Brev:

Misunder svigermor

Kære Helen,

Jeg har tidligere skrevet om min lille pige der på 4 mdr vågner hver time eller hver anden. Højst sandsynligt pga et appetitspring. Det har stået på i en uges tid og synes hun stadig vågner hver anden time om natten. Har købt noget færdigblandet vælling, som jeg har givet hende i flaske (50ml), men inden da har jeg givet hende bryst så jeg var sikker på at hun nu fik dem tømt ordentligt. Hun sover 3-4 timer på det og så vågner hun ellers bare hver anden time igen.

Jeg vil gerne give hende mere, men er også bange for at hun hurtigt tilvænner sig flasken istedet for brystet. Nu har jeg købt noget risgrød og har givet hende 3-4 skeer inden hun blev puttet og noget vand ved siden af. Det har jeg det måske lidt bedre med end flaske. Hun kunne ikke helt finde ud af det, men tror det er noget hun lærer sådan rimelig hurtigt...

Forleden var jeg til mødregruppe og de sagde at børn fra 4 mdr godt må drikke vand fra vandhanen i kop og i begrænset mængde. Så det har jeg altså givet hende. Bare nogle tåre. Håber ikke der sker noget ved dette?

For at vende tilbage til ovenstående, så har jeg ammet hende liggende her til aften, hvor hun fik lov at bruge mig som narresut samtidig med at jeg gav hende tryghed, da hun var svær at putte. Måske fordi hun ikke var nok mæt. Hvad skal jeg gøre? Er så forvirret...

Noget helt andet er mine svigerforældre. De har ikke selv kunne få børn i 8-9 år, og da de endelig fik min mand, så har han bare været ønskebarnet og de to andre de efterfølgende fik var bare deres "børn" hvis du kan følge mig. Så min mand har bare været forgudet og det perfekte barn, som kun fik lov til at sove i to timer af gangen osv fordi de ikke kunne vente på at lege med ham og elske ham osv. Det er også fint at de efter lang tid har fået børn, men nu har de ligesom også prøvet det...

Mit barn har aldrig rigtig været et ønskebarn fra min side. Hvis det var op til mig, ville jeg gerne vente lidt da jeg syntes jeg var for ung (23) og umoden osv. Men det skete altså. Og min svigermor gik altid rundt og sagde at man kunne da ikke elske sit barnebarn højere end sit eget barn osv. At når den lille kom, så skulle jeg ikke vænne den lille til for meget favn, for så ville det bare tages op konstant og efter fødslen skulle jeg ikke kalde på nogen den første måneds tid, da man havde brug for så meget hvile og ro som muligt.

Hun bor 3 timers kørsel fra mig, men hun kom med sin datter natten til min fødsel. Det foregik med kejsersnit og jeg havde ikke rigtig sovet selvom kejsersnittet først blev lavet om morgenen. Hun var hos mig konstant på mor-barn afsnittet og vi havde brug for hvile og ro. Hun blev ved med at sige at jeg skulle sove mens den lille sov, men det er altså svært når der er andre til stede. På et tidspunkt vågnede jeg af at jeg snorkede af træthed, jeg kunne have været ligeglad med hendes tilstedeværelse, men jeg følte mig bare ikke tilpas når hun var der og jeg snorkede.

Min mælk løb til efter 4 dage, og hun så jo hvor store og fyldige bryster jeg jo havde. Men fordi min lille pige, var så tryghedssøgende, så sov hun altså kun i mors arme. Min svigermor var overbevist om, at det var fordi at hun var sulten og ikke fik nok. For enhver baby der var mæt sov altså. Men sådan var det altså ikke tilfældet med min datter. Hun havde brug for al den tryghed hun kunne få. Og jeg havde altså ingen følelser for hende, men følte at amningen var det der bragte mig tættere på min datter og føltes mest naturligt. Det endte med at jeg ikke ville hjem overhovedet. For derhjemme ventede en svigermor.

Vi kom hjem og hver gang vi skiftede ble, skreg den lille og svigermor gik i spåner og det og kunne ikke give hende tøj på, så det endte med at den lille fik tøjet på efter et kvarter, da hun tog hende op hver gang hun græd. Og jeg har det sådan, så hellere prøve at trøste hende med min stemme og ord og hurtigt få hende i tøjet på nogle få minutter og så trøste hende ved at tage hende op.

Jeg er vokset op selv med mange børn og er vant til at børn græder, men det er hun ikke. Hun kunne forstå hvorfor den pige skreg så meget. Til sidst sad jeg og talte dage til når hun skulle hjem. Hun var til en kæmpe hjælp, hvad angik det huslige for jeg havde jo et sår og var helt udmattet. Nogle gange prøvede hun at overtale min mand til at give den lille MME mens jeg sad inde på værelset hvor han flere gange (heldigvis) bremsede hende op og sagde at det skulle vi nok selv finde ud af.

Til sidst var alt det her med amningen en kamp og da jeg er meget konfliktsky, truede hun mig nogle gange ved siden af de besøgende at give den lille MME hvis jeg ikke gav slip på alt hvad jeg havde ml hænderne og gav hende mad med det samme. Jeg sagde også til hende på en arrogant og bestemt måde at hvis hun gjorde det fik hun en lille snak med mig. Det grinede hun jo bare af. Men hun kunne jo slet ikke se, at jeg var ked af det hver gang hun nævnede at den lille var sulten og at hun nok skulle have erstatning.

Min svigermor blev jo hurtigt knyttet til sit barnebarn hvor det tog mig længere tid, før jeg kunne indse at hun var mit barn og selvfølgelig elskede jeg hende.

Så da min svigermor endelig tog hjem efter 14 dages ophold hos os, var jeg jo helt alene. Min mand startede jo også på arbejde. Jeg har min egen familie i byen og de støttede mig med amningen 100%. Men hvis der var det mindste med dem, så sagde jeg bare fra og det gik jo også fint. Da jeg var alene med min datter fandt jeg hurtigt ud af at det med det huslige og madlavning var altså sidste prioritet og det vigtigste var at min datter og jeg havde det godt og fik hvilet. Så jeg begyndte at sove når hun sov, også om dagen. Og jeg sov sammen med hende, for fandt ud af at det var det hun havde brug for.

Da min datter var ca en måned gammel kom svigerfamilien på besøg en uges tid. De passede heldigvis sig ...

... selv og jeg passede min datter. Den lille blev også ældre og mere glad, da vi nu kendte hinanden og kunne opfylde hinandens ønsker og behov mere eller mindre. Men så begyndte misundelsen også. Jeg hadede når de holdt hende og legede med hende. Måden de elsker små-børn på gjorde mig sindssyg. De ville nærmest dø for hende osv. Hvor min egen familie er lidt mere rolige og synes det er dejligt at der er kommet en lille til familien (igen!) :o)

Min svigermor tvivlede stadig på min mælk og jeg skulle spise dit og dat for at producere mælk, det skal lige siges at jeg har små bryster og mega bløde som om der intet var i. Jeg kunne blive så irriteret over det. Til sidst sagde jeg til hende at hvis hun nævnte det med hendes sult og min spisning igen, så ville jeg ikke snakke til hende mere. Jeg kunne ingen anden udvej finde, for uanset hvad jeg gjorde og sagde på den pæne måde forstod hun det bare ikke. Dengang hun havde fået min mand, allerede under sin graviditet havde hun fået mælk og da han blev født så løb mælken ud af brysterne på hende og hun kunne mærke mælken løbe til fra ryggen osv osv…

Sådan havde jeg det jo slet ikke. Så jeg gik rundt og var usikker og ked af det hele tiden. På et tidspunkt var jeg i tvivl om jeg havde fået en efterfødselsreaktion, men tænkte at jeg så ked af det var jeg nu heller ikke og jeg var jo glad når bare hun ikke var tilstede.

I dag kan hun stadig ikke forstå, hvorfra min datters kg kommer fra da jeg jo ingen mælk havde efter hendes opfattelse. Det skal lige siges at efter fødslen havde jeg ingen appetit. Jeg spiste næsten ingenting, drak kun masser af væske. Jo jeg spiste men det var ikke meget. Tænkte at det var nok hendes psykiske pres og mit kejsersnit der gjorde det da jeg fik piller osv. For da hun tog hjem fik jeg pludselig en appetit tilbage.

Når der er noget hun ikke forstår som hvordan vi prioriterer min datters behov som søvn fx og besøg derover, så bliver de så fornærmede. Min datter kunne ikke klare turen på 3 timer i en autostol, hun skreg konstant og vi måtte stoppe flere gange. Når man siger det til hende, så er hendes argument, ”hvordan har vi så opdraget jer”? Hun siger også tit hjerteskærende at de ikke kan holde det ud at være så langt væk fra hende osv. De ringer næsten hver dag og spørger til hende. Det må de også gerne, men hun er en baby og en baby spiser, sover, leger lidt og sover. Så der er ikke meget at fortælle.

Vi måtte endelig ikke få hende til at græde og vi skulle passe hende og give os 100% til hende. Og forleden skulle jeg ud og sidde i det gode vejr hvor hun så ringer og spørger hvordan barnebarnet har det. Jeg fortæller jeg skal ud og hun spørger om jeg tager den lille med. Jeg svarer sarkastisk nej det skal jeg ikke. Så siger hun så ja hun har jo godt af den friske luft osv. Hvorfor spørger du så om jeg tager hende med, når du ved jeg ikke kan efterlade hende alene derhjemme? Kan du følge mig. Så nu er alt bare en kamp mellem dem og mig, føler jeg.

Ved godt det er mig der overdriver, men alle mine tanker kører bare følelsesmæssigt. Jeg kan ikke komme over at hun ikke har støttet mig i min amning, når hun selv har ammet tre børn og hvorfor hun pludselig siger at vi ikke må lade den lille græde når hun sagde at vi ikke skulle tage barnet for meget op osv osv. Jeg er så frustreret og det fylder mit liv rimelig meget nu.

Jeg går til mødregruppe og får snakket om det og de synes bare at det er flot jeg ikke har opgivet amningen med sådan en svigermor. Det hjælper på at snakke om det men alligevel ikke. Jeg sidder fast. Kan bare ikke komme over det. Det er som om hun bare har ødelagt det for mig. Jeg har heldigvis været stærk og meget informationssøgende og spurgt til råds til de professionelle. Så det har gjort at jeg har haft mine argumenter på plads hver gang hun har nævnt det med amningen.

Så her for en uges tid siden kom hun med os hjem med den undskyldning at hendes bror og konen ikke havde det godt og hun ville bo hos dem. Ja hun boede hos dem i en dag og to dage hos os. Og de fejlede selvfølgelig ikke noget. Jeg tog mod til mig og prøvede at snakke med hende om, hvordan jeg havde haft det amningen og at efter hun gik græd jeg nat efter nat fordi hun gjorde mig så usikker på min mælk. Jeg var i øvrigt ved at græde da jeg fortalte hende det...

Hun kiggede bare ”nå” agtig på mig. Hun begyndte selv at græde over hvordan hun havde haft det med at efterlade sin søn i en fremmed by væk fra sig og at hun aldrig havde drømt om at han skulle vokse op og giftes og få børn osv… Jeg blev så sur over at hun vendte historien rettet mod sig selv og prøvede at give mig dårlig samvittighed. Jeg kunne se at samtalen ikke ville få nogen positiv ende, så jeg droppede det efter noget tid.

Jeg prøvede også at forklare hende at måden de elskede den lille på gav mig dårlig samvittighed, fordi jeg følte mig som en dårlig mor når jeg nu ikke elskede hende selv på den måde. At når mit barn nu ville vokse og slå sig så ville det gøre mere ondt på dem end på mig. Nej da, det ville hendes hjerte ikke kunne bære osv. Men sådan er børn og det kommer sikkert til at gøre ondt på mig at mit barn har faldet og slået sig, men ikke sådan at jeg sidder og græder over det sammen med mit barn. Kan du følge mig?

I dag har jeg bare ikke lyst til at snakke med svigerfamilien overhovedet og hver gang de ringer får jeg hjertebanken og tænker årh nu igen! Hvorfor har jeg det sådan og hvordan kommer jeg over det? Jeg er virkelig træt af at have det sådan.

Min mand kan godt forstå mig, men han siger også at jeg overdriver som dem i og med at det første barn, og at hans mor altså ikke har været så ond og jeg kun har kigget på det negative omkring hendes ophold. Jeg har derfor fået spat af ordet MME og vælling gør mig mere tilfreds. Jeg aner ikke mine levende råd. Hjælp mig!

Hilsen
Mor med dårlig samvittighed

Læs Helens svar »

Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste

Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

28. oktober 2024 | Diverse | 4 mdr.

Rød i hudfolder

Kære Helen Tusind tak for dit sidste svar, det gav ro herhjemme! Men nu...

Læs hele brevet og Helens svar

27. oktober 2024 | Sovevaner | 4 mdr.

Søvnvaner

Kære Helen. Tusind tak for dit fine svar for et par uger siden. Vores dreng...

Læs hele brevet og Helens svar

26. september 2024 | Sovevaner | 3 mdr.

Græder sig selv i søvn om aftenen

Hej Helen, Så skriver jeg igen .. Efter mit sidste brev er min datter...

Læs hele brevet og Helens svar

4. september 2024 | Sovevaner | 3 mdr.

Dagsrytme for baby på tre måneder

Kære Helen. Først og fremmest mange tak for din gode postkasse. Det er...

Læs hele brevet og Helens svar

1. september 2024 | Sovevaner | 3 mdr.

Vågner fra lure hele tiden

Hej. Jeg har en datter på 3 måneder. Jeg kan simpelthen kun få hende til at...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: