Svar: Kun mor dur - 6 mdr.

---

Kære Jenny

Tak for dit åbne og meget ærlige brev:o)

Jeg er slet ikke i tvivl om at du er en rigtig god mor og at din datter og du er meget tit og nært tilknyttet. Det er klart at du vil gøre alt hvad du kan for at hun skal have det godt og helt naturligt at du sætter dig selv i anden række.

Det er dog også vigtigt at du tillader dig selv at prioritere dig selv og du er nødt til at finde ud af, hvad det er du skal. Ud over at være mor og have den passion i livet det er at være mor, så skal du også finde ud af, hvad du ellers skal med dit liv, som den kvinde du er.

Det er ikke usædvanligt at det netop er når barnet er omkring et ½ år at man som mor begynder at stille sig disse spørgsmål - hvad er det jeg vil, skal jeg tilbage til samme arbejde eller skal jeg stille mig nye og andre mål her i livet, er det egentlig en god idé at jeg har valgt at blive hjemme de næste 3-4 måneder, var det måske bedre at jeg startede med at arbejde nu osv.

6 måneders alderen er ligesom en 'skæringsalder'. Der sker rigtig meget med barnet på dette tidspunkt, barnet gennemgår et tigerspring i sin udvikling og er på den ene side utroligt krævende, pylret, skal have fysisk kontakt og nærhed i det uendelige samtidig med at barnet jo tydeligt ikke længere er spæd, begynder at kunne flere ting, sender tydeligere signaler, lukker munden forskeen, når man vil give mad osv. osv.

Det er en alder, hvor man som mor godt kan føle at man gir og gir hele tiden og hvad får man tilbage, morsyge og pylren - det er en alder som for mange er rigtig svær.

Samtidig sker der ofte også noget i parforholdet. Barnet skal flytte ud af soveværelset og man begynder ofte at få lidt mere behov for at være et par igen. Ikke bare være forældre, men også være par - man kan ikke længere handle impulsivt og bare tage i biografen, man skal planlægge og organisere og alt virker pludselig så besværligt fordi barnet jo netop er så ...

---

---

... morsyg og ekstremt pylret.

Der er på den måde noget helt naturligt i, at du har det som du har det og der er mange der oplever det samme som du, men det betyder naturligvis ikke at du skal glemme dig selv - tværtimod. Du skal finde ud af, hvad du skal, hvem du er, hvad fremtiden skal give dig - ikke bare som mor, men som den kvinde du er.

Din længsel efter at mærke dig selv, skal du tage alvorligt og det er rigtig vigtigt at du lytter til den følelse. Du har jo fuldstændig ret i at din datter er meget mere tjent med en mor, der også prioriterer sig selv og har det godt, end en mor der på grund af opofrelse for sin datter ender med at knække sammen .... :o)

---

---

---

Måske har du brug for en samtale med en coach, det kan også hjælpe dig at læse en 'selvhjælpsbog' om emnet. Jeg vil foreslå dig bogen "Find din passion på 4 uger" af Pernille Melsted.

Pernille Melsted har en god pointe, hun siger nemlig at livet skal leves i faser. Lige nu er du i den fase, hvor du har et lille barn og den fase skal du naturligvis være i med ro og glæde. Men det er samtidig vigtigt at du gør dig nogle tanker om hvad du skal derefter og når du har sat dig et mål, fundet din passion, så vil du også kunne se meningen med det du gør i dag.

Du skal derfor tillade dig at gå hjemmefra en gang imellem og lade din mand eller mor passe Julie, ligesom du og din mand skal tillade jer at tage i byen og lade mormor tage over. Det kan her være en fordel at I tager i byen i dagtimerne, fordi Julie naturligt vil være lettere at passe her. Hun kan få skemad og mælk af kop eller flaske og sagtens klare sig nogle timer inden I er hjemme igen. Mormor kan trille ture med hende i barnevognen, lade hende sidde i vognen og kigge på verden og det kan sagtens komme til at gå rigtig godt. Ofte går det jo rigtig fint, når først mor ikke er der ...

Jeg håber ovenstående tanker hjælper dig lidt videre på vej, rigtig meget held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

Viden om børn:

---