Svar: Søvn - eller mangel på samme - 9 mdr.
Kære Forældre
Jeg kan godt forstå I synes det er hårdt og det hjælper forhåbentlig lidt at jeg kan sige at jeres datter i øjeblikket gennemgår en stor udviklingsfase, som naturligt giver mere nattero. Det betyder at tingene vil ændre sig, men det betyder ikke at I ikke skal gøre noget, for jeres måde at reagere på, kan naturligvis også have noget at sige...
Jeg vil derfor gerne dele mine tanker med jer og håber at I så er hjulpet lidt videre på vej:o)
For det første er jeres datter nu i separationsfasen. Det er helt tydeligt fordi du fortæller at hun er begyndt at kravle. Det er en alder som gør at hun er mere pylret, der er ikke langt mellem gråd og smil, om dagen har hun svært ved at være alene, hun virker omklamrende og man kan godt blive temmelig frustreret som mor - for selvom man er der så er det kun kortvarigt godt nok og når man ikke er der, så er det også galt.
Samtidig har hun meget behov for at se jer for at vide at I er der og at hun ikke er forladt. Hun forstå simpelthen ikke at I er inde i stuen ved siden af - hun er nødt til at se jer og nogle gange også rent fysisk mærke jeres tilstedeværelse, for at hun atter er rolig.
Hun oplever mere af verden, hun er meget mere bevidst om ting omkring hende og det betyder også at hun nu drømmer mere end tidligere. Hun bearbejder alle dagens oplevelser i drømme og det giver naturligt en meget urolig søvn.
Det er også sådan at hun jo øver sig rigtig meget på at kravle og det gør hun ikke kun om dagen, når hun er vågen, men også om natten, når hun sover. Hun har en stor motorisk uro og har rigtig svært ved at finde ro. Hun kan således ikke ligge stille, men bevæger sig rigtig meget, lægger sig op i kravlestilling, ligger og vugger, får sig lagt dårlig og er stadig ikke i stand til at komme videre og blive lagt godt igen. Derfor vågner hun og småklynker i søvne fordi hun har behov for hjælp til at blive lagt ned, blive lagt godt og atter få dynen om sig. Hun har behov for hjælp til at finde fysisk ro.
Når jeg ser jeres plan for dagen, så tænker jeg at hun også skal til at have mere familiemad og hun må meget gerne spise sammen med jer om aftenen - spiser I allerede kl. 17? Hvis I gør er det fint, men det er meget vigtigt at hun får den samme mad som I voksne og det er vigtigt at hun både får mos og mad i stykker.
Hun må få alt nu, med den alder hun har og det er meget vigtigt at I giver hende så meget forskelligt som overhovedet muligt, da det forebygger kræsenhed, når hun bliver et år. Jo mere I kan give hende nu jo bedre er det altså. Og som sagt både mos og mad i stykker.
Med hensyn til mælk så vil de fleste børn på 9 måneder have behov for 3 flasker dagligt men når hun er 10 måneder, så er det passende at nedsætte til 2 (2-3 flasker afhænger naturligvis af hvor meget hun drikker af hver - hun skal have min. 400ml indtil 12 måneders alderen for at jernbehovet ...
... bliver dækket).
En plan for dagen kunne se således ud:
Morgen 6.30-7: Havregrød eller fuldkornsgrød med frugtmos, mme eller vand af kop
Morgen/formiddag 9: ½ bolle med smør, ½ banan eller anden frisk frugt, evt. lidt frugtmos, vand af kop.
Puttes til formiddagslur ca 9.30 evt. med en flaske mme (hvis hun ikke har fået flaske om morgenen). Sover en lille times tid.
Frokost 11.30-12: Rugbrødshapsere med smørbart pålæg, grøntsagsmos med kød eller fisk - det kan også bruges som smørbart pålæg men det går stille og roligt over til at være kogte grøntsager i stykker. F.eks. kogte ærter, majs, gulerod. Vigtigt for også at øve pincetgreb. Tilbydes også rester fra aftensmaden, det kan være små stykker af indmaden af en frikadelle, godt kogte pastaskruer og lignende. Vand af kop
Puttes til middaglur mellem 13.30-14 og sover 1½ -2 timer sover herefter i alt fra ca 1½ time - 2½ time.
Eftermiddag 16: Lidt tykmælk med frugtmos, frisk frugt, ½ bolle med smør eller lignende, vand af kop
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Aften 18: Udgangspunktet er familiemad. Grøntsager moses med lidt sovs, kød kan gives i små stykker - f.eks. frikadelle i stykker og sovs og kartofler moset. Det kan også være ris med sovs og lidt kød ved siden af. Det kan også være kogte grøntsager i stykker at sidde med i hånden, kartoffelbåde og lignende - der skal således være en blanding af mad i stykker og mad som er moset, så I er sikre på at hun ikke er sulten.
Kan få lidt frugtgrød med mælk til dessert eller en godnatgrød.
Tilbydes flaske og puttes til natten ca kl. 20
Sen aften 23-24: Evt. flaske - det afhænger helt at hvor meget mme hun har drukket i løbet af dagen, som sagt er 400ml nok til at dække jernbehovet.
Det vil være en rigtig god idé at putte hende i egen seng, det er helt fint at sengen står i soveværelset, men hun bør lære at sove i sin egen seng.
Prøv at lægge sutter omkring hende så hun selv kan finde dem og tage dem i munden, når hun vågner. Det kunne godt lyde som om at I hos jer har fået lidt 'vanebetinget afbrudt søvn', hvor jeres datter har lært sig at vågne, hver gang sutten ryger ud af munden. Det er derfor en god idé, hvis hun selv kunne være i stand til at finde en sut, når hun har behov. Ellers er det rigtig godt, hvis I kunne forsøge at putte hende og få hende til at sove videre uden at sutten er der, altså forsøge at berolige og kærtegne hende så hun ved hjælp at dette lærer at sove.
I kan overveje om det er muligt at tage tremmesiden af sengen væk og stille hendes seng helt op af jeres. Så kan hun sove i sin egen seng og du kan berolige hende om natten med en hånd, uden at du behøver stå op og ved at hun fortsat ligger i sin seng. Det er vigtigt for jer alle, at I sover godt og man sover ikke så godt på sofaen...
Så i egen seng og stadig tæt på jer, tænker jeg måske kan hjælpe jer alle lidt bedre igennem denne fase. Håber I er hjulpet videre på vej:o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
31. oktober 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
7.5 mdr. og sover meget dårligt
Kære Helen Vores dreng er nu 7.5 måned gammel, og han sover utroligt dårligt...
27. oktober 2024 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen. Tusind tak for dit fine svar for et par uger siden. Vores dreng...
24. oktober 2024 | Sovevaner | 8 år, 2 mdr.
Kære Helen Vores datter, som fyldte 8 år i august, har rigtig svært ved at...
24. oktober 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
9 måneder og sover ikke igennem om natten
Hej Helen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor vores dreng A. på 9 måneder ikke...
6. oktober 2024 | Sovevaner | 11 mdr.
Dreng 11 mdr vil ikke længere puttes af far
Kære Helen Vi står i en lidt presset situation, da vores dreng på 11...
Viden om børn:
Lus hos børn
Rigtig mange familier oplever, at deres børn kommer hjem med lus, og det bedste du kan gøre er at kæmme dit barn. Kæmning gør du bedst således:
1. Først vasker du barnets hår almindeligt. Helt våde lus sidder stille, men hvis lusene er tørre eller kun let fugtige, så bevæger de sig rundt. Våde lus er derfor lettere at få fat i. Sæt barnet på en stol foran dig, så du sikrer dig en god arbejdsstilling. Det tager tid at kæmme hår.
2. Så kommer du en god portion balsam...
Epiduralblokade ved fødsel
En epiduralblokade bruges til fødende kvinder, når man ønsker at smertelindre dem fuldstændig under f.eks. udvidelsesfasen, hvorefter man så kan trappe bedøvelsen ned, og den fødende kan presse sit barn ud. Det kaldes også en rygmarvsbedøvelse.
Man har på danske fødesteder idag mulighed for at få en "walking epidual", hvor den fødende har mulighed for at bevæge sig lidt mere. Den tager toppen af smerterne, men er ikke så kraftigt bedøvende, som en egentlig epiduralblokade er.
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.