Svar: Klynker meget og er ekstrem far-syg

---

Kære trætte forældre

Det lyder umiddelbart som om at jeres dreng har meget behov for at blive set og lyttet til, han har rigtig meget brug for jeres opmærksomhed og han gør alt hvad han kan for at tiltrække sig den.

Du skriver at han er god til at tale og derfor i stand til at fortælle hvad han vil, men at han trods det nogle gange stiller sig og peger på bamsen imens han siger "bamse" for at få jer til at tage den op og give ham den ... En sådan handling tyder for mig på at han på den ene side, som sagt vil have opmærksomhed men også om at han gør sig lille, gør sig mindre, yngre end han er.

Derfor tænker jeg at I skal overveje hvorvidt I stiller for store krav til ham. Jeg kan forstå at han er lillebror og måske derfor har en som han ser op til, en han gerne vil følge, efterligne osv. men han kan ikke, fordi han stadig kun er 3 år. Det kan også være at de to børn aldersmæssigt ligger meget tæt og at I naturligt kommer til at forvente for meget af ham.

Det kan derfor godt være en god idé at gå i modsatte grøft, begynde at nurse ham lidt mere, behandle ham som om at han lidt yngre end han egentlig er.

Når der opstår konflikter, så er der altid følelser involveret. Både hos jer og jeres søn. For jer forældre føles konflikten besværlig og det udvikler sig hurtigt til en magtkamp. For jeres søn kommer følelsen af frustration, når han ikke kan komme til det han gerne vil eller bliver tvunget til noget, han ikke forstår nødvendigheden af.

Der er nogen børn som er så parlamenterende at det næsten bliver for meget. F.eks. hvis du spørger om han vil have et æble og han siger ja. Så får han et æble og så ville han hellere have haft en pære, eller så skal æblet skæres ud, så skærer du æblet ud og så skulle det have været skrællet, eller være skåret ud på en anden måde osv. Nogle gange må man følge barnet og overveje om der er noget i vejen for at det bliver som han gerne vil, andre gange må du holde fast ved at nu er det sådan og det bliver ikke anderledes.

Nogle gange kan det altså sagtens være far som hælder mælken op og ikke mor, hvis I nu ved at det giver lidt ro omkring situationen og det skader jo ikke at han oplever at få sin vilje. Andre gange kan det så være mere relevant at holde fast i at det ikke bliver ligesom ...

---

---

... han gerne vil og så må han klynke og blive sur.

Det medfører naturligvis en masse frustration hos din dreng. Men det er nemmere at acceptere et nej, hvis man også får ja en gang i mellem og han skal også lære at tackle de følelser som følger med, når man ikke får sin vilje.

Det vigtigste er at I er i stand til at rumme hans følelser. Det betyder at I kan holde ud at han har det sådan uden at ville ændre det og uden at tage det personligt.

Generelt så handler det meget om at sætte ord på. Jo mere I kan sætte ord på, også når han er så godt med sprogligt, jo bedre vil det være. Det giver ham mulighed for at irettesætte jer, hvis I tager fejl: I siger f.eks. "jeg kan godt forstå du er ked af det" og han kan sige "jeg er ikke ked af det, jeg er sur" og så kan I mødes med det udgangspunkt.

---

---

---

Jo mere I sætter ord på, jo mere vil han også føle sig forstået og lyttet til. Det er sådan at når man bliver frustreret så stiger adrenalinen i kroppen, og hvis man puster til ilden ved at sige at han skal "stoppe nu!" eller lade være med at være "hysterisk" eller hvad man nu kan finde på at sige, så bliver det hele meget værre, netop fordi han ikke føler sig lyttet til.

Det er lidt ligesom hvis vi har en mening om noget og gerne vil have den frem, så bliver vi også frustrerede, hvis chefen eller hvem det nu kunne være negligerer vores mening eller slet ikke gider lytte. Men hvis vi føler os forstået så går det lidt lettere, også selvom løsningen ikke blev lige det vi havde drømt om.

Så mit råd til jer er at lade far tage lidt mere over, da far er den han tydeligt søger. Mor og sønnike kan evt. lave noget sammen bare de to, så han finder ud af at mor faktisk også kan bruges. Og så skal han nurses lidt mere, nus lidt mere om ham, giv ham masser af fysisk kontakt og nærhed, kærtegn, massage, kilde ture, tumlelege, fangelege osv. Sær forventningerne lidt ned og behandle ham lidt som om at han er yngre end han er, så tror jeg det vil vende og I vil få en lidt roligere hverdag.

Og så skal I naturligvis holde fast i de regler I har, være konsekvente når I beslutter noget og bliver han så frustreret, så må han blive det og det skal I kunne rumme og sætte ord på.

Håber ovenstående hjælper jer lidt videre, rigtig meget held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---