Svar: Opdragelse - spørgsmål fra en far

---

Kære far

Tak for dit brev, det er altid dejligt når fædrene også melder sig på banen og jeg tror bestemt ikke du er den eneste som i jeres familie er frustreret. Jeg vil derfor meget gerne give dig mine tanker med på vejen og så må I selv vælge til og fra, - hvad I mener kan bruges og hvad ikke kan:o)

Jeg vil gerne give dig mine bud på de problemer I har i forhold til jeres drenge, om brug af timeout og hvordan det er med søskende og børn i den alder. Jeg vil også gerne give dig mine tanker omkring din og din kones måde at kommunikere på, både i forhold til hinanden og overfor jeres børn, mine tanker om straf, om hvorvidt man skal være enige eller ej og så vil jeg naturligvis gerne dele mine tanker omkring det spørgsmål du stiller "hvorfor blev jeg så vred?" Det er rigtigt mange ting og jeg kan derfor ikke gå i dybden med det hele, men jeg håber du kan bruge mine tanker videre på vej...:o)

For det første så er det normalt at søskende slås og at de har mange konflikter. Som forældre tror man altid at ens børn har det værre sammen end alle andre, men faktisk oplever alle forældre stor frustration, fordi det føles som om at ens børn evig og altid skændes!

Der er nogle gode regler at følge, når man oplever konflikter mellem sine børn:

- Tag aldrig parti, med mindre du ved hvem der gjorde hvad. Nogle børn er rigtigt gode til at spille komedie, se helt ulykkelige ud osv. og hvis de ser den anden blive straffet, så er det jo dejligt - når de skændes er de jo rivaler. Derfor er det vigtigt at du melder klart ud at du ikke ved hvad der er sket og du må derfor høre begges forklaringer.

- Beløn ikke sladder. Det var ham der begyndte... hold igen fast i at du er nødt til at høre begge parter, for at tage stilling til hvad du så skal gøre. Lad dem hver især lytte til hvad den anden siger, skab plads og rum for det "det er Markus der taler lige nu, så er det din tur bagefter".

- Vær en god rollemodel. Hvis børnene råber og skriger og du så kommer og råber af dem, så råber I alle sammen og det lærer børnene ikke noget af. Ligesom man ikke skal slå. Du skal derfor lyde bestemt og rolig, for at børnene bliver rolige.

- Vær opmærksom på om konflikten går over i smertende handlinger. Nogle gange så ender en konflikt mellem søskende i handlinger som er skadelige for begge børn på sigt. Den frustration der begyndt med tilråb og brok går pludselig over i at blive spark, knytnæveslag - konflikten ændrer karakter til at blive voldelig og det skal du stoppe med det samme. Det handler om balancen mellem at give børn frihed til at løse egne konflikter, hvis de kan og gribe ind, når de ikke kan.

- Hjælp dem med at sætte ord på det de bliver vrede over. Når man er 3 og også 5 år gammel, så er det svært at beskrive hvad man egentlig føler. Det er naturligvis sværere for en 3 årig end for en 5 årig og det skal du hjælpe med. Lad den anden part høre, hvad den anden føler "Du bliver så ked af det, når...", "Du blev vred fordi..." og hjælp drengene med at forstå hinanden og sætte sig ind i hinandens verden. Det er noget man skal lære - det hedder også socialintelligens, hvis du vil læse noget om det.

- Vurder altid dine handlinger. Nogle gange vil det være nødvendigt at skille de to parter ad og sende dem ind på hvert sit værelse. "Det er ikke godt for jer at være sammen lige nu, så nu går du derind og du går derhen."

Med hensyn til timeout, så skal bruges af dette overvejes meget og timeout bruges normalt kun, hvis en rolig advarsel til barnet ikke har været nok, eller hvis barnet har gjort en anden bevidst ondt. Time-out anbefales normalt også kun til børn fra 5 års alderen og så siger man at den tid barnet er på værelset bør max være 1 minut antal år barnet er. Altså et barn på 5 år, kan blive sendt på værelset i 5 minutter. Samtidig skal man så også være lige uden for døren, så barnet ved at man stadig er der. Når barnet sættes på værelset skal det have en forklaring: "Jeg sætter dig herind fordi du sparkede mig. Man må aldrig gøre noget, som gør ondt på andre".

Når man ikke ved, hvem der har gjort hvad og når man nogle gange står i situationer, hvor det tilsyneladende heller ikke er til at finde ud af - ja så må begge børn vide at dette var forkert. Man er jo som regel to til at have en konflikt og to til ikke at kunne finde ud af at få tingene til at fungere og så må man jo også være to til at tage konsekvensen når reglerne ikke følges.

Man skal altid møde børn med anerkendelse og det betyder at man ikke på den måde skal bebrejde barnet at det gør noget forkert. Børn handler ofte som de gør, fordi de hjernemæssigt ikke er udviklet til at handle anderledes. Man kan godt lære børn visse ting - også sociale ting, som sige pænt tak for en gave, sige tak for mad, sige undskyld osv. men kan kan ikke på samme måde fortælle et barn, hvordan det skal spørge ind til en anden så den anden føler sig værdsat og interessant. Man kan ikke fortælle et barn, hvordan det kan trøste en anden osv.

Det er noget barnet lærer af måden vi som forældre er omkring vores barn på og af at være sammen med andre børn. Børn lærer at begå sig socialt ved at se, hvad de gør ved andre og ved selv at mærke, hvad andre gør ved dem. Derfor er det faktisk en hjælp til barnet i situationer, hvor den ene f.eks. sparker den anden, at trøste den det er gået ud over og sætte ord på. "Lukas, det var forkert af dig at slå Markus, nu trøster jeg lige Markus lidt og så vil jeg gerne tale med dig om, hvad du kunne have gjort i stedet for at slå". På den måde får du fortalt til Lukas at han gjorde noget forkert, du får ...

---

---

... samtidig sagt til ham at du gerne vil lære ham, hvordan han så kan gøre og så får du også trøstes Markus.

Med hensyn til jer forældre, så er det rigtig skidt, hvis du oplever at din mening ikke tæller, fordi du ikke arbejder med børn i det daglige. I er to forældre i dette forhold og derfor også to forældre, der skal have indflydelse på opdragelsen og på hvordan man gør. Som far kan den måde du gør det på være fuldstændig ligeså god, som den måde man som mor ville gøre det på.

Jeg synes derfor det vil være en rigtig god idé, hvis I kunne lave nogle regler for, hvordan det skal være hos jer. I kunne f.eks. have en regel om at når man sagde "stop" så betød det stop! Det kan drengene jo også lære, det er et ord de godt kan sige begge to. Det er et ord I kan bruge og et ord de indbyrdes kan bruge. Det betyder også at hvis I hører den ene skrige stop, stop, stop og der tilsyneladende ikke stoppes, så vil I kunne gå ind til dem, spørge hvad der foregår - nu har Lukas sagt stop flere gange og vi har en aftale om at man stopper, så hvad foregår der lige her...

I kan have regler om hvad der sker med det legetøj de slås om. Man kan jo ikke købe to af al ting og derfor må man nogle gange dele. Kan man ikke finde ud af det, og slås om det, så er løsningen/reglen måske at legetøjet sættes væk af jer, indtil de er enige om en måde at dele det på. I kan også have regler om hvilket legetøj man ikke låner ud af, med mindre det er aftalt. Der kan være en særlig hylde med ens yndlingsting, som den anden ikke må bruge uden at få lov.

I kan have regler om hvordan man taler hjemme hos jer, hvad ord må man sige og hvilke ord vil I ikke høre på osv. og hvad sker der så når denne regel ikke overholdes. Børn skal vide, hvilke konsekvenser det har at bryde en regel - naturligvis med hensyntagen til deres alder og forståelse (igen er der jo forskel på om man er 3, 5 eller ældre).

Regler i forhold til børn handler om at gøre ting retfærdige, fordi vi får det bedre, når vi føler os retfærdigt behandlet. Derfor er det en god idé at have regler om hvorvidt man må slå, bande, råbe, sparke, låne ting, lege med ting, ikke ødelægge, bede om hjælp osv.

Børn har brug for, at der er faste regler at forholde sig til og de har brug for at vi forældre hjælper dem med at overholde disse regler. De har brug for at I forældre er overbevisende og faste i stemmen, når I melder ting ud, at sådan er det og det kan der ikke ændres på. Ligesom der også er regler i samfundet vi befinder os i, så skal der også være regler i familien - det gør både børn og voksne trygge.

Helt overordnet er det vigtigt at være enige om disse regler og selvom I forældre er forskellige, så er det vigtigt at I i forhold til regler og overordnede beslutninger, viser at I er en enhed. Når det er sagt, så vil der dog også være situationer, hvor man ikke altid er enige og det kan også være okay. Her er det så vigtigt ikke at bebrejde eller anklage den anden, men i stedet lige overveje, hvorfor man ikke er enig og så melde det klart ud.

---

---

---

Der er jo intet i vejen for at børn hører at man som forældre også kan være uenige, men at man så taler om det og finder en fælles løsning - det er jo det I også gerne vil have dem til. At I som forældre angriber hinanden "du har ikke en skid forstand på pædagogik" og "gå ind til jeres mor, så kan hun opdrage jer" - viser børnene at det er sådan man løser konflikter, - jeres drenge gør jo det de ser og hører I gør. Derfor er det langt bedre at melde klart ud, at det her er jeg faktisk ikke enig i, kunne vi lige prøve at sætte os ned og finde en fælles løsning.

Børn lærer jo at have en dialog og at nå frem til fælles regler og beslutninger ved at høre andre gøre sådan.

Vrede.. hvorfor bliver jeg så vred, spørger du, og jeg tænker at det er en helt naturlig reaktion, når du oplever at børnene slet ikke reagerer som du gerne vil have dem til og når din kone samtidig anklager dig for at gøre tingene forkert. Vrede opstår når man forhindres i at gøre noget man gerne vil eller når en anden overskrider ens grænser - sådan er det uanset om man er barn eller voksen. Du føler dig låst fast og du har ikke mulighed for at påvirke situationen, fordi din kone fortæller dig at alt hvad du gør er forkert - det giver naturligvis vrede.

Følelsen af vrede oplever jeres drenge således også, når de føler deres grænser overskrides, når de ikke føler sig lyttet til eller føler sig misforstået.

Det er dejligt at I venter nummer tre (tillykke med det) og det lyder jo som om at I forældre faktisk har det rigtig godt sammen, - lige i øjeblikket er det hele bare lidt svært. Det er naturligvis let at undskylde sig med kvalme, graviditetsgener osv. og det er rigtig sødt af dig at du forsøger at tage hensyn. Men I har jo alle nogle behov der skal dækkes og der skal være plads til jer alle 4 (5) i det her forhold.

Det lyder som om at I forældre skulle prøve at prioritere hinanden lidt uden børn. Måske skulle du overraske din kone ved at have arrangeret barnepige, bestilt bord et hyggeligt sted osv. så hun ligesom ikke skal andet end at tage med dig og bare nyde at du har sørget for det hele. I har brug for at kigge hinanden dybt i øjnene og bare være et par - uden at være forældre hele tiden og det skal prioriteres!

Jeg vil foreslå dig at læse bøgerne "Fantastiske forældre" af Margod Sunderland og "Mens tid er...Konfliktløsning mellem børn og forældre" af Marion Thorning. Hvis du kan bruge mine tanker, vil du også kunne bruge disse bøger.

Jeg håber du hermed er hjulpet videre, fortsat held og lykke til jer alle sammen:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---