armene - hans hoved skal være frit, så der ikke er noget pres eller tryg på hovedet... forstår du hvad jeg mener?

Hvis det er meget udtalt lejringsbetinget skævt kranie jeres dreng har, så kan I drøfte det med lægen, som også kan vurdere om specialbehandling er nødvendigt. Hvis der er stramning af halsmuskulaturen, så vil det være nødvendigt med henvisning til fysioterapeut. Man kan nogle gange ordinere behandling med en ortoplastisk hjelm, men det er sjældent.

Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke brug af puder eller
andre hjælpemidler, der sælges til forebyggelse og behandling af lejringsbetinget skævt kranie.

Med hensyn til at lave øvelser med ham, så vil det være en rigtig god idé. Gode bevægelege for et barn på hans alder kan være:


Helens bog om børn og opdragelse
LÆS OGSÅ: "Helens bog om børn og opdragelse" - tydelige voksne giver trygge børn

Foredrag med Helen

Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen

Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus

Se flere foredrag med Helen ...


- Hold let om hans underben og lav cykelbevægelser, hvor han selv er med til at bruge sine ben
- Grib om hans hænder og håndled og lad ham selv trække sig op fra rygleje
- Tag fat om hans lægge og høj knæ og hofte. Lad hans underkrop rulle fra side til side
- Hjælp ham med at dreje om på siden, ved at lade ham række efter legetøj, som han synes er interessant.
- Læg ham så meget på maven som muligt, evt et spejl foran, som han kan se sig selv i, det kan gøre det lidt sjovere at ligge der.
- Lad ham hoppe på jeres skød, hvor I holder ham rundt om livet med jeres hænder (ikke noget med hoppegynge, kun hos jer) og netop for at give ham fornemmelsen af sine egne ben
- Hjælp ham også med at få fat i sine tæer, når han ligger på ryggen

Syng også sange med fagter, hvor I bruger jeres hænder og fingre, han vil elske det, kigge efter hvad I gør og forsøge at gøre det samme. Det er fint at fjerne tommelfingeren og putte sutten ind i stedet. Med hensyn til tommefinger og motorik, så er der ikke andet at gøre end at blive ved og ved og motivere til det I gerne vil have...

Når I skal putte ham, så er det vigtigt at I hjælper ham med at blive skærmet. Det lyder som om at Christoffer er en dreng som rigtigt gerne vil opleve, helst ikke vil gå glip af noget og I skal hjælpe ham med at lukke verden ude og sige fra. I kan ikke forvente at I bare kan putte ham og sige godnat, når han er sådan, men det er fint at I holder om ham og forsøger på den måde at få ham til at blive rolig og så derefter putter ham.

Det er naturligt at han protesterer, når han lægges fra en varm favn ned i en kold seng. Prøv derfor om I kan svøbe ham i et klæde eller i dynen, så der bliver holdt lidt sammen på ham.

Når I lægger ham fra jer, skal det være inden han falder i så dyb søvn, at han ikke ænser at han bliver flyttet. Det er synd for ham, hvis han sover godt og idet han så lægges ned, så oplever han et skift og bliver forskrækket fordi han pludselig er lagt et helt andet sted. Det er utrygt. Det er derfor vigtigt at han lige når at følge lidt med i at han rent faktisk flyttes, men samtidig på et tidspunkt, hvor han er træt nok til at sove videre og ikke protesterer - det er svært, men det kan lade sig gøre.

Giv ham flasken imens du står med ham, imens han er svøbt, lad ham spise og finde roen. Se og lyt til hans vejrtrækning, hans øjne. Prøv at lægge ham fra dig, når du fornemmer at vejrtrækningen er blevet roligere, langsommere og når du kan se at han er lige ved at falde i søvn og endnu ikke sover tungt. Flasken udskiftes med en sut og stille og roligt putter du ham fra din favn ned i egen seng. Han er hele tiden svøbt og han har sin sut. Stå lidt ved ham, hold dine hænder roligt på ham, så han fornemmer at du stadig er der. Lad dine hænder have lidt vægt på hans krop, så der er lidt tyngde, vug ham blidt imens han ligger ned, stille og rolige, rytmiske bevægelser.

Så tror jeg at jeg kom igennem det hele, håber I her hjulpet videre på vej, der var mange spørgsmål i jeres brev:o) Fortsat held og lykke.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump

BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

28. oktober 2024 | Diverse | 4 mdr.

Rød i hudfolder

Kære Helen Tusind tak for dit sidste svar, det gav ro herhjemme! Men nu...

Læs hele brevet og Helens svar


12. oktober 2024 | Diverse | 2 mdr.

Er fontaneller forskellige

Kære Helen Min veninde og jeg har fået vores drenge med kun en uges...

Læs hele brevet og Helens svar


31. august 2024 | Diverse | 2 år, 6 mdr.

Uro i kroppen - 2 år, 6 mdr.

Hej Helen. Har lige brug for at hører dine tanker, omkring min bekymring til...

Læs hele brevet og Helens svar


13. juni 2024 | Diverse | 2 år, 6 mdr.

Mistrivsel i vuggestue

Kære Helen. Min datter på 2 år og 6 måneder går i en vuggestue med cirka 25...

Læs hele brevet og Helens svar


17. maj 2024 | Diverse | 16 mdr.

Cyklus efter fødsel

Hej Helen Jeg har denne gang et spørgsmål, som ikke direkte vedrører mine...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Regntøj

Børn der bor i Danmark har brug for regntøj, når de skal være udenfor og lege, og vejret er mildt og vådt.

Regntøjet skal være vandtæt, men uimprægneret. Det er en god idé at vælge regntøj af tekstil, nylon (polyamid) eller plasttypen polyurethan (PUR). Gå derimod uden om regntøj af PVC som er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Spørg evt. i forretningen og bed evt. om dokumentation fra producenten.

Regntøjet skal sidde godt uden at stramme. Det...

Læs mere i Babylex

Trøske

Trøske er en form for svamp, der ses som en hvidlig belægning i barnets mund. Det er ufarligt, men meget ubehageligt for barnet, og det bør derfor behandles.

Trøske er meget almindeligt de første måneder efter fødslen, og det kan være svært at vurdere, hvorvidt der 'bare' er tale om mælkebelægninger i munden, eller om det er svamp. Sidder belægningerne kun på tungen, og kan de forholdsvis nemt fjernes med en finger eller en lille skumklud, så er der sandsynligvis tale om...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og opdragelse, som giver dig praktiske råd til alt det, der er så svært.

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen

Tak for dit gode svar sidst, som virkelig hjalp mig videre. Vi har valgt at beholde putteflasken lidt endnu :-)

Agnes mor


Annonce